Ved at spørge en jurist med special i forsikringsjura.

Det har jeg fået gjort nu og svaret er som følger.

Hvis ordningen starter som en arbejdsgiver ordning, en indbetaling på en krone er nok, så er det i denne sammenhæng en arbejdsgiver ordning, selvom resten er selvbetalt. Tilsvarende hvis du først har indbetalt en krone og resten er betalt via arbejdsgiver, så er den oprettet som selvbetaler og der skal betales 60 % afgift. Men stort set ingen selskaber kan skelne mellem om den er oprettet som arbejdsgiverordning eller som selvbetaler, derfor antager de, at den er arbejdsgiveroprettet og betaler afgift derefter. Nogle selskaber tvangskonverterer livrenten (og eventuelt også ratepension via en overførsel til livrente først) til en sum og udbetaler denne, hvis den årlige udbetaling er under 9700. Dette var så forklaringen på, hvordan det foregår i praksis.

Selve bestemmelsen er lavet sådan for at undgå udnyttelse af reglen. Hvis man ikke havde undtagelsen, så kunne en 60 årig, der var i arbejde gå ned i Danica, Nordea etc. og indbetale f.eks. 80.000. Dette kunne trækkes fra i topskatten, som dengang var på ca. 62 % og så ville man dagen efter kunne hæve med en afgift på 40 %, dvs. man sparede ca. 22 % i skat.