I hvor mange år og måneder får/ fik du indeksudbetalinger?
-
lisgramForfatter04-11-2025 15:17
Indlæg -
4. november 2025 kl. 15:17 #404737
lisgramForfatter04-11-2025 15:17
Man kunne tegne pristalsregulerede alderdomsforsikringer og alderdomsopsparinger fra april 1957 til november 1971, og formålet med ordningen var at indføre konjunktursikrede alderdomsforsikringer/opsparinger.
De aftalte udbetalingsperioder bliver altid overholdt i forsikringsselskaberne. De ældste som oprettede en indeksaftale i et pengeinstitut, fik udbetalt høje ydelser i længere tid end aftalt, men siden 2019 har mange af de yngre i ordningen oplevet, at udbetalingerne pludselig ophører, fordi den aftalte udbetalingsperiode er blevet afkortet med flere år.
De sidste i ordningen startede deres udbetalingsperiode i 2020. Det kunne være interessant at høre, hvad både yngre og ældre pensionister har fået ud af deres indeksopsparing.
Hvis du vil dele dine erfaringer, bedes du oplyse:
· Det sidste pengeinstituts navn
· Om grundrenten var 3 1/2 % (før 1966) eller 4 ¼ % (fra og med 1966)
· Hvilket år og evt. måned den første ydelse blev udbetalt
· Antal år for den aftalte udbetalingsperiode
Hvis dine udbetalinger er ophørt, bedes du desuden oplyse:
· Antal år og måneder for den faktiske udbetalingsperiode
Og ellers, hvis du stadig får udbetalt ydelser, bedes du oplyse:
· Om hvor mange måneder indekskontoen er tømt. Det beregner du ved at dividere indekskontoens saldo med det beløb, der hver måned bliver udbetalt fra indekskontoen
· Du bedes beregne hvilket år og måned du vil få din sidste udbetaling
· Du bedes beregne antal år og måneder for den faktiske udbetalingsperiode
Mine egne oplysninger:
· Mit sidste pengeinstitut var Nordea
· Grundrenten var 4 ¼ %
· Min udbetalingsperiode startede 1. maj 2012
· Den aftalte udbetalingsperiode var 15 år
· Udbetalingsperioden blev afkortet til 10 år og 0 måneder
Grundrenten benyttes både ved beregning af de årlige indskud på indekskontoen og ved beregning af udbetalinger. Der står i indeksaftalen at indekskontoen skal forrentes med højeste indlånsrente og en overrente, og både indeksaftalen og hovedreglerne forudsætter, at forrentningen altid er højere eller lig grundrenten.
Alligevel greb myndighederne ikke ind, da pengeinstitutterne på et tidspunkt begyndte at forrente indekskonti med almindelig indlånsrente i stedet for højeste indlånsrente plus en overrente.
De ældste kontohavere startede udbetalingerne før 1994, og bankernes gennemsnitlige almindelige indlånsrenter var langt højere end grundrenten i hele indbetalingsperioden. Se link.
Opsparingerne er siden 1994 blevet udhulet, fordi den almindelig indlånsrente har været lavere end 4 ¼ %, og gennem årene har den været faldende. I 2021 var den almindelige indlånsrente faldet til -0,2 %, og dengang forrentede Nordea min indekskonto med 0,05 %.
Det er urimeligt, at de yngste i ordningen, som har indbetalt mellem 40 og 49 år til ordningen, går glip af flere hundrede tusinder, fordi opsparingerne siden 1994 er blevet udhulet.
Inden jeg startede med at få indeksudbetalinger i 2012, bad Nordea mig vælge mellem normal og variabel grundrente. Jeg valgte variabel grundrente, fordi de skrev, at det så ville være muligt tilnærmelsesvis at fastholde den aftalte udbetalingsperiode.
Pga. de seneste mange års lave forrentning, var min opsparing for lille, og Nordea vidste inden start på udbetalingsperioden, at perioden ville blive afkortet, fordi egenudbetalingen hver måned skulle forhøjes til et minimumsbeløb. Uanset hvad jeg havde valgt, skulle egenudbetalingen hver måned i hele udbetalingsperioden forhøjes til samme minimumsbeløb. Derfor burde Nordea i stedet, inden start på udbetalingsperioden, have givet besked om, at perioden ville blive afkortet med flere år.
I alle årene viste Pensionsinfo.dk, at jeg ville få pension fra Nordea indtil maj 2027, og indtil april 2022 troede jeg, at alt gik som aftalt. Da mine udbetalinger pludselig ophørte i 2022 efter kun 10 år, vidste jeg ikke hvorfor de ophørte Jeg fik udbetalt min sidste ydelse i april 2022, og først den 8. april 2022 fik jeg en meddelelse om at hele opsparingen var udbetalt, og at jeg 1. maj ville få udbetalt kontoens restbeløb på 128,81 kr.
I de første år, da summen af de beregnede egenudbetalinger plus indekstillæg blev mindre end den pristalsregulerede ydelse, udbetalte pengeinstitutterne kun den beregnede ydelse, og således kunne de aftalte udbetalingsperioder overholdes.
Men i 2011 pålagde Finansministeriet pengeinstitutterne, at de skulle forhøje egenudbetalingerne, så de nåede op på minimumsbeløbet. Derved blev den periode, hvor staten udbetaler indekstillæg gjort kortere, og dermed bliver der udbetalt mindre i indekstillæg i alt. NB: Hvis jeg havde fået min indeksopsparing udbetalt over 15 år, ville jeg have fået udbetalt ca. 128.000 kr. i indekstillæg de sidste 5 år.
En kvinde, der startede med at få indeksudbetalinger i 2019, fik afkortet den aftalte udbetalingsperiode fra 10 år til 4 ½ år. I 2023 sagsøgte hun Danske Bank i Højesteret for at få erstatning for de manglende udbetalinger. Både Højesteret og Østre Landsret frifandt Danske Bank. Østre Landsret dømte hende til at betale 55.000 kr. i sagsomkostninger til Danske Bank. Link til sagen i Højesteret
NB: Hun fik udbetalt ca. 78.250 i indekstillæg på 4 ½ år, og hun ville have fået udbetalt ca. 123.400 kr. i indekstillæg de sidste 5 ½ år.
Hvert år pristalsreguleres ydelserne og indekstillæg. Man kan slå årets pristalsregulerede ydelse samt indekstillæg op på Udbetaling Danmarks hjemmeside om indekskontrakter. Se link
Den pristalsregulerede ydelse er for angivne år pr. indekskontrakt, og det er en minimumsydelse. Der slås op i tabellen efter årets månedlige indekstillæg pr. kontrakt med oprettelsesår og fødselsår.
Hvis du får udbetalt minimumsydelser er den egenudbetaling, der hver måned bliver udbetalt fra indekskontoen, lig den pristalsregulerede ydelse minus indekstillæg, og det er samme beløb der bliver udbetalt fra indekskontoen i hele udbetalingsperioden.
Se evt. indlæg i debatten ”Aftalte udbetalingsperioder afkortes, fordi indekskontrakter misligholdes” på mybanker.dk.
-
ForfatterIndlæg
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.