Jeg forstår godt, at man kan føle utilfredshed, hvis en bank, her Danske Bank, undervejs strammer vilkårene for f.eks. et lån. Jeg forstår også godt, at man f.eks. ved en rente på 15% kan føle, at man bliver udnyttet. Men, men… glemmer man ikke udgangspunktet? Man er selv gået ind i en bank for at bede om et lån (alternativet er, at man har skaffet pengene selv), man skriver under på lånevilkårene, som normalt indebærer, at en bank kan hæve renten evt. endda opsige lånet. Naturligvis har man nogle ønsker og forventninger i den situation, hvor man optager lånet, men gør banken ikke blot det, som den er berettiget til? Min morale er, og undskyld hvis det kan lyde lidt gammeldags, er, at man aldrig må bringe sig i en situation, hvor man bliver afhængig af banken (eller af andre juridiske personer). Men hvis man gør det, skal man sikre sig juridisk. Som kunde i Danske Bank ser det for mig ud som om banken gør det samme som andre banker. Nogle steder er Danske Bank dyrere, andre steder billigere. Også her gælder det, at det er dyrt at være fattig. Den gamle erfaring gælder altså stadig. Men det er bestemt ikke det samme som at sige, at jeg ikke forstår frustrationen for dem, der f.eks. er blevet skilt og står med stor gæld. Til General Prier vil tilføje, at det kan være, at du i din situation har grund til at være utilfreds med Danske Bank, men dit budskab ville gå bedre igennem, hvis du undlod personlige angreb, som ikke har noget med sagen at gøre.