Hvidvaskningsloven stiller krav om identifikation og identifikation af bankkunden og dennes formål med en kontoforbindelse. Årsopgørelse og lignende er bl.a. nævnt som eksempler på identifikation i de tilfælde hvor kunden ikke kan forevise billedelegitimation.

Det er ikke nyt, at pengeinstitutter henviser til krav fra myndighederne i stedet for at melde åbent ud. Til deres forsvar skal dog oplyses, at alene Finanstilsynets vejledning til hvidvaskningsloven er på 131 sider, hvilket langt overstiger hvad de fleste ansatte evner og har tid til at sætte sig ind i.

I forbindelse med et pengeinstituts kreditgivning og –vurdering lægger den vægt på den samlede husstands økonomi, også selv om begge ikke hæfter for gælden, idet begges indkomst normalt er nødvendigt for at husstanden kan svare enhver sit.

Da trådstarter er mangeårig kunde i det pågældende PI, udspringer bankens krav om årsopgørelse og lønsedler for begge parter næppe af hvidvaskningsloven. Henset til at der ansøges om en kassekredit på kun 15.000 kr. og at PI pga. det eksisterende kundeforhold må formodes at være bekendt med låneansøgers og husstandens indkomst- og formueforhold, er det svært at se en fornuftig grund til at betinge sig indlevering af lønsedler og årsopgørelser for begge ægtefæller for at bevilge en kredit på 15.000 kr. til et af medlemmerne i husstanden.

Når det er sagt, er pengeudlån altid baseret på tillid, og en sådan tillid kan være svær at etablere, hvis lånsøger ikke ønsker at oplyse eller måske ligefrem skjuler formålet med den ansøgte kassekredit. Men igen er beløbet så lille, at der kan ligge andre forhold bag, f.eks. det hidtidige forløb af kundeforholdet, at formueforholdene reelt ikke er som oplyst af trådstarter eller måske mest nærliggende, en uvidende og inkompetent bankrådgiver.

At det koster et gebyr at oprette en kassekredit og at denne også skal forrentes bør ikke komme bag på nogen.