Nyt om renter – efter Trump har vundet

Nyt om renter – efter Trump har vundet

Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg var ikke priset ind i de finansielle markeder.

I første omgang var reaktionen nervøsitet og faldende kurser – specielt for aktier indenfor transport, vedvarende energi og andre områder, der vil lide under et protektionistisk USA, der genstarter kulindustrien. Vestas er således faldet fra kurs 480 til kurs 426 siden onsdag morgen. Samtidig steg aktierne for f.eks. medicinalfirmaer, der måske slipper for den priskontrol, som demokraterne havde lagt op til.

Ingen ved endnu præcis, hvilke af alle de ting Trump har proklameret under valgkampen, der vil blive gennemført, men Trump har i løbet af valgkampen – blandt andet ved en tale i Gettysburg i oktober- annonceret, hvad han vil gennemføre/ændre de første 100 dage. En række af punkterne er de finansielle markeder begyndt at rette ind efter.

 

De lange renter stiger

Trump har talt meget om at genforhandle eller sløjfe en række handelsaftaler (punkt 4 og 5 på listen fra talen i Gettysburg), han har samtidig sagt, at der skal pålægges en told på varer fra f.eks. Mexico og Kina. En reduktion af den internationale handel og måske en decideret handelskrig vil alt andet lige presse priserne og dermed inflationen op. Der har derfor, siden Trump vandt, været en markant stigning i lange renter. Således er amerikanske 10-årige renter steget fra 1,73 procent umiddelbart efter Trumps sejr til nu 2,14 procent. Det er den største to-dages stigning i renten ”on record”.

Den danske 10-årige statsrente var i slutningen af september måned omkring 0 procent, mens den nu er 0,38 procent. Sidst renten var så høj, var i juni måned. Det er kun lange renter, der stiger, da forventningen er, at f.eks. en handelskrig på kort sigt kan udløse en mindre recession og dermed en udskydelse af centralbankernes rentehævninger.

 

Øget usikkerhed på grund af usikre meningsmålinger

En interessant ting ved Trumps sejr var, hvor meget meningsmålingsinstitutterne tog fejl. Institutterne fangede tydeligvis ikke, hvor stor tilslutningen til Trump reelt var. Hvis denne ”fejl” er generel, betyder det populært sagt, at man i andre meningsmålinger kan trække 3-4 procentpoint fra de traditionelle kandidater og lægge de samme 3-4 procentpoint til de mere nationalistiske kandidater. Hvis man gør det, er der straks meget mere usikkerhed om, hvem der bliver den næste præsident i Frankrig, og hvad udfaldet af forfatningsafstemningen i Italien i december bliver.

Denne usikkerhed har også fået renterne til at stige mere i Frankrig og Italien end i f.eks. Tyskland. Franske 10-årige renter er fra onsdag morgen og til torsdag aften steget fra 0,45 procent til 0,68 procent. Den samme rente i Tyskland er steget fra 0,12 procent til 0,27 procent.

 

Uden særlig meget konkret at gå efter rykker de finansielle markeder på rigtig mange forskellige ting:

– Banker stiger i forventning om, at mange af de regulatoriske tiltag efter finanskrisen lempes

– Apple, Microsoft og andre globale firmaer falder af frygt for en handelskrig

– Valutaer i lande med stor handel med USA falder – f.eks. den mexicanske peso

 

De langsigtede påvirkninger af renten er helt afhængige af, hvad Trump sammen med det republikanske flertal i Kongressen faktisk gennemfører.

Den sædvanlige tabel med renteforventninger er udeladt i dette Nyt om renter, da ingen har haft tid til at lave meningsfulde justeringer af deres forventninger siden onsdag morgen.

 

Har du den bedste bank?

Gør som 300.000+ danskere. Indhent tilbud med Mybanker og find den bedste bank og rådgiver for dig

Indhent tilbud