Først et stort tillykke til dig :-). Og du har en dejlig holdning til at ville betale til dine kreditorer, da du har muligheden. Så jeg vil gerne kippe med flaget for dig :-).

Hvis jeg var dig, så ville jeg gå lidt på turné hos bankerne. Tag alle dine kontoudtog med og beviser på, at du har betalt. Tag også et budget med. Det handler om, at du kan vise, at du har styr på tingene. Nogen gange er der bankfolk i mellem, der godt kan se, at har en person betalt et megabeløb kontinuerligt over en længere periode, så vil de også være velvillige til at hjælpe. Og bankfolk ser også på, hvorfra gælden stammer. Det er ikke så slemt at være gået konkurs, som hvis det bare var et overforbrug. Man plejer at sige, at der aldrig lånes til “overforfaldne" regninger, da man bare kan kalkulere med dem. Men sådan ser det jo ikke ud for dig. Det er også sværere at låne 10-15.000 kr. i banken end 500.000 kr. Netop da folk selv bør kunne spare små beløb op.

Banker ser på betalingsevnen – for har man ikke den, så kan man have al den vilje, der i verden, men det får banken jo ikke noget ud af.

Det handler i bund og grund om at komme ud af RKI. Er du først kommet ud, så står stort set alle bankers arme åbne nok for dig. Så måske kommer du til – så længe du er i RKI – til at måske få en rente, der er lidt højere end ellers. Men når du så er ude af RKI, så kan du jo bare flytte lånet til en bank, der har en lavere rente. Og ofte er der ingen gebyrer hos modtagerbanken, når du overfører lånet, så du slipper for at betale oprettelsesgebyrer på ny. F.eks. har Spar Salling den regel.

Hvis du tilmed kan sige, at din samlever/kæreste vil samhæfte med dig på lånet, så tror jeg også, at du står bedre. Men det må jo bero på en aftale mellem din kæreste/samlever og dig. Men din kæreste/samlever hænger jo på gælden, hvis du ikke betaler. Så der er naturligvis en risiko for den pågældende. Men nogen gange, så må man “springe ud i det". Og står i for at skulle giftes, så vil I jo alligevel formentlig have fællesøkonomi, og så betaler din kæreste/samlever jo alligevel.

Måske – hvis du oplever afslag – at du kunne spørge om, hvor lang tid du skal betale XX kr. til dine kreditorer for at de vil se velvilligt på at give dig et lån til resten.

Og nej – jeg er ikke ansat i en bank. Det har jeg været for “100 år og en madpakke" siden, og jeg laver noget helt andet i dag.

Hvis du har sikkerhed (som er noget værd) – som banken kan få pant i – så står du næsten til et ja fluks og uden tøven. Måske du har forældre, der vil stille et ejerpantebrev til sikkerhed i deres ejerbolig for lånet? Der er ganske vist en regel om, at bankerne som sådan ikke gør dette, da et problem ikke skal tørres af på “3. mand". Men er det forældre, der stiller sikkerhed, så er holdningen en ganske anden. (Jeg har selv gjort det for mit barn).

Pøj pøj med det.

Mange venlige hilsner
Nuser