Skal bilen købes, leases eller betales via abonnement?

udgivet: 10. april 2018
, sidst redigeret: 18. april 2018
Skal bilen købes, leases eller betales via abonnement?
Står du overfor at skulle have ny bil, har du måske også opdaget, at der er flere måder at finansiere den på. Den teknologiske udvikling udfordrer det traditionelle bilkøb, og det har skabt flere muligheder for at have bil på i dag.

 

For at træffe beslutning om hvilken finansieringsmetode, der passer bedst, bør man gøre op med sig selv om man ønsker at eje bilen selv eller om det ikke har betydning. Derudover skal man kende sit kørselsbehov, sin økonomi og hvor ofte man ønsker at udskifte sin bil.

 

I denne artikel kigger vi lidt nærmere på fordele og ulemper ved at købe, lease eller abonnere på en bil. Vi sammenligner priserne for nogle udvalgte modeller for at gøre det mere overskueligt, men markedet er blevet mere kompliceret at sætte sig ind i, så vi anbefaler at man foretager sin egen research inden man kaster sig ud i processen med anskaffelse af ny bil.

 

Du kan sammenligne priser på billån her.

 

Vil du eje eller kende dine faste udgifter?

Som bilkøber har du generelt et større udvalg af biler at vælge mellem i forhold til leasing, og du har et aktiv, som du altid kan sælge, hvis du har brug for pengene. Til gengæld er det sværere at lave budget for omkostningerne når garantien på bilen udløber. Det problem har du ikke ved leasing og abonnementsordninger, hvor vedligeholdelsesudgifterne er dækket. Det er muligt at komme ud af en leasing- eller abonnement aftale, som typisk har et opsigelsesvarsel, men det giver ikke flere penge på kontoen, da du ikke ejer bilen.

 

Vi sammenligner to bilmærker

Vi har valgt at kigge på prisforskellen på 2 biler i forskellige prisklasser. Vi tager udgangspunkt i en Audi A3 Sportsback med metallak som har en listepris på 277.288 (marts 2018) samt en Kia Rio Comfort med en listepris på 159.999 (marts 2018). Udgangspunktet vil være at definere størrelsen af omkostningerne i en periode på henholdsvis 3 og 6 år. I beregningerne er der taget højde for værditab og vedligeholdelse samt finansiering af bilen gennem et billån fra Diba.

 

Omkostninger til dæk, forsikring og ejerafgift er ikke medregnet i analysen. Det er udgifter, der fylder i budgettet, og det er derfor relevant at nævne, at disse omkostninger er inkluderet i den abonnementsordning, som vi har valgt at se på i denne artikel.
 

Hvad skal jeg vælge hvis jeg skifter bil hvert 3 år?

Vi har valgt at fokusere på forbrugeren, der ofte ønsker at skifte bil, og som kører 30.000 km om året i 3 år. Det giver os følgende resultater:

 

Køb af bil - forudsætninger:

Model A3 Sportsback 1,0 TFSI Kia Rio 1,0 100 Comfort
Udstyr Metallak Ingen
Kilometer pr. år .                              30.000 30.000
Pris 277.288 159.999
År inden salg 3 3
Omkostninger:    
Vedligeholdelse* (kr./måned) 927 825
Værditab* 4.667 2.750
Etablering og renter på lån** 470 301
Samlede omkostninger pr. måned* 6.064 3.876

*Vedligeholdelse og værditab er opgjort ud fra FDM tabel over biløkonomi
**Antages at man låner til 80% af bilens pris og lånets løbetid er 6 år.

