Banker i krise?

Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 36 i alt)
  • AnonymForfatter
    Indlæg
  • #89836
    AnonymForfatter

    Totalt afsindigt, men helt korrekt, kan bankers problemer kun måles ved deres klienters formuetab.
    Vi har reelt ingen viden om, hvad banker foretager sig, og hvad det er for en slgs produkter, de skruer sammen.
    Er problemerne overstået? Er krisen slut eller ved at slutte. Min personlige tro er, at den er ved sin absolutte begyndelse.

    Dette, at grundlaget for at forstå hvad der foregår, er helt uden for mennskelig rækkevidde, og absolut ingen synes at ville råde bod på denne misere, foranlediger at man skal holde sig fra disse institutioner i videst muigt omfang.
    Et moderne samfund kræver fungerende banker eller vi har en økonomisk katastrofe på halsen.

    Alle burde være rædselsslagne.

    #138186
    AnonymForfatter

    Det er afgjort en interesant problemstilling, men i og med det er dig der rejser debatten og qua mængden af forskruede indlæg du allerede har skrevet, vil jeg afstå fra at gå ind i en seriøs debat med dig.

    Mange af dine synspunkter og konspiratoriske argumenter er simpelthen så langt ude, at de beretter til indlæggelse på rødt papir.

    Hvordan var et nu med valget i USA (under dit alias Neptun)? Nåe jo: Bush ville kuppe præsidentvalget og udråbe USA til en diktaturstat.

    #138210
    AnonymForfatter

    Hvori min forskruethed består, har jeg ssvært ved at se, og jeg taler ikke om konspiration, men om kendsgerninger ingen vil tage stilling til, ej heller GeneralPrier, formentlig fordi han er en vaskeægte kujon, som nægter at se sandheden i øjnene. fordi han formentlig er bankansat.

    Jeg er ikke Neptun for god ordens skyld.

    #138212
    AnonymForfatter

    Nu forudsagde du da bare til en start, at Bush ville kuppe valget i USA.

    Sammenfaldet mellem profilen Neptun og det her anvendte profilnavn er ved flere lejligheder blevet bekræftet.

    Og helt ærligt, når man kan komme med så tåbelige udtalelser, så er jeg intet grundlag for at begynde en ellers interessant debat med dig!

    #138216
    AnonymForfatter

    Aldrig optrådt med pseudonym som dig General Prier og slet ikke som Neptun.

    Siden du fremturer, så må du være både fræk og dum. Har du mere end folkeskole som baggrund?

    #138282
    AnonymForfatter

    Økonom: Bankredning vil mislykkes
    Af MATTIAS GRØNDAL

    Offentliggjort 17.04.09 kl. 14:54

    Folkene bag forsøget på at redde den amerikanske banksektor er enten korrupte eller inkompetente, buldrer nobelprisvindende topøkonom.

    Joseph Stiglitz. Foto: AP/Virginia Mayo
    TV-indslag
    Buffett: Økonomi i frit fald
    Sådan overlever dine penge krisen
    Se alle >>
    Relaterede artikler
    IMF: Krisen bliver lang og hård
    Overraskende overskud i Citigroup
    Fed.chef: Lehman-konkurs forværrede finanskrisen
    Se alle >>
    Opinion
    Ordet er dit: Mærker du finanskrisen?Man kan ikke just beskylde nobelprisvinder og tidligere cheføkonom for Verdensbanken Joseph Stiglitz for at være svag i spyttet.

    I en øresønderdøvende kritik af den amerikanske regerings forsøg på at redde den amerikanske banksektor, langer han både ud efter de forskellige elementer i redningen og personerne bag.

    Overordnet beskylder han ifølge nyhedsbureauet Bloomberg indsatsen for at være designet til at hjælpe bankerne på Wall Street fremfor at skabe et levedygtigt finansielt system.

    “Alle elementer (i redningen, red.), som de har præsenteret indtil nu, er svage, og der mangler adskillige elementer," siger Joseph Stiglitz ifølge Bloomberg og siger direkte om folkene bag, at de “enten er i lommen på bankerne eller inkompetente".

