#228874
morsdreng

De fleste spørgsmål du stiller og som du allerede stillede i formiddags er uden nogen som helst praktisk betydning.

Når du sælger en ejerlejlighed skal der naturligvis laves en købsaftale indeholdende handelens vilkår og betingelser, og det bør du også gøre selvom køberen er din søn. Har du styr på de dokumenter som køberen plejer at modtage i forbindelse med købet? På energimærke samt tilstandsrapport og el-rapport? Kan du selv udfærdige en korrekt købsaftale og berigtige handelen/ tinglyse skødet og lave refusionsop-gørelse? Hvis du ikke kan det, bør du snarest kontakte en advokat, for salg af fast ejendom og udfærdigelse af pante- eller gældsbrev er absolut ikke er for amatører.

Når man sælger en fast ejendom, kan sælgeren lade en del af salgssummen stå som et såkaldt sælgerpantebrev (som også er et gældsbrev) men som i modsætning til det gældsbrev du taler om, også har pant i ejerlejligheden. Et sådant pante- eller gældsbrev forrentes fra overtagelsesdagen, hvilket naturligvis også gælder selv om gældsbrevet er rentefrit. Har du styr på, hvordan du skal foreholde dig, hvis din søn afdrager gældsbrevet – evt. med det skattefrie beløb som du årligt må give ham?

Hvis du ikke får pant i lejligheden, kommer din søns kreditorer og hans evt. dødsbo i første række når ejerlejlighedens værdi skal fordeles, mens du som almindelig kreditor uden pant kommer i anden række og derfor måske slet intet får.

Når du sælger en ejerlejlighed for flere hundrede tusinde kroner er det dumt at spare ganske få tusinde kroner i advokatsalær, med risiko for, at det du selv har ”brokket sammen” ikke ”holder i byretten”.

Følg det råd du allerede har fået fra anden side – gå til advokat.