#158214
Anonym

Låntagers rettigheder afhænger af, hvilken type lån der er tale om, og hvilke vilkår lånene er optaget på. Er der f.eks. tale om et boliglån eller en kredit med variabel rente, hvor banken har ret til at ændre renten/marginalen kan det medføre markante ændringer.

F.eks. lavede Roskilde Bank betydelige rentestigninger på kreditter, der gik fra ca. 7% til 10% efter ca. 3 måneder og til 13% efter yderligere 3 måneder. Rentestigningen begrundede Roskilde Bank med, at Staten ikke må drive konkurrerende bankvirksomhed.

Hvis Amagerbanken overtages af Finansiel Stabilitet, og kunderne deles op i ”rød” og ”grøn” bank kan det være tilfældigheder, der afgør, om man havner i den ”røde” eller ”grønne” bank. Dette skyldes, at inddelingen sker efter overordnede kriterier, og den enkelte kundes økonomiske forhold ikke vurderes individuelt.

Er man først havnet i den ”røde” bank, kan det være meget vanskeligt at skifte til en anden bank, da man allerede er stemplet ”rød”. Kunder i Amagerbanken bør derfor overveje, om de skal finde en anden bank.