 

 

Leasing af tilsvarende bilmodeller:

Model Audi A3 1,0  Kia Rio 1,0
Udstyr Metallak Ingen
Kilometer pr år                        30.000         30.000
Leasingperiodens længde (år) 3 3
Omkostninger pr. måned (kr) 694 208
Månedlig ydelse (kr) 4.130 2.875
Samlede omkostninger pr. måned (kr) 4.824 3.083
Så meget er køb dyrere end leasing pr måned 1.240 793

 

 

Som det fremgår af tabellen, er der 1.240 kr. at spare om måneden på en 3-årig periode, hvis man vælger at lease sin Audi A3 frem for at købe. Besparelsen er lidt mindre ved leasing af en Kia Rio, dog er besparelsen stadig 793 kr. om måneden over en 3-årig periode. Det er derfor billigst at lease, hvis man ønsker en bil i 3 år i ovenstående prisklasse med et begrænset udstyrsniveau.

 

Man skal her være opmærksom på at omkostningerne forbundet med køb kan blive mindre, hvis man har pengene kontant. I så fald vil posten Etablering og renter på lån' bortfalde og det vil gøre det mindre dyrt at købe.

 

Du kan sammenligne priser på billån her.

 

Hvad skal jeg vælge hvis jeg skifter bil hvert 6. år?

Vi har valgt at fokusere på forbrugeren der beholder sin bil i en længere periode og som kører 20.000 km om året i 6 år. Det giver os følgende resultater:

 

Køb af bil - forudsætninger:

Model Audi A3 1,0 Kia Rio 1,0
Udstyr Metallak Ingen
Kilometer pr år 20.000 20.000
Pris 277.288 159.999
År inden salg 6 6
Omkostninger pr måned:    
Vedligeholdelse* (kr) 958 875
Værditab* (kr) 2.819 1.722
Etablering og renter på lån** (kr) 360 237
Samlede omkostninger pr måned* (kr) 4.138 2.835

*Vedligeholdelse og værditab er opgjort ud fra FDM tabel over biløkonomi
**Antages at man låner til 80% af bilens pris og lånets løbetid er 6 år.

 

Leasing af bil - Samme forudsætninger som ovenfor

Leasingperioden: 2 x 3 år        Audi A3 1,0      Kia Rio 1,0
Omkostninger:    
Førstegangs ydelse (kr/md) 694 208
Månedlig ydelse (kr) 3.330 2.545
Samlede omkostninger pr. måned 4.024 2.753
Så meget er køb dyrere end leasing pr. måned (kr) 114 81

 

Som det fremgår af tabellen, er der 114 kr. at spare om måneden på en 6-årig periode, hvis man vælger at lease sin Audi A3 frem for at købe. Besparelsen er igen mindre ved købet af en Kia Rio. Her ligger besparelsen på 81 kr. om måneden. Det er derfor ifølge beregningerne stadig billigst at lease, hvis man ønsker en bil i 6 år i ovenstående prisklasse med et begrænset udstyrsniveau.

 

Det er værd at bemærke, at man kun kan lease bilerne i 3 år ad gangen. Derfor vil man efter 3 år få udskiftet sin bil til en ny hvorfor man de sidste 3 år af perioden kører rundt i en nyere bil, end hvis man køber. Dog vil det bedst kunne betale sig at købe bilen, hvis man har pengene kontant.

 

Under alle omstændigheder er der på en 6-årig periode ikke den store forskel mellem leasing og køb hvis der er et begrænset udstyrsniveau. Derfor skal man gøre op med sig selv hvor meget udstyr man ønsker, da man typisk kan ende med at betale fuldpris for udstyr ved leasing, selvom man kun har bilen i 3 år. Man har dog højest en 3 år gammel bil ved privatleasing.

 

Brugtbilskøb

Da den største værdiforringelse sker i de første 3 år af bilens levetid, er det derfor interessant at undersøge, hvad forskellen vil være i omkostninger, hvis man køber en 3 år gammel bil i forhold til en ny bil til nogenlunde samme pris. I vores eksempel holder vi stadig fast i den samme Kia Rio og sammenligner den nu med en VW Golf VII 1,6 TDI Highline fra 2014, der har kørt 93.000 km. (Nypris 321.998)

 

Køb af brugt bil - forudsætninger:

