Kan din økonomi klare en jobpause?
Det er ikke unormalt at sige sit job op, uden at have et nyt på hånden. Men hvordan ser din økonomi ud, hvis du vælger at tage en jobpause? Er der luft i budgettet, eller skal du til at tænke dig om en ekstra gang, før du svinger dankortet? Vi har kigget på, hvordan du sikrer, at du stadig kan betale de faste udgifter, og har råd til at leve, hvis du siger dit job op.
Stor forskel på dagpengesatsen og gennemsnitslønnen
I Danmark holder dagpengesystemet hånden under dig, hvis du bliver ledig. Hvis du er medlem af en a-kasse vel at mærke.
Du kan få 90% af din løn op til en maksimumssats, der i 2025 er på 21.092 kr. før skat. Ifølge Danmarks Statistik havde en gennemsnitlig lønmodtager en løn på ca. 40.000 kr. om måneden før skat. Forskellen på gennemsnitslønnen og den højeste dagpengesats er til at tage og føle på, og derfor må du nok skulle spænde livremmen ind, hvis du bliver arbejdsløs.
Du skal i øvrigt være opmærksom på, at hvis du selv siger op for at tage en jobpause, kan du ikke få dagpenge de første tre uger, da det er såkaldt selvforskyldt ledighed. Desuden skal du melde dig ledig for at få dagpenge, og dermed også opfylde de krav til jobsøgning og samtaler med jobcenteret og a-kassen, der er for at modtage dagpenge.
Vil du undgå dette i din jobpause, kan du altså ikke modtage dagpenge.
Opsparing eller forsikring er et godt sikkerhedsnet
Når du ikke skal regne med at få dækket din løn af dagpenge, hvis du tager en jobpause, er det en rigtig god ide at forberede det i god tid ved at spare penge op løbende.
Det kan du fx gøre på en opsparingskonto, hvor du som regel kan få en bedre rente end på din almindelige lønkonto. Nogle opsparingskonti kræver dog et minimumsindskud og/eller at penge er bundet i nogle måneder eller år. Du kan sammenligne renter på opsparingskonti hos Mybanker.
Alternativt kan du investere pengene løbende, fx gennem de muligheder for månedsopsparinger, som mange banker tilbyder. Her skal du selvfølgelig være opmærksom på, at der er en risiko for at opsparingen kan miste værdi pga. udsving på de finansielle markeder. Omvendt er der gode chancer for, at du får et større afkast over tid end ved at sætte pengene ind på en opsparingskonto i banken.
Få op til 90 % af din løn med lønsikring
Et alternativ eller supplement til opsparing er en lønsikring, hvor du får en tillægsdækning ud over dagpengesatsen. Med en lønsikring får du op til 90% af din løn. Det giver lidt mere luft i økonomien, hvis du bliver ramt af arbejdsløshed, men er også en løbende udgift mens du er i arbejde.
Lønsikringen dækker dog ikke, hvis du selv siger op. Det er derfor ikke relevant ved en jobpause, men du kan bruge den, hvis du bliver opsagt.
Du kan enten købe en lønsikring gennem din a-kasse eller via en uafhængig partner. Det er ikke alle a-kasser, der tilbyder lønsikring, men det er både nemt og gratis at skifte a-kasse, hvis du vil have det hele samlet.
Lav arbejdsløshed i 2025
Dansk økonomi har det godt i øjeblikket, hvilket også afspejler sig i en lav ledighed på bare 2,9 pct. Sammenlignet med årene før coronakrisen er der også fortsat mange ledige stillinger på jobmarkedet. Derfor er der gode muligheder for at finde et nyt job i øjeblikket, hvis du tager en jobpause, sammenlignet med tider med højere ledighed.