#227432
Zred

Jeg sidder med samme problematik (lad os bare kalde det en frustration) som XKCD.

Min situation:
– Lønmodtager uden overenskomst i en virksomhed, hvor man selv vælger, hvilket pensionsselskab man vil have, og hvor meget man vil spare op.
– Tjener tilpas meget til, at jeg ville betale topskat, hvis jeg kun indbetalte op til ratepensionsloftet og ikke supplerede med livrenteindbetalinger.

Problemet er helt grundlæggende, at politikerne – ved at begrænse størrelsen af fradrag på ratepensioner – tvinger os over i livrenteprodukterne. Dermed tvinger de os også til at være kunder i dyre pensionsselskaber. Det er ingen sag at investere en ratepension billigt i en bank, men hvordan i alverden skal man gøre det samme med en livrente?
I øjeblikket har jeg min livrente hos Danica Pension, og der ryger snildt 5000 kr./år i administrative omkostninger (dertil kommer omkostninger på selve investeringerne). Så kan det sådan set være fløjtende ligegyldigt, at jeg har investeret min ratepesion billigt, fordi pengene alligevel fosser ud hos Danica Pension.

Det er en svær øvelse at sammenligne priser på pensionsselskaberne, men det er selvfølgelig også ligegyldigt, da de fleste af dem alligevel ikke er interesserede i at have mig som kunde, fordi jeg ikke lige tilhører deres faggruppe!

Det er et decideret sygt system, og hvis jeg stod for loven på dette område, kom der eddermame andre boller på suppen:
– Det skulle være forbudt at binde folk til et bestemt pensionsselskab
– Alle administrative omkostninger til pension skulle opkræves årligt via girokort, så folk blev opmærksomme på, hvor meget de betaler
– Der skulle selvfølgelig ikke være et loft over ratepensionsindbetaler, da man således helt kunne undgå pensionsselskaberne og deres komplicerede produkter.

Er der nogen, som har fundet en løsning på ovenstående problem? Er der en ‘workaround’, så man kan spare billigt op trods de håbløse betingelser, som lovgivningen har skabt?
Hvis jeg var virksomhedsejer, kunne jeg sikkert bare bruge mit firma som en discount-pensionsopsparing, men den mulighed har jeg vel ikke som lønmodtager.