Model Kia Rio 1,0 VW Golf 1,6 TDI 
Pris 159.999 155.000
Ekstraudstyr Ingen Ingen
Kilometer pr. år 20.000 20.000
Kilometer kørt 0 93.000
År inden salg 6 6
Omkostninger pr. måned:    
Vedligeholdelse* (kr) 875 1.150
Værditab* (kr) 1.722 1.458
Etablering og renter til lån** (kr) 237 237
Samlede omkostninger pr. måned (kr) 2.835 2.846
Forskel mellem ny og brugt bil (kr)   11

*Vedligeholdelse og værditab er opgjort ud fra FDM tabel over biløkonomi
**Antages at man låner til 80% af bilens pris og lånets løbetid er 6 år.

 

 

Som det fremgår af tabellen, er der ikke den store forskel på de samlede omkostninger om man vælger en 3 år gammel bil til 159.999 eller en ny bil til samme pris. Der er dog forskellige overvejelser man er nødt til at tage stilling til, når man skal vælge nyt eller brugt. Ved brugtbilen er de største afskrivninger allerede foretaget, og man kan derfor få en bil, hvis nypris er væsentlig højere og samtidig mere ekstraudstyr, hvis man vælger at købe brugt. Dog er der også nogle ulemper da ældre biler kan have dårligere brændstoføkonomi ligesom at værkstedsregningerne stiger i takt med at bilen bliver ældre.

 

Bilabonnement

I løbet af det sidste års tid er der kommet et alternativ til bilkøbet og privatleasing, hvis man ønsker størst mulig fleksibilitet og bekvemmelighed. Ved tegning af et bilabonnement har man mulighed for at binde sig til en specifik bil 30 dage ad gangen. På den måde har man som forbruger altid mulighed for at opsige eller ændre abonnementet hvis man skal ud på en længere rejse, eller hvis man blot ønsker at skifte bil ofte. Ved et bilabonnement er alt inkluderet, dvs. grøn ejerafgift, sommer- og vinterdæk samt forsikring. Det eneste du skal forholde dig til er prisen på abonnementet. Det betyder at det er nemt og overskueligt at holde styr på sin biløkonomi ligegyldigt hvilken bil man har, eller hvor længe man ønsker at have den.

 


Nedenfor er lavet en oversigt over den månedlige ydelse for en bil i samme klasse som en Audi A3 og en Kia Rio.

 

Flere af de danske bilimportører har eller er ved at udvikle abonnementsordninger. Vi har valgt at tage udgangspunkt i abonnementstjenesten Dribe som benytter biler fra Semler koncernen, der bl.a. importerer Audi, VW og Skoda. Vi har udvalgt en VW Polo Highline med automatgear og en Audi Q2 sport med automatgear da det er de modeller, som Drive udbyder i begge klasser. Vi har derfor tilsvarende modificeret leasingaftalen så udstyr og antal kilometer passer med Dribe-aftalen. Der tages udgangspunkt i 20.000 kilometer om året:

 

Polo 1,0 TSI Highline Dribe Leasing
Pris for at være medlem hos Dribe pr. måned* 499 -
Månedlig ydelse 3.490 2.999
Førstegangsydelsen opgjort pr. måned - 417
Forsikring pr. måned** Inkluderet 493
Ejerafgift pr. måned Inkluderet 91
Dækudgift pr. måned** Inkluderet 125
Ialt pr. måned 3.989 4.125
Forskel pr. måned   +136

*Dribe koster 499 kr om måneden at bruge, og man er bundet til tjenesten i 6 måneder
**Dæk og forsikringsudgiften er opgjort ud fra et estimat for omkostningerne på dæk og forsikring på månedsbasis.

