Det kan blive til gavn for forbrugerne, når medierne sætter fokus på den manglende konkurrencen blandt i pengeinstitutterne.

Programmer som Kontant og Basta har enorm indflydelse. Det er derfor rigtig godt, når en journalist fra DR1 vil sætte fokus på de gebyrer, pengeinstitutterne beregner sig for at overføre en konto eller et helt engagement til et andet pengeinstitut.

Nogle pengeinstitutter – især de store – beregner sig ikke, eller måske et mindre gebyr, for at overføre konti til andre pengeinstitutter. Anderledes ser det ud med hensyn til værdipapirer, hvor de fleste pengeinstitutter beregner sig et gebyr på ofte 150 til 200 kroner pr. fondskode og maksimalt 600 til 800 kroner for et helt depot. Dette indebærer bl.a., at hvis du har forhandlet dig til at handle værdipapirerne i et andet pengeinstitut til billigere eller ingen kurtage, kan det ofte ikke betale sig at udnytte sådanne tilbud, da du skal betale 150 til 200 kroner for at få flyttet værdipapiret. Mange opgiver derfor at overføre værdipapiret og handler det gennem det pengeinstitut, der ikke er konkurrencedygtigt.

Gebyret hæmmer konkurrencen, og det er en urimelig overpris, som kunden ingen indflydelse har på. Det tager ikke en uddannet kontormedarbejder 5 minutter at overføre et helt depot, så det er mange penge, pengeinstitutterne tjener på disse gebyrer.

Selvom pengeinstitutterne påstår, at der er stor konkurrence, og de er trætte af kritik og politikkernes indblanding (tænk blot på sagen om Dankort gebyrerne), så har jeg aldrig hørt pengeinstitutterne takke staten, når den subsidierer branchen med mange milliarder. Dette sker fx på pensionsopsparingsområdet. Når en topskatteyder indbetaler 100 kroner på en ratepension, kommer de 60 kroner fra staten. Pengeinstituttet har således 60 kroner fra staten, som det tjener mange penge på at forvalte og investere i oftest mange år.

Skal der være reelt indhold i talen om fri konkurrence mellem pengeinstitutterne, må målet være, at det skal være lige så let at skifte pengeinstitut, som det er at gå ud af en Irma butik for at købe en billigere og/eller bedre vare i Brugsen.

I disse dage skyder de danske borgere masser af penge ind for at redde grådige og letsindige pengeinstitutter. Det kan der være mange gode grunde til, men med den fremherskende angst fra politikerne for at et pengeinstitut går konkurs, forhindres også en fri konkurrence: Samfundet har dermed valgt, at pengeinstitutter skal have en fortrinsstilling fra andre virksomheder, da en fri konkurrence indebærer, at pengeinstitutter kan gå konkurs.

Da den frie konkurrence således synes umulig at gennemføre i pengeinstitutterne, vil det være urimeligt, hvis borgerne skal fortsætte med at være malkekøer for en branche, der er førende i lønninger og personalegoder. Vi kan med god grund benytte lejligheden til at forlange, at der sker nogle ændringer, så pengeinstitutterne kommer ned fra piedestalen, og driver forretningerne i størst mulig konkurrence, men som det ser ud for tiden desværre nok ikke i lighed med andre detailbutikker.

Kravet fra politikere og borgere bør som minimum være:

# Ingen gebyrer til det afgivende pengeinstitut, når der skiftes til andet pengeinstitut.

# Kontonumre skal kunne videreføres i nyt pengeinstitut. Dette kan på nuværende tidspunkt lade sig gøre, når pengeinstitutter fusionerer, så en lignende løsning kan laves for hele branchen, fx via PBS.

# Mulighed for at vælge neutrale betalingskort, checkhæfter o.l., der kan videreføres i nyt pengeinstitut.

# Afgivende pengeinstitut har ansvaret for at sende alle betalingsaftaler til nyt pengeinstitut – ikke blot PBS betalinger, mens også stående ordrer.

# Der må ikke tilknyttes andre produkter til et produkt, så kundens stilling forringes ved overførsel til andet pengeinstitut, fx forsikringer, der tilknyttes pensionsopsparing.

# Overførsel skal ske fra dag til dag. Dog kan visse produkter som puljepension kræve en opsigelse. Sker overførsel ikke fra dag til dag, skal afgivende pengeinstitut betale et gebyr til kunden på et bestemt beløb pr. dag, der overskrides, plus eventuelle andre tab som følge af en forsinket overførsel. Som det er nu, spekuleres der i at udskyde overførsel længst muligt med henvisning til personalemangel.

# Standardiserede kontrakter og forretningsbetingelser, så det kun er et fåtal af afvigelser, der bliver præsenteret for kunden fra det nye pengeinstitut. Dette vil tillige give kunden et godt overblik over bedre og forringede vilkår i det nye pengeinstitut.

# Til sidst og ikke mindst, så skal pengeinstitutternes udlånsprodukter deklareres. Jeg tror, at den største hurdle for en ordentlig konkurrence i pengeinstitutterne er kundernes frygt for ikke at kunne låne. Mange tror – oftest fejlagtigt – at de er bedre stillet, hvis de har været kunde i pengeinstituttet i mange år.

En deklarering skal forstås på den måde, at pengeinstituttet skal beskrive betingelserne for at yde lånet og til hvilken pris. Det kan fx være lån til bolig, hvor pengeinstituttet beskriver sine betingelser for at yde lånet, fx at kundens egenkapital og indkomst skal være af en vis størrelse, og hvilke krav der er til sikkerhed. Opfylder kunden betingelserne, er pengeinstituttet forpligtet til at yde lånet, uanset om kunden er rødhåret eller ikke fedter for rådgiveren.

Jeg sendte en e-mail for mange år siden til Finansrådet, Bendt Bendtsen, Forbrugerrådet og Konkurrencestyrelsen. Forbrugerrådet meddelte, at de ikke kunne blande sig i, hvordan selvstændige virksomheder drives. Konkurrencerådet oplyste, at de ikke kunne indgå i konkrete forhold, men en stor undersøgelse af konkurrencen i pengeinstitutterne var under forberedelse. Jeg hørte aldring fra Finansrådet og Bendt Bendtsen.

Derfor hilser jeg ethvert tiltag fra journalister og andre, der sætter fokus på emner, der fremmer konkurrencen i pengeinstitutterne, særdeles velkomment.

Husk, at du som forbruger har den største indflydelse på, at der sker ændringer.

Erik K. Møller. Finansskolen.dk