Hvad stigningerne på realkreditlån angår, så er jeg for så vidt enig i at Nykredits og Realkredit Danmarks bidragsstigninger må tolereres. Dette skal ses i lyset af, at stigningerne for det første rammer relativt bredt og for det andet rammer alle kundegrupper på en måde, så der er direkte sammenhæng til risici og fundingomkostninger. Stigningerne kan begrundes i ændret lovgivning, hensynet til den finansielle stabilitet og nødvendig polstring.

Derudover er en bidragsmarginal på 0,7 – 1,2% afhængig af belåningsgrad og rentesikkerhed trods alt en så lille marginal, at det er ok. Men en yderligere fordobling fra det nuværende niveau vil være en ren pengemaskine og vil følgelig også være direkte ulovlig. En sådan stigning vil kunne omstødes af konkurrencemyndighederne fordi de vil være i direkte strid med de restriktioner, der af fusionsmyndighederne blev pålagt Danske Bank ved købet af Realkredit Danmark og Nykredit ved købet af totalkredit.

Så i og med vi er beskyttede af fusionslovgivningen, så tror jeg ikke vi skal være så bange for en bidragseksplotion på realkreditområdet. Realkreditinstituterne skal altid kunne begrunde bidragsstigningerne i reelle kapitalomkostninger. Ellers vil konkurrestyrelsen i yderste instans kræve fusionen omgjort.

Det bringer os tilbage til at ågerkritikken altovervejende bør rettes mod Danske Banks bankforretning, hvor 1/3 af bankkunderne står med hele regningen for systemfejlen i sektoren og de katastrofale investeringer i Irland.