Webbaseret bank

Viser 12 indlæg - 1 til 12 (af 12 i alt)
  • AnonymForfatter
    Indlæg
  • #91640
    AnonymForfatter

    Hej Mybanker-forum

    Jeg er blevet træt af min bank, Nordea, hvor jeg har været kunde lige siden handelsskolen (er 26 nu). Jeg har nydt godt af deres check-in pakke, og ville i princippet kunne gøre det indtil jeg er 28.

    MEN nu har de så pr. 1/1 valgt at stramme gebyrskuen på kontanthævninger i fremmede bankers automater (fra kr 0 til 5 pr gang), hvilket jeg benytter mig meget af. Tilmed kører de kassekredit på 8%, hvilket måske er lige i overkanten. Endvidere købte jeg nogle SAS-aktier for lang tid siden som en del af et internt væddemål – og de har endt med næsten at koste mere, end de var værd dengang, grundet diverse gebyrer for fremsendelse af fuldstændig ligegyldig dokumentation pr snailmail. Jeg har en meget low-key økonomi, bruger hverken bankrådgiver, har ingen lån, undgår gerne fancy design, dyre reklamer og smarte sælgere (læs: der skal skæres helt ind til benet i bankforretningen; bruger et visakort og en kassekredit).

    Jeg skal nu skifte bank – gerne til en webbaseret bank, da de ikke tager gebyr for kontanthævninger i fremmede bankers automater. Hvad er mine alternativer?

    – Det gamle Skandiabanken, nu EIK Bank. 0 kr på alt, what so ever. Er lige blevet overtaget af Finansiel Stabilitet. Hvad betyder det for konkurrencedygtigheden på sigt? Renten på kassekredit ligger på 7,8% – vil den blive i det leje? (set i relation til renteudsving generelt: Kommer jeg til at betale ekstraordinært mere for at staten tager over, set i forhold til andre banker?)

    – Basisbank. Koster 300 kr/året – har nok en 60 hævninger om året (5 kr/hævning). Det er gratis så længe jeg er studerende (2 år tilbage). Skarp kassekreditrente 6,6 %, (Studieliv)

    – Andre? Bedre?

    Jeg kunne vælge basisbank (virker oplagt) men så skal jeg skifte igen om 2 år – hvordan ser det ud for min kreditrating den dag jeg skal ud at låne penge til “noget seriøst"?

    Jeg svinger mellem 0 og 5k på kassekredit, arbejder i min fritid og har intet SU-lån (endnu) – så vil ikke betragte mig selv som en dårlig kunde. Har bunden opsparing i en anden bank, da Nordea ej heller kunne være med på et godt tilbud der.

    Ser frem til input – Takker!

    Vh,
    Jesper

    #164594
    Per TorpForfatter

    Salling bank er et bud. Hvis du selv kan styre dine bank ting via nettet kan du her få en privat online konto, der giver 0,5% i rente for de første 25.000. Der er ingen gebyrer for at hæve i automater – som du efterlyser.

    #164614
    AnonymForfatter

    Hvad skal man med kontanter i dag, i vores “næsten" pengeløse samfund ?

    Og hvis du endelig skal bruge kontanter så kan du hæve dem i en af Mærsk’s mange butikker rundt omkring i landet (Føtex, Netto og Bilk) en af Coops mange butikker (Kvickly, Fakta eller Brugsen) ?

    Derudover så ligger der et Nordeafilial på næsten hvert et gadehjørne!

    Så Mr. hvad med at lægge dit “bankforbrug" lidt om, og lade være med at kontanthæve i fremmede bankers automater. Trenden går for alle banker i retning af at kommer til at koste 5 kr at hæve i andre bankers automater.

    Nordea Bank, Eik Bank osv. betaler 5 kr. til andre banker, hvergang du stikker dit hævekort i disse automater. Hvorfor i al verden skulle de ikke sende gebyret videre til dig ???

    Og som du selv siger er dit engagement minimalt, hvilket vil sige at profitabiliteten af dig som kunde er minimal. Banken får ikke dækket omkostningen ind for alle dine kontanthævninger!

    #164620
    AnonymForfatter

    Hej Per

    Tak for input.

    Synes dog kassekreditrenten er en smule høj (og stiftelsesomkostningerne ligeså (400 kr)) hos Salling. Det kan være de er med på et godt tilbud, men har jo ikke den stærke forhandlingsposition hvad det angår.

