#116000
Anonym

Citeret fra Børsen
Eksperter advarer om risiko ved bankkonti
17-09-2007 07:27 af Ursula Rechnagel, Anne Houmann, Kathrine Rossau & Christian Kjærgaard
Så sikkert som penge i banken. Når danskerne sætter deres penge ind på en opsparingskonto i banken, sker det som regel i tryg forvisning om, at pengene er anbragt i ly for stormene på de globale værdipapirmarkeder.

Men nu advarer eksperter om risikoen for tab på ganske almindelige bankkonti i kølvandet på den såkaldte subprime-krise, der har skabt akut pengemangel i en række banker.

Senest er britiske Northern Rock, som markedsfører sig med »svinefed rente« til danskerne, røget ud i dyb krise. I fredags måtte den britiske centralbank, Bank of England, komme Northern Rock til undsætning med et nødlån som følge af alvorlige likviditetsproblemer.

Det fik mange – herunder også danske – kunder til i panik at trække deres penge ud af Northern Rock, trods bankens ihærdige forsøg på at forsikre markedet om, at den fortsat er bundsolid. »Vi anbefaler kunderne, at man – hvis der er en risiko, eller man føler sig utryg – kun har penge stående, der er omfattet af indskudsgarantien,« ser økonom Carsten Holdum, Forbrugerrådet.

Han peger på, at forbrugerne i dag er beskyttet af Indskydergarantifonden, som dækker indlån på op til 300.000 kr. efter fradrag af lån, hvis Northern Rock eller en anden bank på det danske marked skulle krakke.

Hvad nu hvis man har mere end 300.000 kr. i Northern Rock?

“Så er tiden inde til, at man kunne overveje at placere dem i en anden bank. Har man det godt med at være dækket fuldt under indskudsgarantien, så skal man holde sig under de 300.000 kr.," siger Carsten Holdum, men understreger, at Forbrugerrådet ikke ser nogen overordnede faresignaler i den danske banksektor.