nyt om renter efter Brexit

Nyt om renter – Efter Brexit

Renterne rasler ned, og det samme gør aktiekurserne. Hvad skal du som dansk låntager gøre? Læs “nyt om renter efter Brexit” her.
Skrevet af Redaktionen
Uanset at resultatet måske var overraskende, var den umiddelbare reaktion på ”leave” sidens sejr i den britiske EU afstemning på mange måder som forudset. Det britiske pund er faldet til under 9 kroner – niveauet fra begyndelsen af 2014. Aktierne er faldet, specielt de engelske bankaktier – Barclays aktie er faldet 32 procent. Guld er steget lidt over 5 procent, og renter er faldet.
I Danmark er renten på den 10-årige statsobligation faldet fra 0,29 procent til 0,06 procent. Den tilsvarende tyske rente er ligeledes faldet. Renten på danske realkreditobligationer er faldet igen, for variable lån betyder det historisk lave renter, mens fastforrentede lån stadig ligger en anelse højere i rente end i foråret 2015. Overvejelserne omkring hvorvidt man skal vælge fast eller variabel rente er de samme som før afstemningen, men niveauerne er blot lavere.

Nationalbanken beskytter kronen

Den danske krone handler fortsat til 7,435 overfor euro. Flere kilder i markedet mener, at Nationalbanken har solgt en hel del danske kroner de seneste dage for at forhindre en yderligere styrkelse af kronen. Hvor meget vil vi først vide, næste gang Nationalbanken offentliggør valutatal. Hvor længe Nationalbanken bliver ved med at sælge kroner, før man eventuet sænker renten, er vanskeligt at spå om, men niveauet på kroner er i dag det samme, som sidste gang renten blev sænket.

Fald i amerikanske renter

Den mest interessante reaktion på briternes nej til EU er måske bevægelsen i de amerikanske renter. Amerikanske 10-årige statsrenter er faldet fra 1,74 procent til 1,45 procent. Swap renter er faldet tilsvarende over alle løbetider. Det er en stor bevægelse, specielt i et marked der for få måneder siden var overbevist om, at den amerikanske centralbank (FED) ville hæve renten to gange i resten af 2016. Efter afstemningen priser markedet nu kun en 7,7 procent sandsynlighed for en rentehævning i 2016, og markedet priser faktisk en større sandsynlighed for en rentesænkning end en rentestigning.
Noget kan derfor tyde på at markedet mener at FED har forpasset chancen for at hæve renten i denne omgang – måske endda i denne konjunktur cyklus.
Den løbende rente på obligationsinvesteringer har længe været meget lav, og afkastet på disse investeringer er længe kommet fra kursstigninger. Hvis markedet derfor nu søger til USA, og tør vædde på lange renter, tyder det på, at markedet vurderer, at renten ikke kommer til at falde yderligere i Europa (eller usikkerheden er for stor). Samtidig tyder det på, at markedet ikke tror, at renterne i USA kommer til at stige foreløbigt, ellers ville man ikke købe lange fastforrentede obligationer.
For låntagere i Danmark kan det være et signal til at holde fast i sit variabelt forrentede lån et stykke tid endnu, uanset at de faste renter er lave.

Sammenlign opsparing

Det er stadig muligt at få renter på sin opsparing. Se om du kan få en højere rente her – gratis.

Beregn opsparing

Om forfatteren Redaktionen

Nyt om renter – Juni 2017

Læs artiklen
Hvad er nutidsværdien af et lån?
Nyt om renter - Marts 2017 29. marts 2017 Nyt om renter – Marts 2017 Nyt om renter - Januar 2017 16. januar 2017 Nyt om renter – Januar 2017 Nyt om renter Oktober 2016 26. oktober 2016 Nyt om renter – Oktober 2016