    Kan du evt. forklare (og her er det måske mig, der har misset noget) hvorfor de skriver “Du skal kun betale renter af det beløb, du trækker på kreditten, og disse renter betaler du løbende." og så har de gradueret rentesatsen for kassekreditten i %-udnyttelsesintervaller? (her: https://www.sallingbank.dk/Files/Billeder/filer/Priser/Prisbog_Udlaan.pdf)

    Vh,
    Jesper

    #164622
    AnonymForfatter

    @ General Prier:

    Tak for introduktionen til store spillere på det danske dagligvaremarked og deres respektive ejermænd (her vil jeg nok sige, at Føtex, Netto, Bilka er ejet af Dansk Supermarked, der så igen er en Mærsk-enhed).

    Jeg er stor fortaler for et pengeløst samfund (jeg går f.eks. ikke med pung, og har kun plastickort på mig), men når PBS/Nets vælger at holde spillere ude af Dankort-ordningen ved at kræve skyhøje priser for at blive koblet til systemet, er det klart at kontanter stadig er et nødvendigt onde for mindre forretningsdrivende og foreninger.

    Jeg er modstander af konceptet om, at jeg på generel plan skal betale for at få adgang til mine penge. Som bank burde man være i stand til at leve af den rentemargin man har indlån vs. udlån, og den bredere portefølje af investeringsmuligheder de har adgang til. Gebyrer er i mine øjne blot til for at mindske volatiliteten på disse forretninger og skabe en fast indtjening.

    Hvis de i dag fakturerer hinanden 5 kr hver gang man stikker et fremmed kort i en automat, kan det umuligt være mit problem, når de engang har været 0 kr. Gebyret er så åbenbart blevet accepteret af en masse kunder, der har valgt at samtykke ved at tie – og det må så være forskellen på du og jeg.

    Så Mr., den pegen-fingre-retorik med at “de gør det, så gør jeg også" er simpelthen for lav og børnehave-agtig. Det kan jeg ikke bruge som argument for at tilade en bank at indføre et gebyr og tvinge mig til at ændre bankforbrugsmønster.

    Vh,
    Jesper

    #164624
    AnonymForfatter

    Bankerne har altid skulle betale 5 Kr på kundens vejene. Det er der intet nyt i. Nogle har dog tidligere valgt at sluge denne omkostning selv som en konkurrence parameter. Men de har stadig betalt den for dig. Jeg er nu enig med Generalen i at det sundeste er at bankens forbrug bliver betalt af dem der reelt benytter ydelsen, i stedet for at omkostningen bliver dækket ind af andre produkter (og dermed andre kunder).

    På samme måde leder du jo netop også selv efter en webbaseret bank. Det er vel selvfølgeligt fordi at du forståeligt nok *ikke* vil betale for de gigantiske filialnet som er tilrådig for hr. og fru Hansen, som godt kan lide at komme ind med deres check om formiddagen og få sig en sludder med den søde bankdame. Den slags koster banken penge, og derfor synes jeg at det er helt rimeligt at der bliver lagt gebyrer på denne type handlinger, i stedet for at de sluger omkostningen og så tager højere renter på produkter som ikke har noget med den anden ydelse at gøre.

    p.s. Ud fra dine tal ville jeg nok være mere bekymret over stiftelsesgebyrer ved et nyt lån, end at spare 1% på renten af et lille beløb. Jeg ville kun skifte hvis du kan få oprettet en kassekredit helt gebyrfrit. 8% i rente er slet ikke så dårligt på et blankolån/kassekredit uden sikkerhed.

    #164626
    AnonymForfatter

    Mr. småfornærmede fornærmede freerider!

    Hvis bankerne ikke må tage gebyr for den transaktionsomkostning, der vitterligt forbundet med kundeforholdet, og dit ind- og udlån samtidig ligger stort set på nul, så er der jo ingen marginal at tage af. I så fald har banken ikke noget dækningsbidrag til at inddække de faste omkostninger med!

    Det er muligt den marginale omkostning ved en hæveautomattransaktion er lig nul, men det er de faste omkostninger ved at etablere og vedligeholde hævefaciliteten bestemt ikke! Derfor er det kun rimeligt, at bankerne smider kapacitetsomkostningen videre til der trækker på kapaciteten, nemlig dig.

    Med dine fornærmede indlæg er du dybest set ud i en forskruet argumentation om, at de gode kunder, der har væsentlige banklån eller indlån i banken skal betale for urentable kudners kapacitetsudnyttelse, og det holder simpelthen ikke!

    Men okay, med dine tydeligt ubegavede indlæg, så forventer jeg ikke, at du vil evne at begribe de grundlæggende profit og konkurrenceforholdene i pengeinstitutsektoren.

    #164630
    Per TorpForfatter

    Kasse krediten fungerer så vidt jeg kan se på normale vilkår for den slags lån. Det mere tekniske må du spørge banken om – det kan de bedre forklare.