 

Audi Q2 1,4 TFSI S Tronic Dribe Leasing
Abonnement (kr) 499 -
Månedlig ydelse (kr) 5.399 5.230
Førstegangsydelsen fordelt pr. måned (kr) - 694
Forsikring pr. måned** (kr) Inkluderet 531
Ejerafgift pr. måned (kr) Inkluderet 140
Dækudgift pr. måned** (kr) Inkluderet 125
Ialt (kr) 5.989 6.721
Forskel pr måned (kr)   +732

*Dribe koster 499 kr om måneden at bruge, og man er bundet til tjenesten i 6 måneder
**Dæk og forsikringsudgiften er opgjort ud fra et estimat for omkostningerne på dæk og forsikring på månedsbasis.

 

Som det fremgår af oversigten, er Dribe billigere i begge tilfælde, selvom man kun binder sig til en specifik bil 30 dage ad gangen. Man får derfor både større fleksibilitet samt en billigere bil ved brug af abonnementstjenesten. Det er altså et fornuftigt alternativ til privatleasing og bilkøbet. Ved Dribe har man ikke mulighed for selv at modificere sin bil. Ifølge oplysninger på hjemmesiden bliver de dog generelt leveret med meget ekstraudstyr, så selv de mere kræsne kunder kan tilfredsstilles.

 

Fordele og ulemper

Selvom vi med vores tabeller har forsøgt at skabe overblik over hvornår det økonomisk kan betale sig at købe, abonnere eller lease, er der stadig en del overvejelser man bør gøre sig. Der er – som altid - både fordele og ulemper ved de forskellige måder at få en bil på. Der findes også forskellige former for leasing og abonnement-aftaler. Derfor anbefaler vi, at man undersøger markedet grundigt inden man træffer sit valg.

 

Privatleasing

Fordele:

  • Man kender de månedlige omkostninger i hele leasingperioden hvis bilen holdes skadesfri og det årlige antal kilometer overholdes
  • Leasingselskabet står for garanti og service på bilen
  • Lavere udbetaling på en leasingbil end ved køb af bil
  • Ny bil hver 3. år
     

Ulemper:

  • Der kan være en del faldgrupper afhængig af hvordan leasingkontrakten er udformet
  • Man skal vide præcis hvor mange kilometer man kører om året. Kører man flere kilometer end det aftalte afregnes det som regel til overpris. Kører man derimod færre, er man nødvendigvis ikke sikret at få penge retur.
  • Der er et opsigelsesvarsel i de fleste leasingkontrakter. Denne kan blive aktuel ved en ændret livssituation såsom arbejdsløshed, skilsmisse mm. Man kan altså godt komme ud af kontrakten før tid, men man mister hele førstegangsbeløbet.
  • Skader på bilen er ikke gratis. Når bilen returneres, kan man derfor risikere, at få en ekstraregning
  • Engangsbeløbet, som man betaler for bilen, får man ikke retur.
  • Det kan blive dyrt at tilvælge udstyr, da prisen på udstyret ofte svarer til den fulde pris, selvom man blot har bilen i leasingperiodens længde.

 

Køb af ny bil

Fordele:

  • Man kan skræddersy bilen så den passer præcis til ens behov
  • Hvis man ønsker at beholde bilen over en længere tidshorisont, kan køb af bil være at foretrække
  • Ingen kontraktforhold man skal forholde sig til, og man kan derfor sælge bilen når man ønsker
  • Hvis man kører mange kilometer om året eller har svært ved at forudse antal af kilometer, kan køb være den rigtige løsning
     

Ulemper:

  • Værditabet på købte biler er ret voldsomt. Så snart bilen har forladt forhandleren, er den faldet i værdi
  • Hvis man ikke har pengene i banken, skal man finansiere købet af bilen, hvilket er en ’ekstra’ omkostning i forhold til det løbende værditab og vedligeholdelse. Et billån, der skal betales tilbage over 6 år vil ligge typisk ligge omkring samme niveau som leasingydelsen.
  • Der kan komme uforudsete udgifter, som ikke er dækket af garantien på bilen. Bemærk, at nogle bilforhandlere kun tilbyder to års garanti i modsætning til de tre år, som er standard i branchen.
  • Bilafgiften i Danmark er faldet de seneste år, og derfor kan det være en negativ oplevelse, at købe en bil, der en måned senere er blevet væsentlig billigere pga. faldende afgift.

