#124298
Anonym

Jeg ved ikke, om dette bibringer noget nyt i forhold til diskussionen, men jeg har haft en ordveksling i juni måned med Eik Bank om netop indførelsen af gebyr på hævninger i udenlandske pengeautomater. Jeg har bortredigeret mit eget navn, dato og e-mail-adresse. Især synes jeg, at sidste bemærkning, om at Eik Bank ikke kommer tilbage til nulgebyrkonceptet, er interessant.
—————————
“Kære klageansvarlig

Jeg kan nu overraskende konstatere, at jeg er blevet pålagt nogle latterlige gebyrer for hævninger i pengeautomater med Visa/Dankort i udlandet. Hvad er meningen? En af grundene til, at jeg i sin til valgte netop Skandiabanken, var, at jeg kunne få en gennemskuelig bank uden tilfældige gebyrer.

Nu har I så valgt at indføre gebyr her, åbenbart som en konsekvens af Eik Banks overtagelse af Skandiabanken. Er dette blot begyndelsen, og kan jeg ligeså godt begynde at kikke mig om efter en ny bank?

Vær venlig at fjerne gebyret for hævninger i udlandet igen og lev op til jeres tidligere gennemskuelige koncept uden forrykte gebyrer! Der er absolut ingen særskilte argumenter for netop at indføre gebyrer for hævninger i pengeautomater i udlandet.

Retunere venligst de 3 x 30 kr. jeg betalte i sidste uge!

Med venlig hilsen
xx"
——————————
“Til xx

Tak for din mail.

Baggrunden for indførsel af gebyr på enkelte ydelser er, at vi i banken fortsat ønsker, at alle basale bankforretninger skal være gratis og at ingen kunder skal betale for at andre kunder gratis får udført ekstra services.

Gebyret på de 30,- kr. er indført på baggrund af en sektoraftale mellem de danske pengeinstitutter om opkrævning af gebyrer ved kontanthævninger. Tidligere har banken betalt dette gebyr for kunderne.

Da vi som bank gerne vil blive ved med at stille vores almindelige bankforretninger gratis til rådighed for vores kunder og vi fortsat ønsker at kunne tilbyde gode renter og konkurrencedygtige priser, et det nødvendigt fremover at lade vores kunder selv betale omkostningerne der er forbundet med kontanthævninger i udlandet.

Du kan stadig bruge kortet som betalingsmiddel i udlandet uden omkostninger, da dette ikke er forbundet med gebyrer. Gebyret gælder udelukkende på kontanthævninger.

Vi har varslet ændringen med 6 måneders varsel som vi skal jf. vores forretningsbetingelser. Det har vi gjort via netbanken fra d. 27. november 2007 – 1. februar 2008.

Her er en kopi af den netbankbesked, du har modtaget 27.11.2007.

“Som følge af fusionen mellem SkandiaBanken og Eik Bank har det været nødvendigt at tilrette nogle af forretningsbetingelserne for SkandiaBankens kunder, således at alle kunder i den nye sammenlagte Eik Bank har samme betingelser.

De nye betingelser træder i kraft med 6 måneders varsel og er gældende pr. 1. juni 2008 – læs de almindelige forretningsbetingels [NEWURL=http://www.skandiabanken.dk/256.asp]
her[/NEWURL]

I samme forbindelse er det besluttet, at banken ophører med at tilbyde gebyrfrie hævninger i pengeautomater i udlandet. Det vil fortsat være gratis at anvende sit Visa/Dankort i udenlandske og danske butikker samt i pengeautomater i Danmark.

Årsagen til denne ændring er, at få dækket bankens udgifter ved hævning af kontanter i udlandet. Derved sikrer vi princippet om at alle basale bankforretninger fortsat skal være gratis, og at ingen kunder betaler for andre kunders ekstra services.

Samtidig med ovenstående ændringer glæder vi os til at kunne tilbyde vores kunder nye produktpakker i april 2008, hvor vi bl tilbyder gratis Visa/Dankort. Her bliver det bl.a. også muligt for den enkelte kunde at vælge mellem selvbetjening og at tilkø sig ekstra produkter i form af rådgivning.

Med venlig hilsen

SkandiaBanken"

Så det er derfor, at vi har indført gebyret. Ud over varslingen i netbanken, så har vi også skrevet det i det nyhedsbrev som vi har udsendt via hjemmesiden i maj 2008. Nyhedsbrevet kan du se her: http://www.eikbank.dk/SiteCollectionDocuments/PDF-dokumenter/Nyhedsbreve/Nyheder%20maj%202008_4.pdf.

Vedr. returnering af gebyret, så har jeg i dag tilbageført gebyrerne pr. kulance.

Håber det giver dig en forklaring, ellers er du meget velkommen til at vende tilbage til mig.

Med venlig hilsen

Finn Olesen
Souschef Internetbanken"
————————————-
“Kære Finn Olesen

Der er ingenting, der er gratis i denne verden, og således heller ikke det du kalder de såkaldte basale bankforretninger. Der er omkostninger ved basale bankforretninger, såvel som der er omkostninger ved transaktioner via udenlandske pengeautomater.

Spørgsmålet er, hvordan man vælger at dække disse omkostninger. Hidtil har konceptet hos Skandiabanken meget prisværdigt været et tilnærmelsesvis nulgebyrkoncept. Det er nu det koncept, man vælger at fravige særdeles markant.

Vil I ikke være venlige at genoverveje at fjerne gebyret igen ved næste revision af jeres prispolitik, så bankforretninger hos jer også fremover er gennemskuelige?

Mvh.
xx"
————————————————
“Til xx

Tak for din mail.

Vi har overvejet det nøje, inden vi har ændret priserne for udenlandske kontanthævninger. Der er ikke noget, der er stationært i denne verden, så vi kigger løbende på vores prissætning m.m. både i forhold til markedet og vores indtjening og tager dine inputs med i dette arbejde.

Vi mener dog stadig, at vores priser er både fair og gennemskuelige, selvom vi nu har indført gebyr for hævning af kontanter i udlandet.

Vi vil stadig gerne være en prisbillig og fair bankrelation, men planen er pt. ikke, at vi kommer tilbage til nulgebyrkonceptet.

Med venlig hilsen

Finn Olesen
Souschef Internetbanken"