#158782
Soleil

Hvis I agter at købe hus inden for de næste 1-2 år, er jeres penge allerede anbragt på den bedste måde. Hele verdens økonomiske situation, herunder Europas og Danmarks, er usikker, og det er lige så usikkert, hvordan kurserne (og renterne) vil udvikle sig i de kommende par år. I kan sagtens finde rådgivere, der siger køb dit og dat, invester her og der, og de har måske 50% mulighed for at få ret, og så tjener I penge. Men de har sandelig også mindst 50% mulighed for uret, og så taber I penge. Sådan er det lige nu, men sådan er det ikke altid. Der er perioder, for eksempel 2005 og 2006,hvor chancen for fremgang måtte vurderes til 90%, medens risikoen for tab måtte vurderes til 10%.

Men her midt i 2010 er den bedste anbefaling, I kan få, at I lader pengene stå på en konto til 3%, det er en god rente lige nu. Brug dem så til at købe et hus om et år eller to, det er ikke bare en fornuftig investering, det giver også gode vilkår for jer og for jeres eventuelle børn. En stor udbetaling kan bruges til at presse husprisen ned og vil jo samtidig medføre, at I ikke skal optage et særligt stort lån. Derved kommer I til at sidde som husejere uden særlige bekymringer – lad renten gå op eller ned, lad huspriser gå op eller ned, vi kan være lige glade, for vi har ikke noget særligt stort lån.