 

Køb af brugt bil

Fordele:

  • Mere bil for pengene, da bilens største værditab forekommer i de første år
  • Ingen kontraktforhold man skal forholde sig til, og man kan derfor sælge bilen når man ønsker
  • Man behøver ikke være opmærksom på hvor mange kilometer, man kører

Ulemper:

  • Har typisk ikke samme driftsøkonomi og moderne teknik, som nyere modeller
  • Fabriksgarantien dækker ikke (i de fleste tilfælde)

 

Bilabonnement:

Fordele

  • Stor fleksibilitet, kun bundet 30 dage pr. bil
  • Konkurrencedygtige og overskuelige priser
     

 Ulemper

  • Ikke mulighed for at skræddersy din egen bil, da man vælger blandt de biler, som stilles til rådighed i abonnementsudbyderens ’bilpulje’.
  • Begrænset udvalg

 

 

Sådan udregner vi værditab
For at forstå sammenligningen, er det vigtigt at være opmærksom på den måde vi udregner værditabet på. Det beløb, som man betaler til banken hver måned, hvis man ikke har pengene kontant, udgør ikke den reelle omkostning forbundet med at have en bil. For at udregne den reelle omkostning, er man nødt til at inddrage værditabet på bilen pr. måned. Selvom man ikke mærker værditabet på pengepungen, er det her omkostningen reelt ligger. Efter et år er bilen faldet med 36.000 kr. Dette er ikke et beløb, som man mærker, da pengene er bundet i bilen. Hvis man derimod sælger bilen, har man lige pludselig 36.000 mindre i hånden. Derfor har man tabt 36.000 / 12 = 3.000 kr. om måneden.

Når man gør brug at et banklån, betaler man løbende en omkostning i form af renter og etableringsomkostninger ud over afdraget på lånet. At du betaler afdrag på lånet er ikke i sig selv en omkostning. Det er blot købesummen på bilen, som bliver fordelt ud på lånets løbetid så det bliver nemmere for forbrugeren at købe en bil. Som nævnt ovenfor er købesummen ikke en omkostning, da man blot binder pengene et andet sted. Derfor er afdraget heller ikke i sig selv en omkostning.

 

Regneeksempel
Ved f.eks. et bilkøb hvor man har lånt 80% af de 160.000 kr. i banken oplever man kun, at man betaler en månedlig ydelse på banklånet som i dette tilfælde udgør 2.015 kr. Derfor vil det være oplagt at antage, at man har en omkostning til sin bil på 2.015 kr. om måneden. Dog forholder det sig sådan, at hvis man vil sælge sin bil efter 1 år og den er faldet 36.000 kr. i værdi, viser den månedlige ydelse ikke den rigtige omkostning.

 

Det kan godt være man betaler 2.015 kr. om måneden (samlet 24.180 på et år), hvoraf man har afdraget 21.350 kr. på lånet, men lige så snart bilen bliver solgt, skylder man banken: 36.000 – 21.350 = 14.650 kr. Hvis man fordeler det ud på de 12 måneder svarer det til en omkostning på 1.220 kr. ekstra pr. måned. Dvs. den reelle omkostning i dette tilfælde er 1.220 + 2.015 = 3.235kr. At det månedlige beløb ikke blot er de 3.000 kr., som vi konstaterede tidligere, var den reelle omkostning, skyldes at de 235 kr. er den omkostning, man betaler i renter pr. måned i perioden. Derfor udgør den samlede omkostning værditabet (3.000 kr.) + omkostningerne til lånet (235 kr.) hver måned.

