Gratis lån kan koste dyrt – Regulering er nødvendigt

Rente- og gebyrfri lån har set en enorm stigning i Danmark de seneste år, og i dag er det de færreste online webshops, der ikke tilbyder gratis afbetalingsløsninger/lån. Men disse finansieringsløsninger er ikke underlagt samme krav om kreditværdighedsvurderinger, som lån med renter. ”Vi gjorde op med dyre forbrugslån i sommeren 2020, nu er vi på vej ned ad samme sti,” mener Marlene Nørgaard, administrerende direktør i Mybanker.

I princippet er rente- og gebyrfrie lån en glimrende ide. For nogle forbrugere kan det være nødvendigt at benytte sig af disse gratis afbetalingsløsninger, f.eks. hvis opvaskemaskinen skal udskiftes, men det kan også lokke forbrugere ud i overforbrug. ”Derfor vil et forbud heller ikke være den optimale løsning. Vi skal ikke tage muligheden for forbrugeren, men sikre forbrugeren mod gældsspiraler,” mener Marlene Nørgaard.

Hvis forbrugeren tilbagebetaler beløbet, som aftalt, kan et gratis lån være en god løsning. Men hvis forbrugeren glemmer eller ikke kan betale pengene tilbage, kan et gratis lån hurtigt blive dyrt.

For selvom forbrugeren bliver lovet et rente- og gebyrfrit lån, slipper man ikke for at skulle betale renter og rykkergebyrer, hvis man ikke tilbagebetaler lånet som aftalt. Man kan altså ende med at stå med en gæld, man ikke kan betale.

Næsten firdobling af gæld på blot 37 dage

Mybanker har undersøgt en online afbetalingsløsning via en online slikhandel – på blot 37 dage kan forbrugere gå fra at låne 104 kr. til at stå med en gæld på 404 kr. Blander man slik for 104 kr., og vælger en afbetalingsløsning, kan man dele sin betaling op over 10 måneder (13,90 kr. om måneden) uden renter og gebyrer – man skal blot betale til tiden. Lånet kan virke tilforladeligt, men kan man ikke betale, kan ens gæld hurtigt løbe løbsk.

”Disse lån er tiltænkt folk, der ikke har særlig mange penge, og de kan ofte ikke betale lånet tilbage,” siger Marlene Nørgaard.

Den undersøgte afbetalingsløsning har første rykkergebyr på 100 kr. efter blot 7 dage og næste rykkergebyr efter 10 dage på samme beløb. Tredje rykkergebyr på 100 kr. kommer efter yderligere 10 dage. Herefter bliver sagen videresendt til inkasso, hvor man yderligere skal betale gebyrer.

Uanset at lånet er gratis, kan det kan altså hurtigt blive en fornuftig forretningsmodel for disse firmaer, hvis en rimelig del af kunderne betaler for sent. Samtidig er inkassofirmaer ofte en integreret del af denne forretningsmodel, da der ofte er tæt samarbejde mellem kreditgivere og den/de inkassofirmaer, der arbejder med at opkræve gebyrer hos dem, der betaler for sent.

Manglende krav om kreditvurdering

”Det manglende krav om vurdering af kreditværdighed for gratis lån, gør det muligt for forbrugere at optage lån, som de i første omgang ikke kan betale,” siger Marlene Nørgaard. Der er ingen krav om kreditvurdering for denne type lån, hvilket betyder man i princippet tilbyder lån til nogen som ikke burde have det til at starte med. ”Der er simpelthen et tydeligt hul i lovgivningen. Uanset om der udstedes et lån, gratis eller ej, skal der være krav om en kreditværdighedsvurdering,” forsætter Marlene Nørgaard. Den politiske debat er allerede godt i gang, og flere partier vil have undersøgt omfanget af disse gratis finansieringsløsninger.