Hvis man vil have en løsning med sine kreditorer, skal man betale alt hvad man skylder. Hvis dette ikke er muligt, skal man forhandle en løsning på plads med sine kreditorer om kun at betale en del af gælden tilbage, afpasset efter ens økonomske formåen, det kaldes en frivillig akkord, eller også skal man søge en offentlig gældssanering, der går ud på det samme.

At indbetale beløb til en rådgiver i håbet om, at de hos denne opsparede beløb en gang ud i fremtiden vil blive brugt til en løsning med ens kreditorer er INGEN løsning. At betale direkte til sine kreditorer, vil da være mere nærliggende.

Får rådgiveren økonomiske problemer, kan man risikere at pengene slet ikke findes når de skal bruges og endnu værre kan det gå, hvis rådgiveren går konkurs. Man skal heller ikke regne med, at ens kreditorer ikke kan røre pengene blot fordi de er indbetalt til rådgiveren, idet kreditorerne normalt ikke skal respektere en såkaldt selvbåndlæggelse. Om ordningen er lavet så den holder overfor kreditorerne, kan kun guderne vide.

Hvis man er i stand til at betale 7.000 k. månedligt, bør det være muligt enten at betale gælden fuldt ud over en årrække, få en frivillig akkord eller en offentlig gældssanering.

Hvad er formålet med at spare op i 5-8 år hos en fuldstændig ukendt virksomhed, i håbet om, at man ad åre kan få en løsning med sine kreditorer, hvis pengene ellers er i behold til den tid?