Husk at anmode om feriepenge senest 30. september

udgivet: 25. august 2017
, sidst redigéret: 31. august 2017
Husk at anmode om feriepenge senest 30. september
Har du et økonomisk efterslæb oven på sommerferien, kan det være, du kan lukke hullet i kassen med en portion feriepenge. Frem til 30. september kan du nemt og hurtigt få udbetalt penge fra din Feriekonto for det ferieår, der sluttede 30. april. Har du tilgodehavender fra tidligere ferieår, har du tre år til at gøre krav på dem.

 

Rigtig mange danskere får aldrig udbetalt de feriepenge, de har krav på - undgå at blive en del af den statistik. Det er ikke for sent at få udbetalt feriepenge, som du optjente i 2015 til udbetaling i ferieåret 2016/17, som sluttede den 30. april.

 

Men hvordan gør du så krav på dine feriepenge?

Indtil 30. september kan du fortsat få dine feriepenge udbetalt ved at logge på borger.dk med dit NemID og søge om sen udbetaling, hvis du enten rent faktisk har holdt din ferie, hvis du af særlige årsager var forhindret i at afholde ferien, hvis der er tale om feriepenge optjent hos en arbejdsgiver, du forlod senest 30. april i år, eller hvis der er tale om penge vedrørende 5. ferieuge.

 

Du kan stadig få feriepenge fra 2013

Hvis du har feriepenge til gode fra tidligere ferieår, er der stadig håb om at få dem udbetalt. Du kan nemlig gøre krav på dine feriepenge i indtil 3 år efter det pågældende ferieårs udløb.

 

Det vil sige, at du indtil 30. april 2018 fortsat kan anmode om at få udbetalt penge, der er tjent i kalenderåret 2013 til udbetaling i ferieåret 2014/15, der sluttede 30. april 2015.

 

Det er dog en anelse mere omfattende at få feriepenge af ældre dato udbetalt, for så skal du have fat i forvalteren af dine feriepenge det pågældende år og muligvis også en feriefond. Kontakt eventuelt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som kan guide dig gennem ansøgningsprocessen.

 

Står du efter ferien med et overtræk på dit kreditkort – uden at kunne dække underskuddet med endnu ikke udbetalte feriepenge – kan du her læse om, hvordan du billigst slipper af med dyr kreditkortgæld.

 

Har du fortsat plus på kontoen, så husk, at det i nogle banker stadig er muligt at få pæne indlånsrenter for din opsparing.

 

sidst redigéret: 31. august 2017
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?