Så dyrt kan dit lån blive

udgivet: 12. juni 2017
, sidst redigéret: 23. juni 2017
Så dyrt kan dit lån blive
Du kan spare rigtig mange penge på udgifter til lån, hvis du undersøger markedet først og finder det billigste alternativ. SMS- og kviklån bør du generelt undgå, da omkostningerne er særligt høje på disse typer lån.

 

Det er de færreste, der klarer sig igennem livet uden at optage et lån. Det kan være lån til et hus eller en bil, men også til ferier og fester.

 

Isoleret set er muligheden for som privatperson at kunne optage lån en rigtig god ting, fordi lån giver dig mulighed for at realisere dine drømme, uden at du skal have sparet op til dem først.

 

Lån kan blive en dyr affære

Desværre findes der dog utallige eksempler på, at lån kan ødelægge drømme frem for at realisere dem. Det gælder især SMS-lån og kviklån, som ofte kan være meget dyre.

 

Ifølge Forbrugerrådet Tænk fortryder hver tredje, at de har optaget et af disse dyre forbrugslån.

 

"Vi opfordrer alle – og især unge - til at se sig godt for, når de låner penge. Det er altid værd at sammenligne priser, ligesom du altid bør overveje, om der er bedre alternativer – f.eks. om du kan vente og spare pengene op. På den måde undgår du at optage lån, som rigtig mange ender med at fortryde", siger projektchef i Tænk, Turf Böcker Jakobsen, til taenk.dk.

 

ÅOP på 819 procent

Vivus og Ferratum er eksempler på udbydere af kviklån, som kan blive eksorbitant dyre for låntagere.

 

Hos Vivus skal du f.eks. betale 6.000 kroner for at låne 10.000 kroner i 3 måneder. Du skal altså betale 16.000 kroner om 3 måneder for at have 10.000 i hånden om 5 minutter. Det høje tilbagebetalingsbeløb svarer til en ÅOP – et udtryk for de samlede låneomkostninger - på 819 %.

 

Til sammenligning ligger ÅOP på mange forbrugslån typisk på mellem 20 og 50 %. Her kan du selv sammenligne priserne på kviklån.

 

Undersøg markedet

Inden du låner penge, bør du derfor undersøge markedet. Det gælder, uanset om du låner til et par nye sko eller til en ny bolig.

 

Der er masser af banker og andre udbydere af lån, og de konkurrerer indbyrdes om at få dig som kunde – og det kan du lukrere på!

 

Brug Mybanker.dk’s sammenligningslister til nemt og hurtigt at få et overblik. Indtast nogle få oplysninger, og få en oversigt over, hvor du her og nu kan få det bedste lån til prisen.

 

Det skal du holde øje med

Det er ikke nok at kigge på rentesatsen, når du vurderer prisen på dit lån!

 

Når du vurderer og sammenligner lån, skal du i stedet være særligt opmærksom på ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent), som gør det nemt at sammenligne lån.

 

ÅOP dækker over samtlige omkostninger forbundet med et lån. Det vil sige rentesatsen, men også gebyrer, afgifter og stiftelsesomkostninger. Tallet indikerer, hvad du i gennemsnit betaler af omkostninger om året for dit lån – i procent.

 

I kroner og øre betaler du mere i starten af en lånperiode. Det skyldes dels stiftelsesomkostninger, men skyldes også, at du betaler renter af det fulde lånebeløb. I takt med, at du betaler af på dit lån, falder omkostningerne i kroner og øre.

 

Se også på det samlede tilbagebetalingsbeløb, som kort og godt giver dig en pris i kroner og øre på dit lån.

 

Læs mere om ÅOP og se regneeksempler her. Hvis du ikke er interesseret i de tekniske detaljer og blot ønsker at få en oversigt over, hvor det er billigst at låne penge her og nu, så kan du besøge vores sammenligningstjeneste og indtaste beløb og løbetid.

 

sidst redigéret: 23. juni 2017
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?