Der er ikke nogen der tjener en spekulativ præmie på en fastkursaftale. Når fastkursaftalen indgås, bliver obligationerne solgt nu, i stedet for når lånet udbetales. Den rente som obligationsejere skal have i mellemtiden bliver så omregnet til en kursforskel. Det betyder, at merkurstabet kan lægges oveni lånet, i stedet for at skulle finansieres med et banklån. Til gengæld får låntager så ikke noget rentefradrag.

Det betyder også, at forskellen mellem fastkurskursen og strakskursen falder lineært mod nul frem til overtagelsesdatoen, og at den er lavere jo lavere obligationsrenten er.

Fordi obligationerne bliver solgt ved en fastkursaftale, kan I kun annullere den ved at købe obligationerne igen. Hvis kursen er steget, kan det blive dyrt. Typisk får I ikke en eventuel gevinst hvis kursen er faldet, for at undgå spekulation (der er ingen anden normal årsag end spelulation til at fortryde en fastkursaftale som ligger højere end strakskursen). Før I er sikre på hvad I vil, er det derfor forbundet med risiko for tab at indgå en fastkursaftale.

Konsekvensen ved ikke at indgå en fastkursaftale kan være, at I enten skal låne til en højere rente, eller at I får et større kurstab. Hvis det sker efter lånets størrelse er bestemt, skal I løgge tabet kontant. Et pludseligt kursfald på fem point er set før, og kan i princippet også være højere. For jer svarer det til 100 000 kroner. Hvis I har råd til at lægge den slags, eller højere, tab kontant, så har I råd til ikke at lave en fastkursaftale.

I gennemsnit taber man ganske rigtigt på en fastkursaftale (strakskursen skal falde fastkurskursen for breakeven). Ingen af os er dog gennemsnittet af alle mennesker, men kun os selv, så vi er nødt til at vurdere tabsrisiko i forhold til omkostninger på individniveau.