Tre gode sparetips

udgivet: 08. februar 2017
, sidst redigéret: 01. april 2017
Tre gode sparetips
Kalenderåret er stadig nyt, og har du haft som nytårsforsæt at spare penge, så læs med her.

 

Vil du gerne have lidt ekstra på kistebunden til ferien, tandlægebesøgene eller bare alderdommen? Der kan være mange penge at spare ved at følge vores tre konkrete sparetips:

     

1) Få tjek på lånene

”Som udgangspunkt skal man altid betale den dyreste gæld først. Så kig på rentesatserne på dine lån og start fra den dyre ende,” lyder rådet fra Brian Stjernholm, partner hos Uvildige.

 

Har du boligfinansiering, der består af et banklån og et realkreditlån, kan det som udgangspunkt bedst svare sig at betale banklånet ud først, da renten på dette lån er højere end på realkreditlånet. Brug afdragsfriheden til at vente med at betale af på realkreditlånet, til du har afdraget på det dyrere banklån. Husk også at undersøge om du eventuelt har andre lån (f.eks. billån), hvor det potentielt kan svare sig at omlægge dem til realkredit lån. 

 

Har du dyre forbrugslån til meget høje renter, kan det derudover ofte betale sig at samle gælden. Det kan du læse mere om her.


2) Sørg for at flytte opsparingen

Selvom vi befinder os i et lavrentemiljø, og renten på indlånskonti generelt ikke er imponerende, kan det godt betale sig at jagte den bedste indlånsrente. En hurtig søgning på vores opsparingsliste viser at du kan få op til 1,25% i renten hvis du binder pengene i to år, mens du kan få 0,85% helt uden binding. Til sammenligning får rigtig mange danskere 0 procent i rente. Du kan med andre ord få flere penge mellem hænderne ved at flytte din opsparing til en konto med en højere indlånsrente

 

3) Husk dine skattefradrag

Der kan være mange penge at spare ved at gøre sig umage med at udfylde årsopgørelsen. Kører du hver dag i bil eller med offentlig transport til og fra arbejde, har du tabt penge på dine aktier og investeringsfonde, eller har du doneret penge til velgørenhed? Så kan du trække pengene fra i skat. Du kan læse mere om beløbsgrænser og krav på skat.dk.

 

Derudover råder Brian Stjernholm fra Uvildige til, at man har lagt en plan der rækker et stykke ud i fremtiden.

 

”Kendskab til økonomien styrker ens forhandlingssituation i banken, og gør at man ved, hvor man skal sætte ind, hvis man vil have bedre vilkår. Så hvis man kender økonomien, og ved hvordan man skal bruge det i forhandling med banken, så har man en genvej til lavere rentesatser og gebyrer. Kendskabet spiller også ind i forhold til at lægge en plan, der rækker ud i fremtiden. Ved at tænke lidt fremad kan man planlægge for eksempel sin finansiering, så den passer til de ting, man forventer der sker i fremtiden. Det kan i sidste ende betyde, at man sparer gebyrer, fordi man ikke behøver ændre på sin sammensætning af økonomien, når livet ændrer sig.”

 

sidst redigéret: 01. april 2017
2 kommentarer
henningp
09. February kl. 13:22
Hej Louise

Min kone og jeg (69 og 71 år), vi har solgt vores hus i Lynge og vi har købt en ejerlejlighed i Allerød (Rådhusparken 1), huset blev solgt for 2.900,000 og lejligheden blev blev købt for 2.900,000 og vi har 1.700,000 som vi vil investere for med det samme så dvs vi har en restgæld på kr. 1.200,000 som vi skal have finansieret, -vi har ingen lån nogen steder og vi skylder heller ikke nogen penge til andre. Vi indflytter i boligen den 5.04.2017.

Er det ikke bare et almindeligt banklån vi skal have ?
Håber at ovenstående er nok til at du kan rådgive os.

Venligst
Henning Pedersem
Baunesvinget8
3540 Lynge
28923500
Peter Jensen - Mybanker.dk
09. February kl. 15:53
Hej Henning. Tak for din besked. Vi tilbyder desværre ikke individuel, finansiel rådgivning så vi kan ikke komme med nogen konkrete anbefalinger. Du kan finde rådgivning på denne side: https://www.mybanker.dk/oekonomisk-raadgivning/
Mvh Peter / Mybanker.dk
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?