Økonomisk set er det en dårlig ide at have en opsparing samtidigt med at man har gæld, for gælden er dyr og opsparingen giver for det meste en ret ubetydelig renteindtægt. Der er altså meget økonomisk fornuft i at få bragt gælden ned.

Psykologisk set oplever jeg, at det at have en opsparing kan være med til at få startet en positiv spiral, også selv om det koster ekstra renter.

Jeg har prøvet den der med kun at have lønkonto plus forbrugslån. Jeg havde aldrig rigtigt nogen penge fordi eventuelt overskud gik til at afdrage gæld. Kammeraten spurgte om jeg ville med en uge i sommerhus ved vestkysten og så var jeg nødt til at ringe til min bank for at høre om jeg kunne få lov, det var enormt nedværdigende.

Oplevelsen fik mig til at starte en opsparing selv om jeg havde gæld. Det kostede mig nogle ekstra renter da opsparingen jo bestod af penge jeg kunne have brugt på at nedbringe gælden i stedet. Til gengæld var det enormt befriende at have nogle penge der var “mine", ikke noget med at skulle spørge om lov hvis jeg skulle bruge til et weekendophold eller tilsvarende “ufornuftigt". Der var også noget enormt fedt ved indimellem frivilligt at knalde 10.000 ekstra af på gælden fordi jeg ikke lige havde brug for pengene på opsparingen.

Psykologisk gik jeg fra at “skulle spørge om lov" til “det er mig der styrer det her" og jeg fortryder det ikke et sekund. Ja, det kostede ekstra i form af renter, men det åbnede mine øjne for at jeg kunne knække gælden og komme ud af det. Jeg havde ikke længere brug for at forhøje mit lån indimellem, jeg havde jo min opsparing, og efter nogle år kunne betale det sidste af mit lån ud og blive gældfri. De penge jeg afdragede på min gæld smider jeg nu oveni min opsparing, jeg var jo vant til at undvære pengene i det daglige. Idag har jeg en god solid opsparing, ingen gæld og jeg skal aldrig nogensinde have gæld igen.

..og ja, min bank er helt elektrisk for at tilbyde mig kassekredit, mastercard og alt muligt der muligvis kan få mig til at stifte gæld igen.