Er fald i huspriserne dårligt?
-
Indlæg -
Dagligt læser jeg i avisen at det er forfærdeligt, at huspriserne falder, og at vi endelig skal sørge for at de ikke falder yderligere, men jeg forstår ikke hvorfor.
Hvis huspriserne var lavere, ville det jo være billigere at købe et hus, og dermed ville man have mere til forbrug, eller gælden ville være tilbagebetalt hurtigere.
Liberalister siger, at markedkræfterne skal styre, men hvis de fik lov til det, ville vi jo ikke kunstigt holde priserne oppe, med diverse tiltag.
Dem der skal opgradere til et større hus, ville kunne gøre dette billigere.
Dem der skal sælge for sidste gang, går glip af den eksplosive gevinst der har været de sidste år, men klarer sig formodentligt fint alligevel.
Dem der købte da priserne var på toppen, har vel ikke betalt mere, end de har råd til at sidde for, og så kan prissvingninger være ligegyldige. Husk på, at det med lave priser stadig er billigere at opgradere, uanset hvad man gav for det nuværende hus.
Er der nogle der kan forklare mig hvorfor et fald i huspriserne er skidt?
Tillægsspørgsmål: Er det godt når mælkeprisen stiger?
Lad os se bort fra det politiske spørgsmål om hvorvidt det er rimeligt eller urimeligt at ejendomsejere får en gevinst når de sælger og ikke køber noget nyt.
Hvis vi i stedet ser på et par der har 100 000 kroner i opsparing og i dag køber en lejlighed til en million. Med omkostninger på omkring 50 000 vil deres lån være på omkring 950 000. Om ti år ønsker de at flytte i et hus, der i dag koster to millioner.
Hvis ejendomspriserne lineært falder 20 procent kunne man jo fristes til at konkludere, at parret har sparet 400 000 kroner på huset. Her glemmer folk blot at der jo også skal sælges en lejlighed der med faldet kun kan sælges for 800 000 kroner. Ganske vist vil restgælden efter ti år også være omkring 800 000, men hertil kommer omkostninger til køb og salg, hvilket samlet vil være omkring 150 000.
Selv om parret har valgt lån med afdrag, har prisfaldet altså betydet, at de er gået fra en belåningsprocent på 95 til en belåningsprocent på 109.
Det er jo fint nok at folk skal kunne blive siddende i den bolig de har købt, men når deres familiesituation ændrer sig, skal deres boligforhold også kunne ændre sig.
Hvis priserne falder 20% skylder parret altså 800.000 på det gamle hus, som de kan få ind igen ved salg. De har omkostninger på 150.000 i forbindelse med salg og køb, og køber nu det større hus til 1.600.000. Dvs. at de står med udgifter til det nye hus på ialt 1.750.000 og har ikke nogle penge til udbetaling.
Hvis huspriserne havde holdt sig stabile, ville de stadig skylde 800.000 på det gamle hus, men nu kunne de få 1.000.000 for huset. De vil derfor stå med udgifter til det nye hus på 2.000.000 + 150.000 = 2.150.000, men har 200.000 til udbetaling.
Det ser ud til at det er billigere for parret, at priserne falder, og dyrere hvis priserne stiger.
Jeg forstå det således at det reelle problem ligger i, at parret skal låne mere end det nye hus koster, hvilket umuliggør en flytning selv hvis parret ville have flyttet i noget billigere?
Det havde jeg slet ikke set, tak for hjælpen.
Lidt flere spørgsmål:
Når man giver finanskrisen skylden for de faldende huspriser, er det så i virkeligheden årsagen til faldet nemlig, at man har presset priserne op over det naturlige niveau og at ingen har forsøgt at hæmme prisstigningerne man bebrejder?
Eller er det fordi man mener, at priserne ikke ville falde mod tendenskurven igen hvis ikke bankerne var i krise?
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.