Sådan sikrer du en økonomisk tryg studiestart

Med blot et måned til studiestart skal der findes en bolig i et marked med tusindvis af andre boligsøgende. Det giver en stressende start på det nye kapitel. Mange unge risikerer at presse deres økonomi alt for hårdt fra start. Derfor har vi samlet en række konkrete råd til både studerende og forældre, så boligjagten ikke ender i et økonomisk mareridt.

 

Drop Instagram-drømmen: Hvor skal du bo?

Mange unge har store og måske lidt urealistiske forventninger til deres kommende studiebolig. Man vil gerne bo i den helt rigtige bydel, have kort afstand til studiet, bo med de bedste roomies og have en lejlighed, der ligner begyndelsen på det perfekte studieliv.

Men virkeligheden i de store studiebyer som Aalborg, Aarhus, Odense og København er en anden. SU-budgettet, det begrænsede boligudbud og den massive konkurrence gør, at den perfekte første bolig er uden for rækkevidde for de fleste.

De kommende studerende er under pres, men forventningen om den perfekte start gør ofte presset større end nødvendigt. Den bedste første bolig er ikke nødvendigvis den, der ser bedst ud på de sociale medier. Det er den, der giver ro i økonomien og plads til at komme godt i gang med studielivet. Den første studiebolig behøver ikke at være drømmeboligen. Den skal først og fremmest fungere som en økonomisk tryg landing i studielivet.

 

Hvordan får du råd?

For at forstå presset, behøver man blot at kaste et blik på tallene for 2026.

En udeboende studerende får i år udbetalt 7.426 kr. om måneden i SU før skat. Hvis man ikke har anden indtægt til at supplere med, skal beløbet – efter skatten er betalt – ikke blot dække huslejen, men også mad, transport, studiebøger, forsikringer og alle de andre faste udgifter, der følger med det udeboende studielivet.

Samtidig viser data for boligudgifterne i 2025 for de store studiebyer, at virkeligheden ofte overstiger SU-satsen markant. For en normal ejerlejlighed på 50 kvm ligger Aalborg tættest på SU-niveauet med gennemsnitlige månedlige boligudgifter på omkring 7.600 kr. På Frederiksberg koster en tilsvarende lejlighed i gennemsnit omkring 15.000 kr. om måneden. En anden løsning kunne være en nyopført privat lejebolig på 50 kvm, som i Aalborg har en udgift på cirka 5.000 kr. I København og på Frederiksberg ligger udgiften omkring 8.100 kr. om måneden.

Når råderummet er så småt, må man tænke kreativt. Løsningen for den trygge økonomi er sjældent egen lejlighed midt i centrum. Der findes studieboliger i de større byer med en fornuftig husleje, men her kan udfordringen ofte være lange ventelister. Derfor kan man med fordel skrive sig op i god tid. Andre alternative muligheder er et værelse, et kollektiv, et bofællesskab eller søge en bolig, der ligger lidt længere væk fra studiet og centrum. Ved at vælge alternative boformer mindsker du behovet for at optage dyre SU-lån, du får mere luft i hverdagsbudgettet og skaber i stedet mulighed for at spare op.

 

Forældrehjælp behøver ikke koste en million

Som forældre vil man naturligvis gerne hjælpe sit barn godt på vej. Men god forældrehjælp er ikke ensbetydende med, at man absolut skal kaste sig ud i et dyrt forældrekøb eller give store, månedlige økonomiske tilskud. Mindre kan gøre en enorm forskel.

Hjælp i stedet med de praktiske, økonomiske rammer:

  1. Læg et realistisk budget: Mange unge har aldrig prøvet at styre en hel husholdning, og derfor er det en særlig god ide med et budget. Sæt jer ned sammen og skab overblikket.
  2. Gennemgå lejekontrakten: Det private lejemarked kan være en jungle, og uerfarne unge risikerer at blive snydt af urimelige kontrakter eller deciderede svindlere.
  3. Vær den økonomiske buffer: Mange studerende lever med en konstant økonomisk usikkerhed, hvor hver en krone bliver brugt hver måned. De ved godt, at budgettet vælter, hvis mobilen går i stykker, eller hvis studiestarten kræver bøger for flere tusinde kroner.

At vide, at der står forældre klar som en hjælpende hånd og en økonomisk buffer, hvis uforudsete udgifter dukker op, giver en stor tryghed. Det fjerner en stor del af den økonomiske stress, så den studerende i stedet kan fokusere på det, som det hele handler om: At lære og nyde sin studietid.

Har du den bedste bank til dine behov?

Gør som mange andre danskere. Indhent tilbud fra banker og se om du kan opnå besparelser eller mere fordelagtige vilkår på dit bankengagement.

Skift bank i dag