Nyt om renter - Oktober 2016

Sidst redigéret: 08. december 2016
Nyt om renter - Oktober 2016
Det tyder på, at centralbanker, regeringer, de finansielle markeder, banker etc. er holdt op med at vente på at renten snart stiger, og i stedet er ved at indrette sig på, at renterne vil være lave længe. Den lange rente er på samme niveau som i juni, men forventningerne til den fremtidige lange rente er faldet. Således var forventningen til den tyske ti-årige rente om 18 måneder i juni 0,82 procent, men nu er den 0,40 procent.

 

Det er fire måneder siden sidste Nyt om renter. Pausen skyldes ikke ”dovenskab”, men mere at vi ikke ser nogen grund til at skulle gentage os selv. Siden juni har der ikke været nogle afgørende skift i de aktuelle renter. Ændringerne ligger i forventninger til den lange rente og i engelske pund og amerikanske dollar.

 

Den europæiske centralbank (ECB) holdt torsdag den 20. oktober møde og holdt som forventet renten i ro. På den efterfølgende pressekonference udtalte chefen Mario Draghi, at ECB forventede, at ECB’s renter ville forblive på nuværende eller lavere niveau ”for an extended period of time”.

 

ECB køber forsat obligationer hver måned, og den officielle plan er at gøre dette frem til marts 2017. Rigtig mange forventer, at ECB vil forlænge dette opkøbsprogram, men dette emne var ifølge Mario Draghi ikke blevet diskuteret på mødet.

 

Løber tør for obligationer

En forlængelse af opkøbsprogrammet er ikke helt så nemt, som det lyder. ECB køber i dag obligationer fra de forskellige eurolande i forhold til størrelsen af deres BNP. Men Tysklands BNP er så stort, at ECB inden længe vil ”løbe tør” for obligationer at købe. En forlængelse kan derfor kræve en ændring af princippet for opkøb. Den slags går de finansielle markeder meget op i, da det kan forskyde renterne eurolandende imellem. Der spekuleres således allerede i, hvordan disse ændringer kan se ud. Det kunne for eksempel være:

 

  • Ændring af krav til minimums rente på de obligationer der købes
  • Ændring fra størrelsen af et lands BNP til størrelsen af lands gæld som fordelingsnøgle
  • At ekskludere Tyskland fra programmet siden det allerede går ”fint” i Tyskland
  • At kombinere en given nøgle med nogle limits der ikke stopper programmet, når man løber tør for obligationer for et enkelt land

 

Derfor er der nu også noget at diskutere frem til næste ECB møde i december.

 

Oliepriserne stiger

Vi har tidligere beskrevet, hvordan en oliepris på under 50 amerikanske dollar per tønde kunne eksistere på kort sigt, men ikke er holdbar på længere sigt. Efter at have været nede under 30 amerikanske dollar i begyndelsen af året, er olien nu tilbage over 50 amerikanske dollar, der ud fra en produktionsomkostnings-betragtning er en væsentlig mere holdbar pris. Det betyder ikke, at økonomien for alle olieproducerende lande nu er reddet, men det er en klar forbedring. I Norge er arbejdsløsheden således holdt op med at stige. Norges bank har aflyst endnu en rentenedsættelse, og huspriserne fortsætter op.

 

Pundet er styrtdykket

Den største reaktion efter Brexit-afstemningen var faldet i værdien af det britiske pund. Kursen er siden faldet yderligere og ligger nu på 8,33 kroner, hvilket - med undtagelse af et par enkelte dyk under finanskrisen - er det laveste i generationer.

 

Efter at den svenske krone er faldet til under 0,77 kroner, og returbilletter København-London i november kan fås for under 500 kroner, er der måske lagt op til udenlandsk julehandel i år.  

 

Forskellen i den effektive rente mellem et flexlån med fast rente i fem år og et 2 procent- lån med fast rente er stadig cirka 2 procentpoint. Det er derfor fortsat fristende at holde fast i den lave, korte rente.

 

 

Sidst redigéret: 08. december 2016
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?