    Redningspakke ikke stor nok
    Først og fremmest fremfører han, at de godt 700 mia. dollars i den såkaldte Troubled Asset Relief Program (TARP) langt fra er nok til at rekapitalisere banksektoren, og at Barack Obama-administrationen mere eller mindre har undladt at forholde sig til det problem.

    Han angriber især Public-Private Investment Program (PPIP) – et særligt program som ligger under regi af TARP, og som har til formål at genskabe markedet for en del af nødlidende aktiver i storbankerne, som det seneste lange stykke tid har fungeret som en kæmpemæssig prop i de globale kreditmarkeder.

    Stiglitz hævder, at PPIP udelukkende kommer aktionærerne og obligationsejerne i de berørte banker til gode, mens skatteyderne betaler gildet – og de nødlidende aktiver vil fortsat ligge som gift i bankerne.

    Svingdør mellem regering og Wall Street
    Nobelprisvinderen er bekymret for de nære bånd mellem Wall Street og flere af de ledende skikkelser i Obama administration.

    Han nævner blandt andet én af Obamas øverste økonomiske rådgivere, chef for National Economic Council Director Lawrence Summers, der umiddelbart op til sin udnævnelse bestred en stilling i topledelsen af hedgefonden D.E. Shaw & Co.

    Også finansminister Timothy Geithner er gammel Wall Street-mand, idet han tidligere var chef for den magtfulde lokalafdeling af den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve, i New York.

    “USA har haft en svingdør. Folk går fra Wall Street til finansministeriet og tilbage igen. Selv hvis der ikke skulle være tale om “noget for noget", så er det ikke det, det handler om. Det handler om tankegangen," lyder det fra Joseph Stiglitz.

    Banker:

    Økonom: Bankredning vil mislykkes.

    #138284
    AnonymForfatter

    Spændende problemstilling du rejser. Jeg er selv foruroliget over, at man kan finde så mange nyudpegede embedsmænd i den amerikanske regering, som er dybt involveret og har personlige interesser i, at poste skatteydernes penge i nødlidende banker og Wall-Street. Ligesom renecohrt er jeg bange for, at dette kun er starten på et omfattende kollaps.

    Dog kan jeg dog fortælle dig, General Prier, at renecohrt og neptun101-102, eller hvad han nu kalder sig, ikke er én og samme person, og dette burde ikke afholde dig fra, at deltage i en spændende debat. Det er nu altid mere interessant, hvis man kan høre fra folk med forskelligartede meninger og argumenter.

    Med håbet om en god og sober debat.
    Aben

    #138286
    AnonymForfatter

    Nu er Joseph Stieglitz tilhænger af en aktiv stat til bekæmpelse af markeds"fejl" uden at han vil ind på at begrænse staten. Det er problematisk.

    Jeg tror ikke man skal dæmonisere Wall Street. Problemet ligger i at den amerikanske centralbank har sat en lav rente og på den måde opfordret til massive lån.

    Samtidig har den amerikanske regering tvunget banker til at låne ud til dårlige betalere.

    Stieglitz mener ikke at bailoutpakken er stor nok: det er noget pjat. Der skulle aldrig have været en bailout. Bankerne skulle få lov til at gå konkurs og de sunde dele solgt fra.

    Skatteyderne betaler allerede nok til krig, spionprogrammer og tortur. Der er ingen grund til belønne inkompetente banker og korrupte lovgivere.

    #138290
    AnonymForfatter

    Hovedproblemet er troværdige penge, og ingen vil beskæftige sig med det. Det er et tab- uemne.

    Tvangsløsningen efter den totale kollabs er genindførslen af guldstandarden.

    #138292
    AnonymForfatter

    Der mener jeg ReneCorht har helt ret – en ædelmetalfod ville fikse mange af problemerne.

