Hej.

Hvorfor har vi en finanskrise for tiden? Alt afhængig af hvor fornuftigt man ser på det, når man til forskellige konklusioner. Information, som jeg skrev om i går, er de mindst fornuftige, fordi de formidler nogle mulige årsager, der er åbenlyst forkerte.

Den uafhængige tænketank Cato Institute har forsøgt at stille årsagerne til “en klassisk finanskrise” op i punktform og tilmed illustrere det med eksempler; bl.a. fra Japan og Zimbabwe, for at illustrere hvad de forskellige “løsningsmuligheder” tilbyder. Løsningsmuligheder er i citationstegn fordi man også kunne fremføre, at man slet ikke burde gøre noget – en påstand, jeg selv er tilhænger af. Catos artikel videreformidlede jeg her på bloggen for et par dage siden.

Nu er turen så kommet til Europas største tænketank, Adam Smith Institute i London, der har lavet en mere fyldestgørende punktopstilling: The Financial Crisis in Bullet Points.

Den nye fremstilling er SÅ GOD, at jeg har tilladt mig at lave en oversættelse til dansk af den:

Lovgivning der forbød udlånere af penge ikke at låne til personer, som man med stor sandsynlighed vidste ikke ville kunne betale lånene tilbage, blev vedtaget i 1977 og revideret og udbygget yderligere i 1995. Det betød bl.a., at mennesker, som ikke havde haft et job i årevis, kunne låne op til sekscifrede summer.
For at undgå at tabe for mange penge, foretog långiverne en form for risikospredning: Man “pakkede” bunker af gældsbreve sammen og udbød dem på markedet for finansielle derivater (CDO’ere kalder man de papirer/kontrakter, man handler med)
Folk begynder ikke at betale af på deres lån; men kun de færreste CDO-købere ved, om der er risiko for at de vil tabe deres investering, pga. stor forvirring om indholdet af CDO’erne. Fordi man ikke ved hvor mange penge man vil tabe begynder køberne (bankerne) at holde op med at låne hinanden penge.
Faldet i mængden af penge på pengemarkedet mellem bankerne skaber et “kredit crunch”.
Bankerne har et cash flow problem, da de har flere penge bundet i udlån end i indlån.
Medierne bliver opmærksomme på problemet og folk i Storbritannien begynder at lave “bank runs”. Tilliden til bankvæsnet svækkes og bankernes aktiepriser falder. Investeringsbanker, der jo ikke tager imod indlån fra kunderne, er de hårdest ramte.
To løsningsmodeller er til rådighed: Den ene er baseret på ideen om “moral hazards” og siger, at bankerne selv har været skyld i sine problemer og derfor må falde, hvis de ikke kan stå. For hvis staten skulle finde på at hjælpe bankerne med penge vil det bare betyde, at bankerne i fremtiden vil negligere risikoen for at komme ud i en ny kreditkrise og derfor ikke udvise rettidig omhu. Løsningen vil derudover skabe inflation og indeholde et demokratisk problem; for har det nogen sinde været meningen, at bankerne skulle modtage offentlig understøttelse? Den anden løsning er baseret på en ide om systematisk risiko og siger, at en bankkonkurs vil resultere i en kaskade af konkurser i finanssystemet og i sidste ende være en fare for det kapitalistiske systems opretholdelse.
Frygten til de systematiske riscisi vinder over argumentet om moral hazads. Staten intervenerer og forsøger at genskabe den mistede tillid til finansvæsnet. I USA gøres dette ved, at Bush Administrationen forsøger at opkøbe alle de dårlige lån, så de derved fjernes fra markedet og bankerne igen vil være villige til at låne hinanden penge.