Digital valuta: Få overblikket

udgivet: 14. februar 2018
, sidst redigeret: 12. april 2018
Digital valuta: Få overblikket
I 2017 fik digital valuta rigtig stor opmærksomhed, og interessen er fortsat ind i 2018. Pudsigt nok mest som investeringsmulighed og ikke som betalingsmiddel. Især Bitcoin har været meget omtalt. Men selv om denne digitale valuta trak overskrifter verden over på grund af disruption-teknologi, ekstremt energiforbrug og især markante kursudsving, er den blot en blandt rigtig mange digitale valutaer.

 

Kender du Ripple? Eller NEM, Ardor, Stella, Dash?

 

Det er navnene på de fem digitale valutaer, som steg allermest i 2017. Det skriver Quartz i en gennemgang af sidste års digitale valuta-stigninger.

 

Ripple steg med hele 36.018 procent og dermed allermest blandt de 1506 digitale valutaer, som er opført på coinmarketcap.com’s liste over, hvad der findes på markedet. Til sammenligning opnåede Bitcoin blot en 14. plads med en værdistigning på 1318 procent.

 

Derfor er Bitcoin så populær

Jon Ramvi er stifter af norske Blockchangers og ekspert i digitale valutaer. Han mener, at Bitcoin rider på en popularitetsbølge.

 

“Det er den, folk har hørt om. Jeg er mere fokuseret på Ethereum, som er den næststørste blockchain,” siger han.

 

Både Bitcoin og Ethereum er digitale valutaer, som er udviklet med en teknologiform, der hedder blockchain.

 

Læs mere: Hvad er Bitcoin - og hvor højt kan prisen stige?

 

”Hypen om Bitcoin vil i de kommende måneder nok mere udvikle sig til at blive en hype om blockchains,” siger Jon Ramvi.

 

Det skal du vide før du køber digital valuta

Skal du så købe Ripple eller en af de andre digitale valutaer i stedet for Bitcoin? Måske. Det eneste, der er sikkert i forhold til udviklingen på det digitale valutamarked er, at det er behæftet med enorme usikkerhedsfaktorer.

 

Jon Ramvi kommer her med sine bedste råd til dig, der overvejer at investere:

 

”Dette er et high risk, high reward-marked, så invester aldrig mere, end du er villig til at tabe – du kan tabe det hele,” siger han.

 

”Vær parat til store udsving. Mens der har været ramaskrig i medierne i den seneste tid på grund af fald på valutamarkederne, er kryptovalutaerne (digital valuta, red.) faldet med mere end 50 procent.”

 

Ifølge Jon Ramvi bør du også være opmærksom på svindel.

 

”Markederne er ikke regulerede, så der eksisterer en del scam,” siger han.

 

Sådan kommer du i gang

Der findes mange steder på nettet, hvor du kan købe digital valuta, men ifølge Jon Ramvi er Coinbase -en digital platform for handel - det nemmeste sted.

 

”Men deres fees er høje. Du kan også købe via en vekselerer, f.eks. kraken.com – det er sværere, men billigere,” siger han.

 

Inden du investerer din formue, kan du få rådgivning om investering gennem en række udbydere, som Mybanker samarbejder med.

 

Værd at vide om digital valuta

  • De to mest populære er Bitcoin og Ethereum, som begge er lavet med blockchainteknologi.
  • Der findes 1526 digitale valutaer – ifølge coinmarketcap.com (pr. 12 februar 2018)
  • 700 af dem er infrastukturvalutaer som f.eks. Bitcoin og Ethereum/Ether
sidst redigeret: 12. april 2018
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?