#224126
morsdreng

Som udgangspunkt vil køb af et hus til under markedsprisen enten udløse gaveafgift eller indkomstbeskatning hos køberen, afhængig af om køberen er nærtstående i forhold til sælger eller ikke. I det aktuelle tilfælde, er der er tale om en familiehandel, hvor SKAT accepterer priser svarende til den offentlige EV +/- 15%. Hvis du ikke er enebarn, vil dine søskende næppe være begejstrede over, at du køber din mors hus til under dets reelle værdi og dermed får et “arveforskud" på deres bekostning.

At en 73 årig køber hus, hvoraf næsten hele købesummen (90%) skal finansieres, anser jeg som værende direkte uforsvarlig. Hvis din mor skal have mulighed for at afvikle et 30 årigt realkreditlån forudsætter dette, at hun når at blive 103-104 år, og det kan man IKKE planlægge med. At banken i det hele taget vil medvirke til noget sådant, selv mod din kaution og ikke har oplyst dig om konsekvenserne ved at købe hus til under markedsprisen eller EV +/- 15%, kan kun undre .

Argumentet om, at du gerne vil undgå at få rodet din mors økonomi sammen med din holder slet ikke. Jeres økonomier bliver netop rodet sammen fordi dit huskøb og planerne om renovering og modernisering forudsætter, at din mor støtter dig ved at sælger huset til dig til langt under markedsprisen, hvilket udløser bankens krav om din kaution..

Den fornuftige løsning er, at din mor sælger sit hus til markedsprisen og at du finder et andet hus at købe. Alternativt kan du købe din mors hus til markedsprisen eller til den pris som accepteres i en familiehandel. Økonomien i forbindelse med ombygning og renovering af det købte hus må du selv klare, hvilket må være mere tilfredsstillende end at få indirekte hjælp hertil af din gamle mor.

Kontakt en advokat eller anden rådgiver for at få konstateret, hvilke muligheder du har for at købe din mors hus under hensyntagen til reglerne for gaveafgift og prisfastsættelsen i en familiehandel + for evt. fremtidige sociale ydelser til din mor.

Din mor har brug for selvstændig rådgivning, for det er langt fra sikkert, at det er en god ide for en 73-årig at købe hus på landet. En lejlighed, en ældrebolig eller en andelsbolig var måske et bedre valg.