    Eik bank er ikke noget godt valg, da det ikke er til at vide hvem banken bliver solgt til og hvilke vilkår der kommer til at gælde.

    Det har været fremme i medierne at ejeren af Basisbank har økonomiske problemer, så den ville jeg også fravælge.

    #164634
    AnonymForfatter

    Hej Per

    Tak for inputtene til Eik Bank og Basisbank, og tak fordi du (ingen nævnt, ingen glemt) holder dig til mit oprindelige indlæg.

    Jeg forsøger at skyde Salling en mail en af dagene, og se, hvad de siger til det. Ellers vil jeg gå i tænkeboks mht Eik – jeg kan jo bare smutte igen, hvis jeg ikke kan li’ lugten i bageriet når den nye ejer melder sig på banen.

    Sig endelig til, hvis du falder over andre.

    Vh,
    Jesper

    #164638
    AnonymForfatter

    Basisbank er også hårdt pressede, og mit gæt er, at banken inden vi er helt ude af finanskrisen også er overgået til Finansielstabilitet.

    #164642
    AnonymForfatter

    @ Jesper (14) , General Prier:

    Jeg kan godt forstå jeres argumentation. Jeg er på sin vis også enig: Den, der bruger en service, skal også betale for den. Kollektiv afstraffelse har aldig været vejen frem. Jeg vil så tillade mig at sætte spørgsmåltegn ved om gebyret tilsvarer den omkostning, der er forbundet med hævningen (incl kapacitetsomkostning), og om de banker, der råder over store filial- og automatnetværk, kunne tænkes at være ophavsmændene til gebyret – og om disse lukrerer lige rigeligt på deres konkurrencefordel. Det ændrer vel ikke på det faktum at gebyret er opfundet for at få de respektive bankers kunder til at agere efter et bestemt mønster (at få dem til at hæve i egne automater).

    Når det er sagt, så er dråben i bægeret for mig at Nordea vælger at gå fra “den frække dreng i klassen" (hvis de nogensinde har været det) til at hoppe med på nu også den gebyrvogn. De indskrænker mine muligheder for at få fat i mine penge i forhold til tidligere – uagtet om andre banker har gjort det i evighder eller ej. Jeg er vel i bund og grund interesseret i at minimere mine egne omkostninger, og ikke bankens/de øvrige kunders. Dermed tager jeg vel udgangspunkt i, hvordan jeg får det billigst mulige produkt – og det sker vel for alle over en bred kam, der hvor man nu engang handler? Hvis du får tilbudt 200 kr i rabat på et dækskifte, så siger du vel også ja tak, velvidende at Hr. Hansen på den anden side af vejen får pålagt 200 kr for et olieskift på selvsamme værksted? Det må være devisen om gynger og karuseller – eller tager jeg fejl?

    Så på bankens papir skal urentable kunders kapacitetsudnyttelse vel ikke finansieres af gode kunder, mens jeg på mit papir kan være fløjtende ligeglad, sålænge der er aktører i markedet, der tilbyder 0 kr i gebyr – Freerider eller ej, men det må være sådan markedet virker?

    @ General Prier: Hvilket svar havde du selv forventet af et ukonstruktivt indlæg som dit? Du forholder dig slet ikke til mit oprindelige indlæg, ignorerer mine spørgsmål og foreslår sågar at jeg ændrer forbrugsmønster (hvis jeg var villig til det, så havde jeg tænkt mig om en ekstra gang, inden jeg skrev det oprindelige indlæg). Du formår sågar og gøre det i en sjældent set nonchalant tone. Men tak for de pæne ord omkring mine evner – ikke lige det, jeg vil associere med sober tone – men alligevel. En oprigtig tak skal der dog lyde for input på Basisbank.

    Vh,
    Jesper

    #164644
    AnonymForfatter

    Jeg vil nu ikke være så bange for Eik bank, salget af internetbanken skulle være lige på trapperne, man er, efter de seneste oplysninger, helt inde i bankens kundegrundlag af udvalgte interessenter, så jeg er fortrøstningsfuld om et salg, vi kan være tilfredse med.
    Jeg har faktisk været kunde lige fra starten, men begræder også de ting Eik bank har lavet.
    Dengang den hed DIN BANK var sloganet “IKKE FOR ALLE OG ERHVERV" – skulle måske nu ændres til “IKKE FOR ALLE OG ENHVER"

    Hvor resten af banken bliver af er ikke interessant for os netbank brugere.
    Eik bank fysisk forbliver i Finansiel Stabilitet, det er kun netbanken, man er interesseret i, for der er de gode kunder.

    Jeg håber, jeg får ret, det har altid været en god bank, når man er selvbetjent og dermed minimum af gebyrer.

Viser 12 indlæg - 1 til 12 (af 12 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.