Gældsforvirret? Saml din klatgæld på et sted

Sidst redigéret: 08. december 2016
Gældsforvirret? Saml din klatgæld på et sted
Har du flere små lån og svært ved at overskue præcist hvad det egentlig koster dig? Så skulle du måske overveje at samle din smågæld i et lån. Det kan give mere ro i maven.

 

Har du flere forbrugslån, du går og betaler af på, og er du en lille smule forvirret over, hvor meget gæld du har, og om du nu rent faktisk også får betalt dine kreditorer til tiden? Så kan det måske være en løsning at kontakte banken og få samlet gælden i et forbrugslån. Husk også at undersøge dine muligheder andre steder end i din egen bank. 

 

”Der er fine muligheder for at få samlet sine lån. Vi oplever en del kunder, der kommer til os med klatgæld, som sparer penge ved at samle det hele til et lån – og mindst lige så vigtigt – også får ro i maven og et bedre overblik over deres gæld. For at få et lån hos os skal man  dog kunne leve op til de vilkår, vi stiller for en kreditvurdering i forhold til formue, gæld og rådighedsbeløb,  herunder fremtidsudsigterne i forhold til indtægt,” fortæller Brian Rasmussen, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

 

Hvilken type lån, man kan samle sin gæld i, afhænger af flere faktorer, fortæller Brian Rasmussen.

 

”Det kan være et forbrugslån eller lån i boligens friværdi. Hvis vi har fået stillet sikkerhed for lånet, er det nemmere for os at give en lavere rente på lånet.”

 

Du kan finde de billigste forbrugslån her.

 

Få styr på dokumenterne

Inden du kontakter banken er det altså vigtigt, at du får styr på, hvordan din økonomi ser ud.

 

”Du skal på forhånd danne dig et overblik over dine gældsposter. Find ud af hvilke beløb du skylder hvilke kreditorer. Dan dig samtidig et overblik over, hvilke lån du i forvejen betaler af på, og lav et privatbudget, som du kan fremvise i banken.”

 

For at komme i betragtning til et forbrugslån, skal banken blandt andet se din årsopgørelse samt lønsedler fra de seneste tre måneder. Derudover er det en god idé, hvis du lister dine øvrige aktiver op. Hvis du har en ejerbolig eller andelsbolig, som banken kan tage sikkerhed i, er der større sandsynlighed for, at du kan få en endnu lavere rente på dit forbrugslån.

 

Står du I RKI, skal du være opmærksom på, at det kan være meget vanskeligt at finde en bank, som vil samle din gæld i et lån.

 

”Som hovedregel kan man ikke komme i betragtning, hvis man står i RKI,” fortæller Brian Rasmussen, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

 

Sådan får du den bedste rente

Hvilken rente, man får på lånet, afhænger af en konkret vurdering.

 

”Det er svært at give et entydigt svar på, for det afhænger af, hvilke andre forretninger kunden har samlet hos os,” fortæller Brian Rasmussen.

 

Han råder til, at man tjekker ÅOP (årlige omkostninger i procent), renten på de lån man har nu, versus den rente man får tilbudt og andre omkostninger, inden man indgår låneaftalen.

 

I den seneste tid er konkurrencen om forbrugslån blevet skærpet - til fordel for forbrugerne. Det er blandt andet sket ved at en del nichebanker er trådt ind på markedet. Husk derfor at undersøge om det overhovedet er i banken, at du kan få det billigste lån til at samle dine forbrugslån. Du kan se hvad forbrugslån koster her.

 

Sidst redigéret: 08. december 2016
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?