Medkautionist på oprettelse af virksomhed

Svar
  • This topic has 1 stemme and 1 svar.
Viser 2 indlæg - 1 til 2 (af 2 i alt)
  • Poul95
    Forfatter
    Indlæg
  • #95922
    Poul95

    Jeg står I et dilemma hvor to af mine gode kammerater er ved at starte en virksomhed op med en investor som står klar med et stort beløb ved opstart. Kravet fra investor er at der skal være minimum 3 kautionister for investeringen, hvilket skaber et problem for dem, da de kun er to. Hertil har de spurgt mig om jeg vil ligge navn til mod en option på 5% af virksomheden.

    Dertil da jeg ikke kommer til at arbejde I virksomheden har de tilbud mig et særskilt dokument som gør at jeg kun hæfter for et givent symbolsk beløb (f.eks. 100 kroner). Det betyder altså at hvis det skulle gå skævt ville jeg ikke brænde nallerne ved at hjælpe dem, men hvis det går godt vil jeg kunne nyde de 5% option

    Spørgsmålet er blot om man overhovedet kan lave en sådan “kontrakt” som gør at jeg næsten går fri hvis det skulle gå skidt med virksomheden? Samtidigt hvis det kan lade sig gøre, er der nogle betingelser på hvornår og hvor længe en option på de 5% er gældende?

    #227824
    morsdreng

    At kautionere kan kun frarådes, det vil ofte være en lettere og mere enkelt løsning at låne pengene direkte ud til den man skal kautionere for.

    Som udgangspunkt skal en kautionist kunne betale sin kaution UDEN at sætte sin økonomiske velfærd over styr. Kan du det? Spørg eventuelt din bank om du kan og bør påtage dig en kaution af den pågældende størrelse.

    I forbindelse med en kaution er der 2 forskellige forhold.

    1. forholdet mellem kautionist og långiver/investor.
    Den mest anvendte type kaution er selvskyldnerkaution som betyder, at du som kautionist skal betale hvis hovedmanden ikke kan. Det forudsætter blot at gælden er forfalden, hvilken den hurtigt bliver, hvis ydelserne udebliver eller gælden på anden vis misligholdes. Investors muligheder at opsige gælden vil fremgå af gældsbrevet og dettes betingelser. Overfor investor hæfter du og dine kammerater solidarisk hvilket betyder, at investor kan kræve hele sit tilgodehavende betalt hos den eller de af kautionisterne som kan betale og overlade det til kautionisterne selv at fordele deres endelig tab indbyrdes.

    2. kautionisternes indbyrdes forhold
    En aftale mellem dig og dine kammerater om at hæftelse er symbolsk er investor uvedkommende og afholder ikke denne fra at kunne kræve at du betaler din kaution.

    Det er derfor IKKE korrekt, når dine såkaldte kammerater påstår, at du ikke vil brænde nallerne ved at hjælpe dem og at du vil kunne nyde en option på 5% hvis det går godt. Hvis du ikke er overbevist, kan du prøve at tilbyde investor at din kaution skal begrænses til f.eks. 100 kr. – hvad tror du svaret bliver?

    Hvis din kaution bliver effektiv, er din option værdiløs og dine ”kammeraters” virksomhed er sandsynligvis ophørt eller gået konkurs. Tror du at dine kammerater i denne situation kan eller vil kunne holde dig skadesløs for de beløb som du har betalt i henhold til din kaution, når de samtidig har mistet deres virksomhed og bliver afkrævet betaling af deres egne kautioner?

    Hold nallerne langt væk, det er trods alt bedre at miste et par dårlige og utroværdige kammerater end at sætte sin økonomiske velfærd over styr.

Viser 2 indlæg - 1 til 2 (af 2 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.