Lad os se bort fra det politiske spørgsmål om hvorvidt det er rimeligt eller urimeligt at ejendomsejere får en gevinst når de sælger og ikke køber noget nyt.

Hvis vi i stedet ser på et par der har 100 000 kroner i opsparing og i dag køber en lejlighed til en million. Med omkostninger på omkring 50 000 vil deres lån være på omkring 950 000. Om ti år ønsker de at flytte i et hus, der i dag koster to millioner.

Hvis ejendomspriserne lineært falder 20 procent kunne man jo fristes til at konkludere, at parret har sparet 400 000 kroner på huset. Her glemmer folk blot at der jo også skal sælges en lejlighed der med faldet kun kan sælges for 800 000 kroner. Ganske vist vil restgælden efter ti år også være omkring 800 000, men hertil kommer omkostninger til køb og salg, hvilket samlet vil være omkring 150 000.

Selv om parret har valgt lån med afdrag, har prisfaldet altså betydet, at de er gået fra en belåningsprocent på 95 til en belåningsprocent på 109.

Det er jo fint nok at folk skal kunne blive siddende i den bolig de har købt, men når deres familiesituation ændrer sig, skal deres boligforhold også kunne ændre sig.