Det er lige præcist der nuancen ligger! Og som bekendt ligger djævelen i detaljen.

Hvis politikerne ville noget skulle de (da nøden var størst) have krævet aktier mod at gennemføre bankpakke I. Men det gjorde de som bekendt ikke, sikkert fordi man slet ikke havde modet til at skyde 200 mia. ind som aktieselskabskapital med den usikkerhed der herskede om krisens dybde og usikkerheden i forhold til exit.

Da man senere diskuterede bankpakke II og der var kommeret mere ro på ville man principielt gerne have en upside model, men bankerne var ikke pisket til at acceptere modellen. Det havde et reelt valg, fordi de, som alternativ til at hybridkapitalindskud kunne stramme udlånspolitikken. Og derfor var upside overhovedet ikke nogen realistisk mulighed på det tidspunkt man diskuterede den.

I et eller andet omfang synes jeg også at en gevinst på 11 mia. kr. på bankpakkerne er tilstrækkeligt. Staten bør ikke ligefrem tjene styrtende på at en sektor (uanset om det er konjunkturbestemt, selvforskyldt eller forårsaget af manglende regulering) er i dyb krise. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at den kyniske virkelighed er, at kunderne – og dermed skatteyderne selv – kommer til at samle regningen op i form af højere priser. Større fortjeneste på bankpakkerne kommer dermed i en eller anden forstand til at fungere som en ekstra skattebetaling.

Nu er tiden til at kigge fremad og sørge for vi ikke begår den samme fejl igen. Det vi skal sørge for, at SIFI-status ikke bliver gratis for Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank og Nykredit. I og med staterne kommer til at stå som direkte stødpude for disse banker, så skal vi også stille strengere krav til disse bankers risikotagning og polstring. Det er det, der er det fine ved Basel III.