Årets sidste refinansiering af F-lån er slut – her er resultaterne
Renterne er faldet en smule i løbet af 2025. Du kan derfor se frem til en lille rentebesparelse, hvis du har et F1-lån. Har du et F3-lån, bliver besparelsen noget større, da renterne er faldet en del siden sidste F3-refinansiering for tre år siden.
Omvendt må du acceptere en mærkbart højere rente, hvis du har et F5-lån, da renterne på de lån var negative, sidst de blev refinansieret, der jo var før inflationen og renterne steg kraftigt.
Hvad bliver den nye rente på F-lån?
Tager vi udgangspunkt i refinansieringen af variabelt forrentede lån med afdrag gennem Totalkredit, så viser resultaterne:
- F1-renten falder fra 2,44% til 2,27%
- F3-renten falder fra 3,11% til 2,33%
- F5-renten stiger fra -0,26% til 2,57%.
Selvom rentesatserne kan blive en smule anderledes for lån hos de andre realkreditinstitutter, vil bevægelserne være meget sammenlignelige.
Bemærk! F1-lånere i Totalkredit får ny rente til april.
Husk i øvrigt, at oven i renten kommer bidragssatsen, som for F-lånenes vedkommende ligger omkring et procentpoint oven i renten afhængig af institut, belåningsgrad og om du betaler afdrag eller ej.
Hvad betyder en rentetilpasning for din månedlige ydelse?
Her er hvad du sparer eller skal betale mere pr. lånte million med udgangspunkt i Nordea Kredits refinansieringsauktioner. Har du lån i et af de andre realkreditinstitutter, vil beløbene være meget sammenlignelige:
For dig med F1-lån:
- F1-lånere falder den samlede ydelse med ca. 50 kr. om måneden efter skat pr. lånte million, hvis der betales afdrag.
- Er lånet uden afdrag, bliver besparelsen ca. 130 kr. om måneden pr. lånte million.
For dig med F3-lån:
- Har du et F3-lån, falder den samlede ydelse med ca. 210 kr. om måneden efter skat pr. lånte million, hvis du afdrager på lånet.
- Har du et afdragsfrit lån, falder din månedlige ydelse med ca. 490 kr.
For dig med F5-lån:
- Har du et F5-lån, stiger din samlede månedlige ydelse efter skat med ca. 520 kr. efter skat pr. lånte million, hvis du afdrager på lånet.
- Har du et afdragsfrit lån, stiger din månedlige ydelse med ca. 1.600 kr.
Hvorfor stiger et lån uden afdrag mere end et med afdrag?
Ydelsen på lån med afdrag ændrer sig ikke så meget som lån uden afdrag, når renten ændres. Det skyldes, at en del af renteændringen giver en modsatrettet ændring i afdraget i den kommende periode. Hvis renten falder, så stiger afdraget. Og omvendt falder afdraget, hvis renten stiger (for så at stige hurtigere om nogle år, hvor rentebetalingen aftager).