    Men lur mig om ikke løsningen ender med at blive et eller andet SDR valuta system med imaginære penge igen. CO2 skatterne vil ende med at gå til den samme verdensinstitution som kontrollerer valutaen.
    Den verdensvaluta vil holde nogle år før der vil blive digtet et nyt fiat money system. Jeg kan ikke se en guldfod eller lignende før der kommer et folkekrav om det og folk flest fralægger sig ansvar ved at vælge nogle politikere som ikke vil tage den beslutning fordi det vil hindre dem i at bruge penge de ikke har!!!!

    #138298
    AnonymForfatter

    Det er simpelthen noget forfærdeligt vrøvl.

    Vi har set det masser af gange i masser af lande, også Danmark. Her eneste gang man forsøger at binde valutaen op på ædelmetaller (typisk guld eller sølv) er det endt i en dramatisk sprængning.

    Der er ingen grund til at gentage fortidens fiaskoer.

    #138300
    AnonymForfatter

    OK – men er det ikke gået galt hver gang fordi der er blevet brugt for mange penge? Dvs når der har været krig eller andre uroligheder?

    Hvad er alternativet? At fortsætte som vi gør nu ser ikke specielt attraktivt ud?

    Vi var på en de facto guldfod fra 1944 (Bretton Woods aftalen) frem til Nixon lukkede guld vinduet i 1971.
    Mig bekendt blev dollaren bundet til guld i den periode og resten af verden brugte dollars som reserve valuta.

    USA brugte for mange penge på Korea og Vietnam krigene og måtte lukke guld vinduet da, primært franskmændene, byttede deres dollars for guld. USAs guld reserver faldt fra ca 20000 tons i 50’erne til ca 8500 tons i begyndelsen af 70’erne.

    Måske har jeg læst historiebøgerne forkert, men jeg mener stadig at en guldfod er mere ærlig end det nuværende system.

    #138322
    AnonymForfatter

    Et penge system bundet til guld, overlever kun indtil der igen fattes penge af en supermagt som f.eks. USA – Så er det igen enten krig eller gældsstiftelse med efterfølgende gældssanering.

    Så umiddelbart tror jeg ikke en guldmøntfod vil løse nogen problemer. Det grundlæggende problem er jo, at når krisen kradser tilpas meget, så respekteres reglerne jo ikke alligevel af stormagterne. Så det vil kun bevirke, at små og eller fattige lande, kan holdes i kort snor.

    Hvad er iøvrigt forskellen på en valuta bundet til guld og så en verdensvaluta? Teknisk set er det vel det samme.

    #138324
    AnonymForfatter

    Den nuværende krise viser vel, at problemet langt mere skyldes gearinger og uigennemsigttighed af det finansielle system.
    Denne uigennemsigtighed udnyttes selvfølgelig til det yderste, i jagten på hurtige penge, hvilket i sig selv heller ikke er noget problem, hvis ikke der så samtidigt var noget der der hed “Too big to fail".

    Så ultimativt handler det hele vel om politik og gennemsigttighed.

    #138356
    AnonymForfatter

    kære General Prier
    Har du en speciel ret til at afgøre hvad der er vrøvl på denne debat side ?
    Efter min opfattelse er Zeus da i sin gode ret til at mene at en guld standart er godt.
    Selveste Grenspan skrev et essay i 1966 hvor han roste guldstandarden, men det var jo også før han blev centralbankhef for FED.( se nedenstående )

    I dette essay, som er oversat af David B. Karsbøl, gennemgås sammenhængen mellem guldstandarden og statens evindelige ekspansion. Guldstandarden stod som en garant for ejendomsretten, og det var baggrunden mod statens antagonisme imod den.

    Af Alan Greenspan
    [Redaktionel note: Alan Greenspan argumenterer i dette essay bla. for et såkaldt fractional reserve system i bankvæsenet. Det kan diskuteres, som dette bør være lovligt i et libertariansk samfund. Se eksempelvis debatten under artiklen ”Guldfeber!” samt trådene ”Myten om guld I, II og III” i debatforummet.]

