Derfor er inflation ikke kun skidt

Inflationen kan faktisk æde dit lån
Hvad er inflation?

Inflation er et udtryk for, hvor meget priserne stiger over tid. En inflation på 3% betyder at priserne generelt stiger med 3% om året. Du kan læse meget mere om, hvad inflation er lige her: Inflation – det skal du vide

Inflationen slog hårdt igennem i 2022 og 2023

Vi danskere mærkede det tydeligt på vores pengepung, da priserne pludselig steg voldsomt i 2022 og 2023.

Vi kunne købe færre varer for den samme hårdt tjente løn, og havde du lån med variabel rente, så steg renteudgifterne kraftigt. Centralbankerne satte nemlig renterne i op for at få bugt med inflationen.

Men som låntager kan der faktisk være noget positivt ved inflationen. Det skyldes, at gælden i kroner og øre ikke er steget, selvom priserne er det.

 

Sådan har inflationen ændret regnestykket

Hvis du havde optaget et fastforrentet lån, før inflationen stak af, er renteudgifterne på det lån nu fortsat de samme som før inflationen (eller mindre, hvis du har betalt afdrag).

Men de fleste danskere har efter prisstigningerne i 2022 og 2023 også oplevet pæne stigninger i lønnen – endda så meget, at købekraften er genoprettet. Så set i forhold til din løn, ja så fylder dine renteudgifter på dit lån nu mindre end før.

Hvis du f.eks. havde et fastforrentet realkreditlån til 1 pct. i rente i 2021 på 2 mio. kr., ville du i grove træk betale 20.000 kr. i rente før skat om året. Var din families årlige indkomst på 750.000 kr., ville rentebetalingen tage 2,7 pct. af jeres årlige indkomst.

I 2025 var den gennemsnitlige løn for ansatte i den private sektor steget med 13 pct. ift. 2021. Det svarer til, at din families årlige indkomst nu er 847.500 kr.

Men renten på det fastforrentede lån er den samme, og derfor fylder rentebetalingen nu kun 2,4 pct. af jeres årlige indkomst.

Det vil dog være en ringe trøst, hvis din indkomst ikke er steget i takt med prisstigningerne. Det vil nemlig betyde, at din købekraft fortsat er mindre end før inflationen tog et hop, mens rentebetalingen er den samme.

 

Når inflationen gør gælden dyrere

Situationen er dog en anden, hvis dit lån har været med variabel rente. Inflationen blev nemlig fulgt at store rentestigninger, der påvirker de variabelt forrentede låns renter.

Så selvom din gæld samlet set nu er mindre set ift. din families indkomst før prisstigningerne, så er rentebetalinger fulgt med op.

Hvis du fx havde lånt de 2 mio. kr. i et F3-lån i begyndelsen af 2021, i stedet for det fastforrentede lån, var renten på det lån dengang faktisk -0,3 pct., altså negativ (bidragssatsen var dog stadig høj nok til, at du skulle betale penge for lånet).

Det betød, at rentedelen af din ydelse på lånet var -6.200 kr., hvilket svarer til -0,8 pct. af jeres familieindkomst på de 750.000 kr.

Men renten på F3-lånet steg i begyndelsen af 2024 til +3,35 pct., og dermed blev rentebetalingen 67.000 kr. efter refinansieringen. Så selvom jeres indkomst igen er steget til 847.500 kr., skal I så bruge 7,9 pct. af jeres indkomst til at betale for lånet.

Rentebetalingerne er altså steget mere end indkomsten, og dermed har inflationen betydet, at det er blevet endnu dyrere at have lånet.

 

Inflation er ikke kun skidt – men…

Så hvis vi skal forsøge at sige noget positivt om inflationen, er det, at den kan føre til relativt lavere renteudgifter for dem med fastforrentede lån, og lånets størrelse bliver mindre ift. din indkomst.

Men for langt de fleste har det været økonomisk hårdt, at priser og renter er steget så meget, som de er.

Få tilbud på realkreditlån

Tjek om du har det bedste realkreditlån. Få tilbud på dit realkreditlån når du skifter bank.

Få tilbud på realkreditlån