Hvorfor låne mere når man er i RKI?

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • AnonymForfatter
    Indlæg
  • #87443
    AnonymForfatter

    Jeg har set mange her, der vil låne penge, selvom de er i RKI og undrer mig.

    HVIS man skylder penge og er havnet i RKI og vil låne flere, så er risikoen for at få en uoverskuelig gæld stor. Hvis man ønsker at få styr på sin økonomi må det bedste råd være, at lære at leve for de penge man har. At låne flere penge gør jo kun problemet værre.

    Altså:

    1. Få styr på hvad du tjener. Kan du tjene mere?

    2. Få styr på omkostningerne. Er de nødvendige alle sammen? Værd hård. Vent med luksus til du har styr på gælden igen.

    3. Hvad siger bundlinjen? Hvor meget kan du betale?

    4. Få et overblik over hvad du skylder og hvad rentesatsen er. Kontakt kreditorerne og bed om en præcis opgørelse.

    a. Hvis de løbende renter er så store, at det er helt umuligt nogensinde at slippe ud af, så er en gældssanering mit bedste forslag.

    b. Er renterne store men ikke helt umulige, så planlæg hvordan du kommer videre. Her er nogle få ting vigtige at huske:

    * Den du skylder penge vil selvfølgelig gerne have pengene igen. Hvis du ikke kan betale alt, vil de have så meget som muligt.

    * Renter forældes efter 5 år.

    * Hvis du behandler dem pænt, er de lettere at snakke med.

    c. Gennemgå opgørelserne. Er der fx mere end 5 års renter eller andre fejl, så kontakt kreditorerne for at få det rettet. De gider formentlig ikke spilde advokatomkostninger på at slæbe dig i fogedretten på noget, de godt ved ikke holder alligevel.

    5. Eksempel: Du skylder i alt 250.000 kr. fordelt på 5 lån/steder + renter. Renten er 10 % og på 3 af gældsposterne har du ikke betalt renter i mere end 5 år. De 2 sidste er af nyere dato og du har betalt renterne. Renten udgør så 25.000 kr. pr. år eller lidt over 2.000 kr. pr. måned.

    Hvis du har 2.000 kr. du kan betale hver måned, så vil du aldrig slippe ud af din gæld hvis du betaler lige meget til hver. Hvad gør man så?

    Prøv at få en samlet ordning. Fortæl, at du gerne vil betale, men at du ikke kan. Vis dem budgettet og regnestykket, der viser, at dine renter er 25.000 kr. og du kun kan betale 24.000 kr. Fortæl dem, at du er villig til at betale hovedstolen over 125 måneder hvis de rentenulstiller gælden. Går de med på den, er gælden væk om 10 år.

    6. Hvis de ikke går med til en samlet ordning så ”glem” i første omgang de 3 steder, hvor du skylder mere end 5 års renter. Gælden bliver alligevel ikke større af, at du ikke betaler. Kontakt i stedet de 2 andre og fortæl, at du gerne vil betale, men at du ikke kan. Vis dem budgettet og regnestykket, der viser, at dine renter er 25.000 kr. og du kun kan betale 24.000 kr. Fortæl dem, at du er villig til at betale hovedstolen over 50 måneder hvis de rentenulstiller gælden.

    Går de med på den, er gælden væk om 4 år og hvis de fastholder kravet om 10 %, så kan du trods alt afdrage næsten 600 kr. de første måneder (tallet stiger jo efterhånden som du betaler gælden).

    Når gælden så er betalt skylder du ”kun” 150.000 kr. + renter. Så er det tid at snakke de 3 sidste. Vis dem budgettet og situationen og fortæl dem, at det vil tage meget lang tid at slippe af med gælden, og at du foreslår en ordning, hvor de stopper rentetilskrivningen og at du så afdrager hovedstol og påløbne renter.

    Hvis de ikke går med til det, så bed om en lavere rente. Hvis de ikke vil være med, så prøv om 1 eller 2 af kreditorerne vil være med og hvis de vil det, så fortæl den/dem, der ikke vil være med, at du så i stedet betaler hele afdraget til den/de, der godt vil være med. Ikke true, men fortæl det som det er, at du vil få mest ud af at betale til de andre (der betaler du jo af på hovedstolen, og at ”her” vokser gælden jo alligevel ikke, da du i forvejen skylder 5 års renter).