    Et forhold, som kan forene statstilhængere af alle farver, er en næsten hysterisk antagonisme over for guldstandarden. Det lader til, at de forstår – måske mere klart og subtilt end mange tilhængere af laissez faire – at guld og økonomisk frihed er uadskillelige, at guldstandarden er et af laissez faires instrumenter, og at den ene kræver den anden.

    For at forstå kilden til deres antagonisme er det nødvendigt at forstå guldets specifikke rolle i et frit samfund.

    Penge er den fælles målestok for alle økonomiske transaktioner. Det er dette gode, der tjener til at fungere som et betalingsmiddel, som er universelt accepteret af alle deltagere i en økonomi som betaling for deres goder og services og kan derfor blive anvendt som standard for markedsværdi og som et middel til lagring af velstand, dvs. til opsparing.

    Eksistensen af en sådan råvare er en forudsætning for arbejdsdelingen i økonomien. Hvis mennesket ikke havde en sådan råvare af objektiv værdi, som var generelt accepteret som penge, ville de være tvunget til primitiv byttehandel eller til at leve på selvforsynende landbrug og gå glip af de uvurderlige fordele ved specialisering. Hvis mennesket ikke havde noget middel til lagring af velstand, dvs. til opsparing, ville hverken langsigtet planlægning eller handel være mulig.

    Det er ikke vilkårligt bestemt, hvilket betalingsmiddel der er acceptabelt for deltagerne i en økonomi. For det første bør midlet være varigt. I et fattigt, primitivt samfund kunne hvede være tilstrækkeligt varigt til at tjene som betalingsmiddel, idet alle handler ville forekomme i forbindelse med eller umiddelbart efter høsten, hvilket ikke ville efterlade noget værdioverskud at opbevare. Men hvor overvejelser om lagring af værdi er vigtige, som de er i rigere, mere civiliserede samfund, må betalingsmidlet være et varigt gode, sædvanligvis et metal. Et metal er generelt valgt, fordi det er homogent og deleligt: enhver enhed er den samme som alle andre, og den kan blive blandet og formet i et hvilket som helst kvantum. Ædelsten er for eksempel hverken homogene eller delelige. Endnu vigtigere; den valgte råvare må være et luksusgode. Menneskets efterspørgsel efter luksusgoder er uendelig, hvorfor de altid vil være efterspurgt og acceptable. Hvede er et luksusgode i hungrende civilisationer, men ikke i et blomstrende samfund. Cigaretter vil normalt ikke kunne anvendes som betalingsmidler, men det gjorde de i efterkrigstidens Europa, hvor de blev betragtet som en luksus. Begrebet ”luksusgode” indebærer knaphed og en høj enhedsværdi. Ved at have en høj enhedsværdi er de nemme at transportere; en ounce guld er eksempelvis det samme værd som et halvt ton jern.

    I de tidlige stadier af en pengeøkonomi kan adskillige betalingsmidler blive anvendt, idet en lang række af råvarer kunne opfylde ovenstående betingelser. Men en af råvarerne vil gradvist erstatte de øvrige ved at være mere acceptabel. Præferencerne for, hvilket gode man vil holde som lagring af værdi, vil skifte til den mest accepterede råvare, hvilket igen vil gøre den endnu mere acceptabel. Skiftet er fremadskridende, indtil denne råvare bliver det eneste betalingsmiddel. Anvendelsen af et enkelt betalingsmiddel er meget fordelagtigt af de samme årsager som gør en pengeøkonomi overlegen i forhold til en bytteøkonomi; det gør handel mulig i langt videre forstand.

