At stræbe efter at ‘min samlever og jeg (skal) kunne få økonomien til at hænge sammen’ *spiller* på følelser. Hvis det bare galdt om at få noget at købe noget for, så ville rådet være at finde en anden samlever.

Der er mange mærkelige konstruktioner omkring økonomien i parforhold, og det er jo forskelligt hvad der passer til forskellige mennesker. I udgangspunktet tror jeg dog mest på den rene kommunisme “At yde efter evne og nyde efter behov". Jeg har hørt om mange konflikter i parforhold der tog udgangspunkt i uenighed om ‘dit’ og ‘mit’.

Det var bare den side jeg ville belyse. Det er *ikke* kun et spørgsmål om at få noget at købe for.