    7. Det er klart, at det er sjovest at betale til de kreditorer, der er med på ordningen. Så en mulighed er selvfølgelig også at betale ”den umulige” til sidst. Det er bare dyrt, hvis det er en af dem, hvor du ikke allerede skylder mere end 5 års renter.

    8. Har du mulighed for at låne penge, kan du i flere tilfælde indgå en ordning med især kortselskaber, hvor du betaler fx halvdelen af gælden på en gang (og resten slettes). Så det er også værd at overveje. Men brug nu for din egen skyld kun nye lån til at betale gammel gæld og kun hvis du enten får en lavere rente på det nye lån, eller hvis du får et stort afslag på den gamle gæld.

    Held og lykke

    #108818
    AnonymForfatter

    Hej Michael.

    Tak for denne gennemgang og dine forslag til at blive gældfri. Istedet for at det hele drejer sig om, at låne flere penge til at få gælden til at vokse yderligere, så få nogle konkrete redskaber til at arbejde for få nedbragt gælden. Jeg arbejder som sagt indenfor det offentlige og sidder med så mange mennesker, der slet ikke kender regler og konsekvenser for deres økonomi. Jeg kan iøvrigt anbefale bogen: Råd til at leve af Lisbeth Nebelong. Ligesom i dit indlæg giver hun vejledning til at få overblik og indgå aftaler med kreditorer. Samtidig på en humoristisk beskriver hun, hvorledes hun selv var dybt forgældet og fik vendt skuden. I dag er økonomisk godt stillet, men har stor forståelse for vigtigheden af, at forblive gældfri.

    Så til jer der er i økonomiske vanskeligheder – lån bogen på biblioteket eller læs den på læsesalen – den giver inspiration til at få taget ansvar for økonomien ,uden at det behøver være surt hele tiden.

    Der er mange henvisninger og gode informationer omkring samarbejdspartnere.

    #108820
    AnonymForfatter

    Michael A >> Der er adskillige situationer der gør at ubetalte renter ikke er forældede efter 5 år. En tur i fogedretten naturligvis. Et ‘frivilligt forlig’ Men også hvis ham der skylder penge selv har accepteret at han skylder pengene – fx bare ved at bede om henstand med betalingen.

    Men ellers tak for din gennemgang.

    #108822
    AnonymForfatter

    >> henrikkrebs Tak for præciseringen.

    “En tur i fogedretten naturligvis." Efter mine oplysninger er der blandt jurister tvivl om dette. Jeg ved ikke hvad højesteret ville sige. Men heldigvis er der jo en ny forældelseslov undervejs, som forhåbentlig er mere præcis end de nugældende regler.

    “Et ‘frivilligt forlig'" Ja – enig!

    “Men også hvis ham der skylder penge selv har accepteret at han skylder pengene – fx bare ved at bede om henstand med betalingen." Den er jeg ikke sikker på (men jeg er heldigvis heller ikke dommer). Jeg vil da tro, at “erklæringen" med ønsket om henstand skal være ret præcis med hensyn til at anerkende renterne. En formulering som fx “Jeg kan ikke betale nu. Kan jeg ikke vente 2 måneder?" kan jeg ikke forestille mig er nok.

    #108976
    AnonymForfatter

    jeg er heller ikke sikker på at en forespørgsel om henstand vil kunne benyttes som fundament.

    men altså… inkassofirmaerne ved jo godt at renterne forælder hvis de ikke gør noget så deres forretningsgang hedder:

    1. send frivilligt forlig

    2. modtages det ikke retur – indkald til fogedretten

    alle omkostninger tillægges gælden og de skal nok få deres fundament.

    #109074
    AnonymForfatter

    Set fra debitor:
    Så som skyldner kan du lige så godt acceptere det frivillige forlig, hvis du ellers har planer om at betale på et tidspunkt. På den måde slipper du for omkostningerne.

    Set fra kreditor:
    Men man skal også huske, at dem der i første omgang betaler fogeden: Det er kreditor. Så hvis debitor er dybt forgældet, så er det bare at smide gode penge efter dårlige at sende debitor til fogedretten.

    #109082
    AnonymForfatter

    Kreditor har forlængst betalt både skat og sikkert osse moms af den ydelse debitor måske ikke har en jordisk chance for at betale.
    Kommer fogedretten til samme resultat, så kan kreditor problemfrit afskrive beløbene og få dem ’tilbage’ i moms og skat.

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.