    Hvorvidt det enkelte betalingsmiddel er guld, sølv, muslingeskaller, kvæg eller tobak afhænger af en given økonomis kontekst og udvikling. Faktisk har alle disse goder været anvendt som betalingsmidler på forskellige tidspunkter. Selv i vort århundrede [essayet er fra 1966, DBK] har to store råvarer, guld og sølv, været anvendt som betalingsmiddel, hvor guld blev den primært anvendte. Guld har en fordel frem for alle øvrige betalingsmidler, idet det har visse fysiske og funktionelle egenskaber samt fordi det er et relativt knapt gode. Siden begyndelsen af Første Verdenskrig har det stort set været den eneste målestok for betalingsmidler. Hvis alle goder og services skulle betales i guld, ville store betalinger være besværlige at gennemføre, og dette ville medvirke til at begrænse udbredelsen af samfundets arbejdsdeling og specialisering. Derfor er den logiske forlængelse af skabelsen af et betalingsmiddel udviklingen af et banksystem og kreditinstrumenter (banknoter og indskud), som agerer substitutter for, men er indløselige i, guld.

    Et frit banksystem baseret på guld er i stand til at udvide kreditten og derfor til at skabe banknoter (valuta) og indskud, som svarer til produktionskravene i økonomien. Individuelle ejere af guld har pga. betalingen af renter incitament til at indskyde deres guld i en bank (mod hvilke de kan udskrive checks). Men idet det sjældent er tilfældet, at alle kunder ønsker at trække deres guld ud på samme tid, behøver banken kun at beholde en andel af dens totale indskud i guld som reserver. Dette sætter banken i stand til at låne flere penge ud end værdien af det indskudte guld (hvilket betyder, at banken holder fordringer i guld frem for sikkerhed i guld for sine indskud). Men de samlede lån, banken kan foretage, er ikke arbitrært; den er nødt til at sammenholde lånenes størrelse med reserverne og investeringernes status.

    Når banker låner penge ud til at finansiere produktive og profitable foretagender, bliver lånene hurtigt tilbagebetalt, og bankkreditten vil fortsat være til rådighed. Men hvis virksomhederne, hvis aktiviteter banken har finansieret, er mindre profitable og langsomme til at tilbagebetale, vil bankerne hurtigt opleve, at deres udestående lån er for store i forhold til deres guldreserver, og den vil begynde at skære ned på ny långivning – som regel ved at kræve højere renter. Dette medvirker til at begrænse finansieringen af nye projekter og kræver, at de eksisterende låntagere forbedrer deres rentabilitet, inden de kan opnå yderligere kredit. Derfor står guldstandarden i et frit banksystem som garant for økonomiens stabile og bæredygtige vækst. Når guld af alle eller de fleste lande er accepteret som betalingsmiddel, vil en helt fri og ureguleret international guldstandard tjene til at understøtte en global arbejdsdeling og den bredest mulige internationale handel. Selv når enhederne for betalinger i de enkelte lande (dollaren, pundet, francen etc.) er forskellig fra land til land, vil landene fungere som ét, når disse betalingsenheder er defineret i bestemte vægte af guld, og når der ikke er nogen hindringer for kapitalbevægelser. Kredit, renten og priser er tilbøjelige til at følge samme mønster i alle lande. Hvis banker i et land eksempelvis er tilbøjelige til at udvide kreditten for meget, vil renten i det pågældende land falde, hvilket vil give guldejere incitament til i stedet at indskyde deres guld i lande med banker, som betaler højere renter. Dette vil øjeblikkeligt medføre en mangel på bankreserver i det ekspansive (”easy money”) land, hvilket medfører strammere kreditbetingelser og en tilbagevenden til kompetitivt højere renter igen.

    Et fuldstændigt frit banksystem og helt konsistent guldstandard har endnu ikke eksisteret. Men før Første Verdenskrig var banksystemet i USA (og i det meste af verden) baseret på guld, og selvom stater fra tid til anden intervenerede, var banksektoren mere fri end kontrolleret. Somme tider havde banker som et resultat af for stor kreditekspansion udlånt til den øvre grænse af deres guldreserver, hvorfor renten steg drastisk, ny kredit var afskåret, og økonomien gik ind i en streng, men kort recession. (Sammenlignet med depressionerne i 1920 og 1933 var de i særdeleshed milde.) Det var begrænsede guldreserver, der stoppede den ubalancerede ekspansion af forretningsaktivitet, før de kunne udvikle sig til katastrofer, som man har set det efter Første Verdenskrig. Justeringsperioderne var korte, og økonomierne reetablerede hurtigt en sund basis for en videre udvikling.