 

 

sidst redigeret: 18. april 2018
6 kommentarer
Casch22
18. April kl. 09:42
Jeg synes ikke at køb giver et retvisende billede. I eksemplet med 20.000 km. om året over 6 år koster en Kia Rio 10.500 kr. (875,- kr. md.) at vedligeholde om året eller i alt 63.000 kr. over de 6 år. Det er da en vildt høj omkostning i sær de første 3 år. Og dæk er ikke med i vedligeholdelsen i eksemplet. Hvad med den opsparing der ligger i bilen? Er finansieringen i eksemplet taget med udgangspunkt i at lånet er tilbagebetalt efter 6 år?
Ulrik Marschall
18. April kl. 10:32
Hej Casch22

Tak for din kommentar.
Vores tal er udarbejdet ud fra FDM´s tabel over biløkonomi, som vi har lænet os tæt op af. De giver et estimat på, hvad bilen koster i vedligehold i 5 år. Vi har ud fra denne data lavet et overslag på hvad 6. år koster og derefter udarbejdet et månedligt gennemsnit. Da vedligeholdelsesomkostningerne mest sandsynligt vil stige med bilens levetid og bilen samtidig har kørt 120.000 km havner prisen på det niveau.

I forhold til den opsparing der ligger i bilen, kan den udregnes ved at tage bilens indkøbspris og fratrække det månedlige værditab over 72 måneder. I vores eksempel er billånet optaget over en 6 årig periode, hvorfor det er tilbagebetalt når der er gået 6 år.
mvh Ulrik /Mybanker
Frigear81
18. April kl. 18:46
Hejsa

Jeg står lidt i situationen og ikke ved stadig, om jeg skal privatlease eller købe. Jeg overvejer lidt en BMW 3302 fra 16' med 16.000 km på "klokken". Jeg kører årligt relativt meget grundet mit arbejde (ca. 40.000-45.000 kilometer).

Med et så stort årligt kilometertal, er der så nogen fordel i at privatlease, eller bliver det for dyrt?

Jeg forstår heller ikke helt konceptet i restværdien. Når leasingperioden udløber, er jeg så tvunget til at købe bilen (uden afgift) eller hvordan foregår det typisk?

Har forsøgt at læse et utal af sider, men synes ikke det er til at blive klog på :)

Hilsen

Anders Petersen
Ulrik Marschall
19. April kl. 09:24
Hej Frigear 81 / Anders Petersen
Som det fremgår af artiklen er der mange forskellige måder at have bil på i dag. Du kan evt. søge råd hos leasingselskaberne og FDM. Generelt gælder det ved privatleasing, at det er leasingselskabet, der ejer bilen og at du leverer den tilbage efter leasingperioden er overstået (typisk tre år). Ved flexleasing skal du købe bilen uden afgift efter endt leasingperiode.
mvh Ulrik / Mybanker
Jacob Henriksen
19. April kl. 15:46
Det er allerbedst at regne konkret på den bil, som man har set sit varm på. Og det er klart at eksemplerne er forsimplede og blot viser et gns. over en 6 årig periode. Hvis man ønsker at få alle tallene og et bedre overblik på en konkret bil, så benyt f.eks. budgetværktøjet hos Bilplan.dk. De har et udemærket excel bilbudget, som er gratis: http://bilplan.dk/bilbudget_excel.cshtml
Casch22
20. April kl. 09:48
Hej Ulrik og tak for dit svar for et par dage siden. Jeg har haft en del fabriksnye biler som jeg har solgt igen efter 3-5 år. Jeg genkender ikke billedet omkring vedligeholdelsesomkostninger. Kia Rio som benyttes i eksemplet har 7 års garanti (eller 150.000 km.). Det viker ikke sandsynligt at det skal koste 63.000 kr. henover en 6 års periode for nogle service eftersyn og sliddele (eks. bremseklodser mm). Min erfaring med fabriksnye biler er at de første 3 år har man stort set kun service som driftsomkostning med det antal kørte kilometer som der er i eksemplet. I eksemplet med Kia Rio vil det betyde at langt størstedelen af de 63.000 kr. til vedligeholdelse skulle ligge i de sidste 3 år. Jeg vil lige nævne at jeg ikke har kørt Kia så jeg har ingen personlige "aktier" i eksemplet.
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?