#117788
Anonym

Jeg har allerede skrevet til Eik-bank omkring gebyr for kontanthævninger i udlandet, og her følger uddrag af svar fra Finn Olsen (chef for operations) pr. mail den 4.12.2007:

“Den del vi gerne vil sørge for at informere om er gebyret for kontante hævninger på Visa-dankortet i udlandet. Ændringen her varsler vi med 6 måneders varsel, så alle har mulighed for at finde et alternativ. Du kan stadig bruge kortet som betalingsmiddel i udlandet da dette ikke er forbundet med gebyrer, gebyret er udelukkende på udenlandske kontante hævninger. Du kan altså også stadig hæve uden omkostninger i danske pengeautomater.

Grunden til, at vi indfører gebyret for kontante hævninger i udlandet på visa-dankort er, at vi i Eik Bank fortsat ønsker, at alle basale bankforretninger skal være gratis og at ingen kunder skal betale for, at andre kunder gratis får udført ekstra services.

Gebyret på de 30,- kr. kommer af en sektoraftale mellem de danske pengeinstitutter om opkrævning af gebyrer ved kontant hævninger. Tidligere har banken betalt dette gebyr for vores kunder, på samme måde som vi stadig betaler hver gang kunderne benytter deres kort til at hæve i danske pengeinstitutter.

Desværre har vi oplevet at nogle kunder har valgt at benytte os udelukkende til at have et Visa/Dankort på grund af de gratis udenlandske hævninger. Det betyder at vi for disse kunder har betalt for alle de hævninger der bliver lavet i udlandet. Der har derfor været tale om en betydeligt omkostning for banken."

Jeg finder det urimeligt at lade nogle få kunders uhensigtsmæssige adfærd omkring brug af visakort i udlandet være grund nok til at pålægge samtlige bankens kunder en omkostning. Med henvisning til bankens generelle politik med at lade omkostninger betale af de brugere, der benytter særlige faciliteter, burde banken i stedet pålægge disse omkostninger på de konkrete brugere. Det ville nok give en bedre opfattelse blandt flertallet af bankens kunder.
Imidlertid er der nok ikke meget at gøre end at acceptere gebyret, medmindre man kan finde et andet pengeinstitut, der ikke opkræver dette gebyr for kontanthævninger med visakort i udlandet, og som samtidig har så få gebyrer som tilfældet er med Eik Bank i øvrigt.
Jeg tvivler på, at et sådant pengeinstitut er at finde i Danmark.