    Men helbredelsesprocessen var forvekslet med sygdommen: hvis en knaphed på bankreserver var årsagen til forringede vilkår for forretningslivet – argumenterede økonomiske interventionister – hvorfor så ikke finde en måde, hvorpå man kunne tilvejebringe reserver til bankerne, så de aldrig løb tør! Hvis banker kan fortsætte med at låne penge i det uendelige – blev det hævdet – behøvede man aldrig mere at få en recession. Herefter blev The Federal Reserve [den amerikanske centralbank, DBK] etableret i 1913. Banken bestod af 12 regionale føderale reservebanker, som nominelt ejedes af private banker, men den blev de facto understøttet, sponsoreret og kontrolleret af staten. Kreditekspansionen fra disse banker har i praksis (men ikke i juridisk forstand) sikkerhed i den føderale stats beskatningsmagt. Teknisk set forblev vi på en guldstandard; individer havde stadig friheden til at eje guld, og guld fortsatte med at blive anvendt som bankreserver. Men nu kunne man udover guld anvende kredit, som var skabt af de føderale reservebanker (paper reserves), som lovligt betalingsmiddel [legal tender, DBK] til at betale indskydere.

    Da økonomien i 1927 undergik en mild kontraktion, skabte The Federal Reserve flere papirreserver i håbet om at kunne imødegå en mulig mangel på bankkredit. Mere katastrofalt var dog The Federal Reserves forsøg på at hjælpe Storbritannien, som var ved at miste guldreserver til os, fordi Bank of England nægtede at lade renten stige, som markedet dikterede (det var politisk utiltalende). Myndighedernes ræsonnement var, som følger: Hvis The Federal Reserve pumpede store mængder papirreserver ud i de amerikanske banker, ville renten i USA falde til et niveau, som var sammenligneligt med niveauet i Storbritannien.; Dette ville medvirke til at stoppe drænet på Storbritanniens guldreserver og forhindre den politiske ydmygelse, det ville være at skulle hæve renten. Det lykkedes for ”The Fed”; gulddrænet blev stoppet, men verdens økonomier blev næsten ødelagt i processen. Den overskydende kredit, som The Fed pumpede ud i økonomien, flød ind i aktiemarkedet og igangsatte et fantastisk, spekulativt boom. Senere forsøgte de ansatte i The Fed at suge denne kredit op igen, og det lykkedes for dem at stoppe boomet. Men det var for sent; I 1929 var de spekulative ubalancer blevet så overvældende, at forsøget fremskyndede en drastisk kontraktion og en deraf følgende demoralisering af moralen i forretningslivet. Som et resultat kollapsede den amerikanske økonomi. Storbritannien gik det endnu værre, og i stedet for at imødegå virkningerne af dets tidligere fejltagelser, forlod Storbritannien helt guldstandarden i 1931 og vred de sidste rester af tillid i stykker samt medvirkede til at skabe en verdensomspændende serie af bankkollapser. Verdensøkonomien faldt ned i den store depression i 1930’erne.

