Nationalbanken advarer om boligmarkedet, men der er også tegn på afmatning

Flere boliger på markedet i hovedstaden

For det første er udbuddet af både huse og lejligheder nemlig steget i København den seneste måned, også når vi korrigerer for sædvanlige sæsonudsving. I landsdelen Byen København (der omfatter København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby Kommuner) var der 0,9 pct. flere huse og 2,3 pct. flere lejligheder til salg i april end i marts. I stort set alle andre landsdele faldt udbuddet i april efter sæsonkorrektion, og de få steder, det også steg, var stigningstakten lavere end i København.

 

Udbudspriser på lejligheder falder

Udbudspriserne begynder også at vise tegn på afmatning i København. Den månedlige vækstrate i udbudspriserne på lejligheder er faldet hver måned siden december sidste år, når vi korrigerer for sæsonmønstre. I april var den endda negativ for første gang siden maj 2025. Der var dog stadig vækst i udbudspriserne på huse i Byen København, men lejlighedsmarkedet fylder en del mere i København end husmarkedet, og er derfor en mere sikker strømpil for boligmarkedet.

 

Færre lånetilbud indikerer lavere efterspørgsel

Og mens der altså er spæde tegn på afmatning fra udbudssiden, er der også noget, der peger mod aftagende efterspørgsel. Fx er antallet af låntilbud til ejerskifte fra realkreditinstitutterne i landsdelen Byen København stagnerende – måske endda med en lille pil ned. Skal man købe en bolig, sikrer man sig normalt et låntilbud fra et realkreditinstitut, og dermed kan antallet af låntilbud være en indikator for boligefterspørgslen.

Desuden har befolkningstilvæksten i København været aftagende siden starten af sidste år. I 1. kvartal 2025 steg befolkningen med 1,1 pct. ift. samme kvartal 2024. Siden da er årsvæksten faldet hvert kvartal og var primo 2. kvartal i år på 0,5 pct. Der er altså fortsat vækst i den københavnske befolkning, men væksten bliver mindre og mindre, hvilket også er med til at tage presset af boligmarkedet, særligt når der trods alt løbende bliver bygget flere boliger (om end tempoet godt kunne være højere).

 

De kommende måneder bliver afgørende

Holder disse afmatningstegn ved den kommende tid, er risikoen for bobleopbygning og -spredning mindre, end hvad Nationalbanken kommer frem til. Men der skal mere end en måned eller to’s data til at give os den endelige konklusion, og derfor bliver de kommende måneder afgørende for, om boligmarkedet og Nationalbanken kan ånde lettet op.

 

 

Indhent tilbud på boliglån

Gør som 300.000+ danskere. Indhent tilbud med Mybanker og find den bedste bank og rådgiver for dig

Indhent tilbud