Det er blevet dyrt at låne afdragsfrit

Sidst redigéret: 01. marts 2016
Det er blevet dyrt at låne afdragsfrit
Har du et afdragsfrit lån, er det på tide at revurdere, om det stadig kan betale sig. Dele af de afdragsfrie lån er nemlig blevet alt for dyre.

Kreditforeningerne har den seneste tid hævet priserne, og det har særligt ramt de afdragsfrie lån. Dele af lånene er nu blevet så – urimeligt – dyre, at det ofte bedre vil kunne svare sig at afdrage på lånet eller opdele det i en afdragsfri del og en del, du afdrager på.

Grunden til, at det er blevet så dyrt, er, at kreditforeningernes prisstigninger er skævt fordelt. Prisen (bidraget) er styret af i hvilken procentdel af din bolig, lånet har sikkerhed. Hvor den første halvdel af lånet kan være rimelig i pris, er den øvrige del af lånet typisk blevet meget dyr.

 

Seks gange så dyrt
Med afdragsfrihed låner man i princippet de penge, som man ellers skulle have afdraget. Man låner altså nogle penge i længere tid. Og det betaler man for gennem et højere bidrag.

Tager vi afsæt i et F3-lån hos Nykredit på 400.000 kr., med sikkerhed mellem 60 og 80 pct. af ejendomsværdien, er forskellen i bidraget med og uden afdrag 0,6 pct. point. Prisen med afdrag er 1,25 pct., mens prisen uden afdrag er 1,85 pct. (januar 2015-priser).

Tager vi samme eksempel – et F3-lån på 400.000 kr. – men nu med en sikkerhed inden for de første 40 pct. af ejendomsværdien, så er prisen med afdrag 0,4 pct. og uden afdrag 0,5 pct.

Forskellen her er altså kun 0,1 pct. point. Det er på den måde mere end seks gange så dyrt at låne afdragsfrit af 60-80 pct. af ejendomsværdien end af de første 40 pct. af ejendomsværdien.

 

Drop det afdragsfrie lån eller del det op
Hvis du har afdragsfrie lån i mere end de 40 pct. af din bolig, er en oplagt løsning at omlægge lånet, så du afdrager på det. Men en anden model, der bevarer en del af afdragsfriheden, kan også være at dele lånet op i to dele (Vær dog opmærksom på at denne model ikke er mulig i alle realkreditinstitutter pt). Det kan du gøre sådan her:

1. Ét lån fra 0 - 40 pct. af ejendomsværdien med afdragsfrihed
2. Én lån fra 40 pct. og opefter af ejendomsværdien med afdrag

 

Eksempel: Det betaler du for afdragsfriheden

Med et afdragsfrit F3-lån i Nykredit på de 400.000 kr. med sikkerhed mellem 60 og 80 pct. af ejendomsværdien betaler man fra 1. januar 2015 0,6 pct. mere i bidrag, end man gør på et lån med afdrag. Bidraget med afdrag er 1,25 pct. og 1,85 pct. med afdragsfrihed.

Når lånet udbetales, tidspunkt 0, er det den samme mængde penge – 400.000 kr. – man har lånt på et lån med afdragsfrihedsfrihed og på et lån med afdrag.

Efter tre måneder betales det første afdrag på 3.179 kr. på lånet med afdrag, mens der ikke betales noget på lånet med afdragsfrihed. Man betaler 1.250 kr. i bidrag på lånet med afdrag, og 1.850 kr. i bidrag på lånet med afdragsfrihed. 

Efter et halvt år, har man betalt det høje bidrag i seks måneder, og for det har man fået kapital svarende til det afdrag på 3.179 kr., som man ikke har betalt. I alt har man betalt 1.212 kr. mere i rente og bidrag på lånet med afdragsfrihed. Man har nu betalt 1.212 kr. for at låne 3.179 kr. i tre måneder, svarende til en rente på 38,13 pct. Med renters rente er det årligt 264 pct. 

Med tiden vil man have flere og flere afdrag, som ikke er betalt. Men det ekstra bidrag, flytter sig ikke meget, for det beregnes af hele restgælden. Det betyder, at den gennemsnitlige rentesats for lånet falder med tiden. Men selv efter en årrække, er den merrente og det merbidrag, man har betalt for de penge, som man ikke har betalt i afdrag, højere end det det ville koste at låne pengene på mange forbrugslån.

Efter fem år svarer de ekstra bidrag og renter for afdragsfriheden til en gennemsnitlig rente på over 10 pct. Det er nu blevet ualmindeligt dyrt at låne til afdraget hos kreditforeningen.

 

Merpris hos kreditforeningerne

Tabellen viser merprisen på afdragsfrihed på et F3-lån i de forskellige kreditforeninger for henholdsvis det første år og for de første fem år.

For de fleste vil det være billigere at skifte til et lån med afdrag og så låne penge et andet sted, end at betale prisen hos kreditforeningen. Realkredit Danmark (RD) kræver, som tabellen illustrerer, mindst i tillæg for afdragsfrihed, men det skyldes, at RD også tager et relativt højt bidrag og kursskæring for et lån med afdrag.

 

 

Sidst redigéret: 01. marts 2016
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?