    Med en tidligere generations udgangspunkt argumenterede statstilhængere for, at det hovedsageligt var guldstandarden, som var skyld i kreditkrisen, som ledte til den store depression. Hvis guldstandarden ikke havde eksisteret – argumenterede de – ville Storbritanniens afvisning om at betale deres guldforpligtelser i 1931 ikke have resulteret i bankkriser overalt i verden. (Det er ironisk, at vi siden 1913 ikke havde været på en guldstandard, men på noget, som kunne kaldes en ”blandet guldstandard”.) Men oppositionen imod guldstandarden – fra et stigende antal velfærdsstatstilhængere – var foranlediget af en meget skarpsindig indsigt; Realiseringen af guldstandarden var uforenelig med kronisk underskudsbudgettering (velfærdsstatens særkende). Renset for dens akademiske jargon er velfærdsstaten intet andet end en mekanisme, ved hvilken staten konfiskerer de produktive medlemmer af samfundets resurser for at understøtte et bredt velfærdsprogram. En væsentlig del af konfiskationen er foranstaltet gennem beskatning. Men tilhængerne af velfærdsstaten var hurtige til at indse, at hvis de ønskede at beholde og styrke den politiske magt, skulle beskatningsgraden nødvendigvis være begrænset, og de blev nødt til at ty til programmer finansieret gennem massiv underskudsbudgettering – dvs., at de blev nødt til at låne penge ved i stort omfang at udstede statsobligationer for at finansiere velfærdsudgifterne.

    Under en guldstandard er mængden af kredit, som en økonomi kan understøtte, afgjort af økonomiens materielle (tangible) aktiver, idet ethvert kreditderivat i sidste ende er en fordring på et materielt gode. Men statsobligationer har ikke sikkerhed i fysiske goder – kun gennem statens løfte om at betale gennem fremtidig beskatning – og kan kun vanskeligt blive absorberet af de finansielle markeder. En stor mængde af nye statsobligationer kan alene blive solgt til offentligheden ved en stadigt stigende rente. Derfor er statslig underskudsbudgettering under en guldstandard kraftigt begrænset. Afviklingen af guldstandarden gjorde det muligt for velfærdsstatstilhængerne at anvende banksystemet til en ubegrænset udvidelse af kreditten. De har skabt papirreserver i form af statsobligationer, som – gennem en kompleks serie af trin – er blevet accepteret af banker i stedet for materielle aktiver og behandlet, som om de var faktiske indskud – dvs. ækvivalent til, hvad der tidligere var indskud i guld. Ejeren af en statsobligation eller et bankindskud skabt af papirreserver tror, at han har en retmæssig fordring med sikkerhed i et materielt aktiv. Men det er et faktum, at der nu er flere fordringer end aktiver. Loven om udbud og efterspørgsel kan ikke omgås. Som udbuddet af penge (af fordringer) stiger relativt til udbuddet af materielle aktiver, vil priserne på et tidspunkt stige. Derfor vil fortjenesten, som er tjent af produktive medlemmer af samfundet miste værdi målt i varer. Når økonomiens bogføring ajourføres, viser det sig, at dette tab svarer til mængden af varer, som er blevet efterspurgt af staten til velfærdsprogrammer og til andre formål med det provenu, som salget af statsobligationer gennem kreditekspansionen har afstedkommet.

    Under fraværet af en guldstandard er der ingen mulighed for at beskytte opsparingen fra konfiskationen gennem inflation. Der er ikke nogen sikker opbevaring af værdi. Hvis der var, ville staten blive nødt til at kriminalisere dets anvendelse, som det blev gjort med guld [af Franklin D. Roosevelt, DBK]. Hvis alle eksempelvis besluttede sig for at konvertere deres bankindskud til sølv eller kobber eller et andet gode og derefter afviste at modtage betalinger i checks som betaling for goder, ville bankindskud miste deres købekraft, og statsligt skabt kredit ville blive værdiløse som fordringer på goder. Velfærdsstatens finansielle politik fordrer, at velfærdsejere ikke har nogen mulighed for at beskytte sig selv.

    Dette er den beskidte hemmelighed bag velfærdsstatstilhængernes tirader imod guld. Underskudsbudgettering er ganske enkelt organiseret konfiskation af velstand. Guld står i vejen for denne lumske proces. Guldet står som beskytter af ejendomsretten. Hvis man forstår dette, er det ikke noget problem at forstå statstilhængernes antagonisme imod guldstandarden.

    Oversat af David B. Karsbøl, 2003
    Courtesy http://www.321gold.com

    han blev centralbankchef, han har aldrig undsagt dette essay.

Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 36 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.