Tak for svaret. Dog sådan en opfattelse som “alene køberens problem" hænger ikke så godt sammen med “Vejledning til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder".
§§ 8-10 er en udmøntning af »kend din kunde-princippet«. Princippet er her udstrakt til at gælde alle typer
finansiel virksomhed, og det forudsætter, at den finansielle virksomhed foretager en undersøgelse af
kundens forhold forud for, at der ydes rådgivning, således at rådgivningen kan tage udgangspunkt i kundens
individuelle forhold.
§§ 9 og 10
Bestemmelserne forudsætter, at den finansielle virksomhed skal sætte sig ind i den enkelte kundes forhold,
før der rådgives, og at rådgivningen skal tage udgangspunkt i disse forhold.
Der sørges for fornøden skriftlig dokumentation af aftalen og eventuelle væsentlige forudsætninger herfor.

Jeg kan derfor ikke se, hvordan banken har overholdt sin rådgivningsforpligtelse, i den situation, hvor der blev indgået en kreditaftale, når
sådan en væsentlig forudsætning som kredittagerens ret til erhvervelse af fast ejendom ikke blev opfyldt?

Det forekommer altså helt naturligt, at man ikke skal give realkredit lån til en, der ikke har ret til erhverve fast ejendom.
Der måtte høre til bankens forpligtelser at foretager en undersøgelse af kundens forhold forud for, at der ydes rådgivning, som den nævnte Vejledning foreskriver, og især, forud for aftalens indgåelse.

Når de er tale om en udlænding, er der en helt standard basis-forudsætning for bankens “rådgivning" at starte med at skabe klarhed omkring hvorvidt ansøgeren opfylder krav jf. erhvervelseslovens § 1, stk. 1.