Ideen med særeje er for det første, at ægtefællen ikke får del i særejet i tilfælde af skilsmisse, og heller ikke arver særejet ved død – her går særejet direkte videre til arvinger, i dit tilfælde til dit barn. Men da umyndige børn ikke kan eje fast ejendom, vil overformynderiet kræve huset solgt og pengene indsat på en spærret konto indtil barnet bliver myndig.
Særejet skaber problemer for din ægtefælle. Hvis du dør i utide, bliver det fælles hjem solgt, og hun skal finde et nyt sted at leve med jeres barn – og her ville det være naturligt at rejse tilbage til lejligheden i Rusland. Hvis I bliver skilt, beholder du huset, hvor barnet selvfølgelig kan bo, men hvis hun gerne vil have barnet til at hos sig, skal hun skaffe et passende hjem i nærheden af jeres nuværende bolig, og den slags koster penge.
Så jeg forstår sådan set godt, hvorfor din ægtefælle samler penge sammen. Desværre er hun nok ikke opmærksom på, at du skal have halvdelen af hendes opsparede formue i tilfælde af skilsmisse, så set i det perspektiv er det lidt ligemeget, hvem der betaler udgifterne. Tilsvarende, hvis du dør først, overtager hun i første omgang den fælles rørlige formue (bortset fra huset) via uskiftet bo, og så er det jo ligemeget, om det er hende eller dig, der har sparet op.
I skylder hinanden at få snakket situationen igennem. Efter min mening ville det være rigtigst at ophæve begges særeje – det viser tillid og ønske om at fortsætte et liv sammen.