#223088
peter holm larsen

Morsdrengs argumenter er sådan set godt nok i teorien – men forventelig langt mere problematisk i praksis.

Det er helt rigtigt det er noget rod både følelsesmæssig og økonomisk at eje et hus sammen med sin ex – hvor den ene bebor huset. Men løsningen er jo heller ikke valgt at lyst men af nød.

Hvis banken ville slippe pantet på dig ex og lade dig overtage hele huset var løsningen lige til – og så havde i nok også valgt denne. Men udfordringen og det er jo når en eller jer begge er teknisk insolvente efter transaktionen, for så slipper banken næppe den ene panthaver.

At lade huset gå på tvangsauktion er næsten den værste situation for jer begge. Din ex kan naturligvis altid stoppe med at betale – men økonomisk vil du så nok være bedre stillet vat at betale hendes andel også. Trist men sandt. Tvangsauktion er som hovedregel altid den sidste udvej og næsten altid den økonomisk dårligste udvej. I vil risikere at ende op med en gæld, der skal forrentes med måske op med 20% årligt – så ydelsen på den gæld der er tilbage efter hussalget er større end hvis I havde beholdt huset.

Det er fakta og det kan man ikke komme ud af. Og dermed også tilbage til virkeligheden. En af mine undervisere på jurastudiet udtrykte sig engang meget rammende: “ud fra en økonomisk og juridisk vinkel ville han klart fraråde ægteskabet – så længe man levede i tosomheden var man ikke bedre stillet end uden ægteskab, da man jo alligevel er enige om alt, når man bliver skilt er ægteskabet kun et problem".

Han økonomiske og juridiske råd var “gift dig aldrig og hvis du gør det lav særeje på alt, hold økonomien helt adskilt og køb aldrig noget i fællesskab" – var han lærdom efter mange års advokatpraksis. Han måtte dog selv konkludere, siden han selv var blevet gift for 1 år siden – havde han købt hus, bil og sommerhus sammen med konen og havde ikke lavet ægtepagt – for som han sagde da han havde foreslået det overfor hans smukke kommende kone havde hun med “kærlige øjne kigget på ham og sagt – elsker du mig da ikke" – og jo gjorde han – så det blev så ved at lade følelserne råde.

Så fakta er I har købt et hus sammen i kærlighed – tabt på huset pga. en uheldig prisudvikling, og nu må side med huset sammen også efter kærligheden er slut.

Og det er problematisk – men ikke sikkert der er en udvej – slet ikke lige til. Kender nogle der løste det på den måde at man mellem parterne lavede en aftale om huset værdi og gæld og så at sige helte hus og gæld mellem ægtefællerne. Så efterfølgende prisfald og prisstigninger ikke skulle påvirke modparten. Så man lige som “i hovedet" havde gjort op – men underliggende hæftede begge parter stadig.

De var begge kommet ud med et kæmpe tab i størrelsen 1,5 mio. kr. og dermed en gæld på 750.000 kr. til hver. Manden blev i huset – og begge hæftede for den samlede gæld i huset. De førte et egentlig regnskab på mellemregningen overfor hinanden. Manden betalte fysisk alle rente og afdrag på gælden og skatter mv. og optog så ½ som et krav mod ex konen og de beregnede modsat en husleje som han skulle betale til hende som han modregnede i deres fælles interne regnskab. Han forbedre og byggede til og da husprisen var så at sige handlet af mellem parterne ville en eventuel prisstigning efter “delingen" alene tilfalde ham i deres interne regnskab.

På papiret fint og det kørte også godt i 5 år uden problemer. Men for et års tid siden skulle huset sælges – da han truffet en ny han ville flytte sammen med. Det lykkelige var at huset i mellemtiden var steget, så de nu kunne sælge huset med et lille økonomisk overskud – bl.a. pga. stigende husprisen og fordi manden havde brugt en del på sætte huset i stand.

Efter salget og indfrielsen af al gæld var der et overskud på ca. 200.000 kr. som naturlig tilfald manden. Men begge parter var nu også af realkreditgælden de havde hæftet for fælles. Manden var i princippet glad for huset var steget de ca. 1.700.000 kr. siden han mellem parterne havde “overtaget" huset – skal siges at han også havde lagt virkelig mange timer i huset efter der.

Han troede lidt han så ville komme ud med en god gevinst. Og jo han slap af med de 750.000 kr. i gæld (hans andel) plus havde 200.000 kr. på bankkontoen – men havde nu også et tilgodehavende hos ex konen på 750.000 kr. som var den gamle gæld fra skilsmissen. Nu var gælden bare ikke konens til realkreditinstituttet og banken men en gæld fra eks konen til manden.

Da hendes økonomiske situation jo var uændret – havde hun forsat ikke mulighed for at betale sin andel af gælden – så udfordringen var i princippet parterne i mellem helt uændret – måske dog lidt bedre set isoleret set. Men faktuelt havde det ikke gavnet manden mere en ½-delen af de 200.000 kr. at de havde kørt det store regnskab. Eneste udfald var at manden nu var gældsfri og havde et krav på 750.000 kr. på ex konen – et krav hun aldrig ville kunne betale.

Så på papiret gjorde de det rigtige – men faktuelt løste det intet for dem.

Så læringen køb aldrig noget sammen – havde været rigtigt – de havde så aldrig haft huset – så er også for, forenklet syn.

Der er risiko ved alt – og fælleseje kan give glæder og sorger – nu er det sorger og dem må i selv om I ikke er gift længere løse på bedste vis i fællesskab.