Banken må ikke vildlede dig

Sidst redigéret: 05. december 2016
Banken må ikke vildlede dig
Du skal være i stand til at træffe dine valg på et oplyst grundlag. Derfor bør der ikke være uigennemskuelige rentetavler eller pristavler. Men et er lov, noget andet er virkeligheden.

Artiklen er fra december 2012

 

Som forbruger skal du have mulighed for at træffe dine valg på et velinformeret grundlag. Det fremgår af Finanstilsynets vejledning til, hvordan pengeinstitutterne skal forstå § 3 i god skik bekendtgørelsen (god-skik-bkg.).

”§ 3 stiller krav om, at den finansielle virksomhed skal handle redeligt og loyalt overfor sine kunder. Bestemmelsen er et supplement til § 43 i lov om finansiel virksomhed og pålægger bl.a. de finansielle virksomheder at tilrettelægge deres virksomhed således, at kunden gives mulighed for at træffe sit valg på et velinformeret grundlag.

Reglen om god skik er begrundet i hensynene til forbrugerne, konkurrenterne og andre erhvervsdrivende samt almene samfundsinteresser. Reglen skal sikre, at kunder i finansielle virksomheder kan have tillid til markedet og de finansielle virksomheder. God skik reglerne bidrager således til et velfungerende finansielt marked. Der er tale om en retlig standard, som skal fortolkes i overensstemmelse med de til enhver tid gældende samfundsnormer”.

Kigger man yderligere i Finanstilsynets vejledning til god-skik-bkg. § 4, så kan man læse, at

”§ 4 indeholder et forbud mod vildledning samt aggressiv og utilbørlig markedsføring…”.

”Bestemmelsen svarer i vidt omfang til markedsføringslovens vildledningsforbud i § 3 og skal derfor fortolkes i overensstemmelse med denne bestemmelse”.

Kaster man efterfølgende et blik i Finanstilsynets vejledning til § 4 i god-skik-bkg, så står der netop, at denne § 4 skal fortolkes på samme måde som markedsføringsføringslovens § 3, hvori vildledningsforbuddet fremgår. I markedsføringslovens § 3 kan man på Forbrugerstyrelsens hjemmeside læse, at Forbrugerombudsmanden fortolker markedsføringslovens § 3 således:

”Ifølge markedsføringslovens § 3 skal en erhvervsdrivendes annoncer, pjecer, reklamer og øvrige markedsføringsmateriale være korrekt. Det må derfor heller ikke være vildledende eller mangle oplysninger, som har betydning for forbrugerens vurdering af tilbuddet.

Der må heller ikke anvendes fremgangsmåder eller forretningsmetoder, som kan være vildledende eller utilbørlige/urimelige over for forbrugere og andre erhvervsdrivende.

Markedsføringen skal i det hele taget være korrekt, hæderlig og sandfærdig, og de erhvervsdrivende skal optræde loyalt og ærligt.

En overtrædelse af § 3 kan straffes med bøde.

§ 3 gælder kun for finansielle virksomheder som fx. banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter i det omfang, der ikke i "Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder" er givet særlige regler om vildledning, mangelfulde oplysninger mv.

Reglerne om vildledning er i et vist omfang baseret på et EU-direktiv (Europarådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984)”.

Kigger man endeligt i god-skik-bkg. § 10, så kan man læse, at

 

”§ 10. En finansiel virksomhed skal give tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov.

Stk. 2. Hvis der mellem kunderne for en given ydelse er generelle forskelle i fastsættelsen af renter, bidrag eller andet vederlag til den finansielle virksomhed, skal den finansielle virksomhed oplyse en kunde herom, forinden der indgås aftale om levering af ydelsen. På forespørgsel fra kunden skal der oplyses om hvilke forhold hos kunden, der kan være bestemmende for dennes indplacering inden for den givne prisdifferentiering.

Stk. 3. En finansiel virksomhed skal på grundlag af sit generelle markedskendskab informere kunden om relevante produkttyper på markedet. Informationen skal dog ikke indeholde oplysninger om konkurrerende produkter eller konkrete priser.”

