Måske har jeg misforstået dig, men jeg læste dit tidligere indlæg som om at vi skulle planlægge boligøkonomien udfra hvis vi begge blev uarbejdsdygtige/arbejdsløse mv. Og det mener jeg ikke man kan planlægge udfra, for så ville man ikke kunne købe et hus.

Jeg kan sagtens se din pointe i fht. at der kan opstå uventede ting, og jeg har da også taget i betragtning at det kan ske at en af os på et tidspunkt står uden arbejde i en periode, og selvom det ville blive stramt økonomisk i fht. hvad vi ville være vant til, så ville vi stadig sagtens kunne leve fornuftigt, dog uden middage i byen, og udenlandsrejser, hvis det skete inden for de næste par år, hvor vi også jo afdrager 12.000 kr. pr. måned på vore lån.

At købe hus er en stor beslutning, og jeg ville aldrig kaste mig ud i det, hvis vi kom til at sidde så stramt i det, at uforudsete økonomiske ændringer i den retning ville betyde at vi ikke havde råd til at betale vore regninger. Faktisk er det sådan at vi om 5 år burde have råd til at bo i huset med kun en af vore lønninger. Og et hus er en brugsgenstand, og modsat en lejelejlighed, mener jeg faktisk også at det er et investeringsprojekt eller en opsparing hvis du vil kalde det for det i stedet for. Alt den tid og det arbejde og materialer du bruger på huset, forøger værdien af huset, hvorimod det på ingen måde kommer dig til gode i en lejet lejlighed, ligesom der er mange begrænsninger i fht. hvad man må og ikke må mht. ændringer i lejligheden.
Men vi vil gerne købe hus, fordi det er noget vi drømmer om, og vores grundlæggende incitament er derfor ikke investeringen/opsparingen, men glæden ved at få en have og nogle flere kvm. og noget fred og ro væk fra byens larm som vi på nuværende tidspunkt både bor og arbejder i.