Nyt om konvertering af realkreditlån – December 2017

udgivet: 12. december 2017
, sidst redigeret: 30. april 2018
Nyt om konvertering af realkreditlån – December 2017
I denne artikel er der fokus på, hvordan man kan spare op til flere hundrede kroner om måneden ved at omlægge realkreditlånet. Derudover diskuterer vi, hvorfor man skal overveje at skifte til et F5 lån, hvis man har et Flexlån.

 

Nyt om konvertering af realkreditlån – December 2017

 

Har du et fastforrentet realkreditlån med en rente på eller over 3 procent, bør du overveje at omlægge lånet ved terminen den 31. marts 2018. Det vil kræve, at du opsiger lånet til indfrielse til kurs 100 senest den 31. januar 2018.

 

Har du et fastforrentet lån, hvor løbetiden er 22-23 år eller mindre, bør du få et tilbud på omlægning -  også selvom din rente er under 3 procent.

 

Spar 600 om måneden på omlægning

2 procent obligationer handles primo december til kurs 99,53 og var dermed tæt på den laveste rente nogensinde. Med et lån på 2 millioner og 20.000 kroner afsat til omkostninger vil du kunne spare 921 kroner om måneden før - og 592 kroner efter - skat ved at skifte et 3 procent lån ud med et 2 procent lån. Besparelsen forudsætter, at man betaler samme bidrag på det nye lån som på det gamle.

 

Til gengæld giver konverteringen af et 2,5 procent lån til et 2 procent kun en ”lille” besparelse på 389 kr. før skat, men det er selvfølgelig altid en god idé at få en beregning hos dit realkreditinstitut eller bank.

 

Overvej ved samme lejlighed at få en vurdering af din bolig. Er boligen steget i værdi, opnår du et lavere bidrag.

 

Realkreditinstitutterne har desuden netop åbnet mulighed for at få 30-årige lån med afdrag i 1,5% obligationer. Det vil give en lidt større besparelse end med 2,0% obligationer, men hvis renten er uændret og man indfrier lånet om f.eks. 10 år vil kurstabet betyde at 2,0% obligationer samlet er billigst.

 

For 30-årige lån uden afdrag gælder tilsvarende overvejelser.

 

 

Overvej to realkreditlån

Afdragsfrihed på realkreditlån er blevet dyrt - specielt for den del af lånet, der er placeret over 60 procent af ejendommens værdi. Det kan derfor være en ide at overveje at få to realkreditlån, hvis du ønsker afdragsfrihed.

 

 

Tre gode grunde til at omlægge fastforrentede lån

1. Lavere rente.

2. Lavere bidrag ved en højere vurdering af huset/lejligheden.

3. Opdeling til to realkreditlån, hvis du har eller ønsker afdragsfrihed.

 

 

Få konkrete tilbud på dit realkreditlån her.

 

Yderligere besparelser for lån med kortere løbetid

Selv om du måtte have et fastforrentet realkreditlån med en kortere løbetid end 30 år og/eller ikke ønsker at omlægge til nye lån med 30 års løbetid, kan det stadig være interessant for dig at omlægge dine lån.

 

Et 3 procent-lån med 20 års restløbetid vil således blive 1.282 kroner billigere pr. måned, hvis det blev omlagt til et 1,5 procent lån, der også har 20 års løbetid.

 

Hvis du har et 3 procent lån med knap 24 års løbetid, kan det omlægges til et nyt lån med 20 års løbetid med cirka samme ydelse. På den måde skærer du mere end 3 år af løbetiden uden, at det koster ekstra.

 

Har du et 2 procent lån med 10 års løbetid og en restgæld på 1 million kroner, kan du spare 427 kroner om måneden ved at omlægge til et 0,5 procent lån.

 

 

Så meget kostede fastrentelån primo december

For fastforrentede lån er renten lavere, jo kortere løbetiden er:

30 års løbetid med fast rente og afdrag kostede den 12/12-17 – 2,02 procent

20 års løbetid med fast rente og afdrag kostede den 12/12-17 – 1,54 procent

15 års løbetid med fast rente og afdrag kostede den 12/12-17 – 1,09 procent

10 års løbetid med fast rente og afdrag kostede den 12/12-17 – 0,61 procent

 

 

Få en boligvurdering og opnå lavere bidrag

Med de seneste års stigende ejendomspriser er det værd at medtage muligheden for lavere bidrag i overvejelserne omkring eventuel omlægning af realkreditlån.

 

Hvis du samtidig med en omlægning kan få din bolig vurderet højere, kan du opnå et lavere bidrag og dermed få en endnu større besparelse.

 

 

Flexlån: Lås dine lave omkostninger i fem år

Hvis du har et Flexlån, som skal refinansieres den 1. april 2018, er der ligeledes en varselsfrist, hvis du ønsker at indfri, skifte profil eller skifte mellem afdrag og afdragsfrihed.

 

For F1, F2, F3 og F4 lån kan det være værd at overveje at skifte til et F5. Dels fordi alle andre realkreditinstitutter end BRF har højere bidragssatser på F1-F4, dels fordi kursskæring vejer tungere på F1–F4, og dels fordi det giver sikkerhed for en rente tæt på 0 procent i de næste 5 år.

 

 

F5 giver ikke lav rente – men lavt bidrag

Hvis du har Flexlån, er der ikke så meget at komme efter på renten. Flexlån er inkonvertible, det vil sige, at obligationen ikke kan blive udtrukket før tid altså, at udtrækningerne og afdragene kun kan ske efter den oprindeligt fastlagte afdragsplan. Udsving i renten afspejler sig derfor i kursen på de underliggende obligationer og dermed i prisen på indfrielse. Derfor er det ikke muligt at konvertere Flexlån og opnå lavere rente.

 

Ved refinansiering er det derimod vigtigt at overveje, om du har det rigtige Flexlån. Bidraget, som realkreditinstituttet opkræver, er afhængigt af, hvilken type Flexlån du har, og om det er med eller uden afdrag.

 

F1, F2, F3 og F4 lån er i nogle realkreditinstitutter blevet så dyre i bidrag, at du næsten uden merpris kan få et F5 lån. Forskellen i renten betales populært sagt af et mindre bidrag. Det betyder, at du kan låse renten i fem år på omkring 0,05 procent, og det vil kun koste lidt mere end et F3 lån, selv om renten her er -0,30 procent.

 

 

Tre gode grunde til at omlægge Flexlån

1. Ændre fra F1 eller F3 til F5 på grund af forhøjede bidrag på F1 og F3.

2. Lavere bidrag ved en højere vurdering af huset/lejligheden.

3. Opdele til to realkreditlån, hvis du har eller ønsker afdragsfrihed.

 

 Indhent tilbud på realkreditlån her.

 

sidst redigeret: 30. april 2018