Invester dine feriepenge i boligforbedringer, og se pengene vokse

Hvis du er boligejer, er ønskelisten over boligforbedringer sikkert lang. Men hvilke forbedringer får boligens værdi til at stige, og gør det nemmere at sælge boligen?

 

Spar på energien, spar på varmeregningen

Selvom energiforbedringer altid er en god ide, så er nogle forbedringer bedre for pengepungen end andre. Spørg dig selv hvor meget du bruger den del af boligen, som du overvejer at energirenovere. Hvis det er kælderen med cykelværksted og vaskemaskine, kan det måske ikke betale sig at isolere væggene og skifte til termoruder.

Til gengæld kan der være penge at hente, hvis du investerer i energiforbedringer, der forbedrer boligens energimærkning. Energistyrelsens rapport fra 2015 viser, at salgsprisen stiger omkring 50.000 kr. for hvert energimærke boligen rykker op.

Hvilke energiforbedringer der forbedrer boligens energimærke, afhænger af den enkelte bolig. Men det er som regel isolering og termoruder, som samtidig får varmeregningen til at falde. Du får altså din investering tilbage løbende, mens du bor i boligen, og når du sælger.

 

Energiforbedringer kan give dig endnu bedre lånevilkår

Hvis du ikke får udbetalt nok feriepenge til at dække alle omkostningerne til energiforbedringer, kan du tage et klima- eller energilån. Det er lån, der kun bliver givet til boligejere, der vil lave energi- og klimavenlige forbedringer i boligen. Hos nogle banker er der hverken etableringsomkostninger eller renter, når du vil gøre dit hjem mere energivenligt. Hvis din egen bank ikke tilbyder et klima- eller energilån, kan du bruge Mybankers skift-bank-service til at finde en bank, der gør.

Husk, at du med håndværkerfradraget kan trække arbejdslønnen til energiforbedringerne fra i skat.

 

Klimatilpasning får din bolig til at skille sig ud

Vand er allerede en af boligejernes helt store udfordringer. Og det bliver efter alt at dømme et større problem i årene der kommer. Skybrud kan få vandet til at løbe ned i kældre, store mængder regn overbelaster kloarkerne, så spildevand kan ende med at blive presset op af kloarkerne, og hvis du bor nær kysten, kan du risikere, at boligen bliver oversvømmet.

Hvis boligen ligger i klimaudsatte områder, som fx nær kysten, så forventer køberne, at boligen er klimasikret. Hvis du installerer en højvandslukke eller etablere en faskime, skiller din bolig sig ud, og du kan få nemmere ved at sælge. Samtidig minimerer du risikoen for at få vandskade, og derved kan du i mange tilfælde få dine forsikringer billigere.

Hvis du bruger dine feriepenge på energi- og klimavenlige boligforbedringer, kan du få glæde af investeringen mens du bor i boligen, og du kan endda være så heldig, at boligen stiger i pris og bliver nemmere at komme af med.