Ved læsning af ovennævnte bestemmelser synes det at betyde, at et pengeinstituts rentetavler og pristavler skal være udformet på en sådan måde, at du til enhver tid kan se, hvilke priser du skal betale for det lån, du efterspørger, uanset hvilket kundesegment du tilhører. Umiddelbart må § 10 i god skik-bkg. Desuden medføre, at et pengeinstitut til enhver tid skal fortælle, hvad der skal til for at få en given rentesats i et rentespænd, så du ikke risikerer at få tilbudt forskellige rentesatser på det samme lån af forskellige medarbejdere i et pengeinstitut.


For Mybanker.dk at se er det således ikke i orden med uigennemskuelige rentetavler, for hvordan skal du kunne træffe beslutning om et lån på et velinformeret grundlag, hvis et pengeinstituts rentetavle eller pristavle er fuldstændig uigennemskuelig?

Når Mybanker.dk mener, at du på visse områder ikke er blevet stillet optimalt med god skik-bkg., så skyldes det, at god skik-bkg. mangler en hel klar tekst om, hvad der skal til for at opnå de givne rentesatser i et eventuelt rentespænd. Der står jo blot, at pengeinstituttet skal fortælle om, hvilke forhold hos dig der kan være bestemmende for din indplacering i et rentespænd - og det er jo en tekst, der åbner op for fortolkningsmuligheder.

Kigger man i dag på mange pengeinstitutters rentetavler eller pristavler, så vil det ofte være en ren gættekonkurrence, hvad prisen konkret er for et lån. Det skyldes, at alle priser for samme lånetype (f.eks lønkassekredit) er blandet sammen i det samme rentespænd for alle pengeinstituttets forskellige kundesegmenter. Hos Mybanker.dk ser vi f.eks. ofte, at aktionærers priser er blandet sammen med almindelige privatkunders priser på en sådan måde, at det ikke er til at se, hvad en almindelig privatkunde skal betale. Ser man i den prisoplysningsbkg., som Finanstilsynet har udstedt for pengeinstitutterne, så må pengeinstitutterne stadig gerne blande alle kundesegmenters rentesatser sammen i det samme rente- og prisspænd, så du reelt ikke kan finde ud af, hvilke priser der gælder for dig. Og det kan man vist ikke kalde for forbrugerbeskyttelse.

Vi kan således kun opfordre dig som kunde - hvis du møder uigennemskuelige rentetavler, og/eller du ikke kan få oplyst helt konkret, hvad der skal til at få en given sats i et rentespænd, - at klage til Finanstilsynet.


Mybanker.dk synes, at det er synd for alle de mange pengeinstitutter, som skilter med gennemskuelige rentesatser og priser, hvis de fortsat skal opleve, at konkurrencen om kundernes gunst ikke er ærlig og fair.


Du kan klage til Finanstilsynet, hvis god skik-reglerne ikke overholdes
Mener du, at et pengeinstitut har overtrådt den finansielle lovgivning, herunder reglerne om god skik, eller er der forhold i den finansielle sektor, som du synes, Finanstilsynet skal orienteres om, kan du indsende dine oplysninger til Finanstilsynet.


Finanstilsynet skriver dog følgende på hjemmesiden: ”Finanstilsynet kan som udgangspunkt ikke behandle individuelle kundeklager over finansielle virksomheder og kan ikke træffe afgørelse i en konkret tvist mellem en kunde og en finansiel virksomhed”.


Vil du læse mere om reglerne

Hvis du vil vide mere om reglerne i i markedsføringsloven, god-skik-bkg. og Finanstilsynets vejledning til god-skik-bkg, så bør du gå ind på Mybanker.dk. Her finder du oversigt over forbrugerlove, og du kan desuden finde link til alle de love og bekendtgørelser, som vi benytter i vores artikler på Mybanker.dk.

 

Sidst redigéret: 05. december 2016
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?